Interview

The Dø – For twisted til mainstream

Skrevet af Camilla Zuleger

Det er næsten syv år siden, vi sidst talte med den franske duo The Dø. Siden da har de udgivet to albummer og har netop vundet en pris ved Victoires De La Musique, Frankrigs svar på Grammy, for årets rockalbum med Shake, Shook, Shaken. Vi fangede duoens ene del, Olivia Merilahti til en snak om tillid og trap.

The D++ - 5 (c) Alice Moitie¦ü

»Det er næsten som om Dan og jeg lige har mødt hinanden for første gang igen,« siger finskfødte Olivia Merilahti entusiastisk over en lidt støjende telefonforbindelse fra Stockholm, hvor dagens koncert skulle spilles. Dan er Dan Levy, der siden 2005 har været Merilahtis bedre halvdel, både i duoen The Dø, men også privat. De har med andre ord brugt snart hvert eneste øjeblik i hinandens selskab i ti år.

Kunstig, men varm

Men med den seneste udgivelse er der sket noget nyt, der får Merilahti til at opleve i hvert fald det musikalske samarbejde som fornyet. De har nemlig bevæget sig væk fra en mere akustisk lyd med få virkemidler, et enkelt keyboard, en tromme eller en guitar samt Merilahtis klassiske vokal. Men med albummet Shake, Shook, Shaken har de ladet maskinerne overtage og udvekslet de klassiske instrumenter med MacBooks og synthesizers:

»Egentlig har vi bare indarbejdet de digitale aspekter ved musik og de redskaber, vi har som musikere i dag. Det vil sige alle de ting, som ikke var der tidligere,« siger Merilahti.

Men principperne bag musikken har ikke ændret sig radikalt. Det er stadig den naivistiske, positive lyd, hvor der synges om alle livets kringelkroge, som hun oplever dem. Men elektronikkens indtog må først og fremmest ikke betyde, at deres lyd bliver kunstig:

»Vi vil stadig gerne holde det så poppet som muligt. Det handler lige så meget nu som tidligere om det meget præcise arbejde omkring melodien og rytmen. Vi følte bare en trang til at arbejde med noget, der var så kunstigt som overhovedet muligt, men stadig holde lyden varm.«

»Vi har også stadig de gode, gamle instrumenter. Men computeren fx er fantastisk, fordi den giver muligheder. Det føles ikke syntetisk. Når vi spiller live, er den største forskel, at vi kan fokusere på flotte visuals og et godt lysshow.«

The Dø SSS album cover

Energi fra Die Antwoord

Tillbage i 2008, da Undertoner sidst talte med duoen, var deres største frygt at komme til at lyde som andre musikere; ved et uheld at komme til at kopiere andres lyd. De forsøgte sig med at lytte til alle de ting, de ikke kendte og glemme alle de ting, de tidligere havde hørt. Men i dag tør de godt igen at høre nogle af deres gamle favoritter og frygten for at komme til at kopiere er ikke længere så konstant tilstedeværende, som den var tidligere:

»Jeg tror, at vi stoler mere på vores musik i dag, på vores identitet, band og på vores lyd. Vi er ikke så bange for at komme til at kopiere. Vi optog den seneste plade på landet, langt væk fra byen. Så det var selvfølgelig også lettere at lukker indflydelserne ude, når man var lidt mere isolerede,« fortæller hun.

Men de forsøger stadig at udvikle sig selv og hører derfor ofte musik, der ligger meget langt fra deres egen. På det seneste har Merilahti hørt enormt meget trapmusik, hvor Levy har kastet sig over clubscenen.

I trapmusikken er hun stødt på især Die Antwoord, der har tjent som en stor inspirationskilde på det seneste. The Dø og Die Antwoord virker måske for den udenforstående ikke som den oplagte kombination, men de har fundet noget i de excentriske sydafrikanere.

»Det har at gøre med deres energi, tror jeg,« forsøger Merilahti sig forklarende.

»Det er noget, vi også leder efter i studiet. Overraskende elementer og den fandenivoldskhed. De er enormt frigørende, fordi de tillader sig selv at være lige hvad de kunne tænke sig samtidig med at de har fuld kontrol over, hvad der sker. Dén energi er inspirerende, den er in-your-face. Den er ikke subtil, men så alligevel. Den er underlig og sær og samtidig ret punk.«

Svært at lave ægte poptekster

Dan Levy og Olivia Merilahti mødte hinanden under optagelserne til filmen “Empire of the Wolves”, som de sammen lavede soundtracket til. Siden da har de flere gange været involveret i diverse kunstprojekter og deres sans for visuelle virkemidler kommer både til udtryk live og i deres videoer. Men for dem er der ikke forskel på at være musiker eller udøver af hvilken som helst anden kunstform. Det handler om det sprog, man taler:

»For os er det kun logisk at lave forbindelser mellem forskellige kunstformer. Vi føles os overhovedet ikke anderledes fra andre samtidige kunstnere. Al kunst handler om at arbejde med alle sine sanser og ikke kun sine ører. Det skal være en 360°-oplevelse.«

»Men grundlæggende set, mener jeg, at vi taler det samme sprog, nemlig dedikationen til kunst. Vi vil gerne få vores publikum til at føle, reagere, se ting anderledes. Det er grunden til, vi gør ting. Vi har denne her evne til at udtrykke os selv. Og det er gør os enormt priviligerede,« siger Merilahti, der også har et nært slægtskab til litteraturen.

Det er overvejende hende, der skriver teksterne, og selvom hun prøver at gå efter et simpelt og positivt udtryk, så bliver det for hende hurtigt mere kompliceret:

»Jeg prøver virkelig at lave poptekster. Men det er ikke nemt bare at sige, “Hey, lad os gå ud og danse!”. Jeg kan godt lide at gøre det lidt mere personligt. Men jeg beundrer kunstnere , der kan dyrke glæden ved et simpelt budskab, så det bliver mainstream.«

»Men jeg tror ikke, at mainstream ville fungere for mig. Jeg kan godt lide, når det bliver lidt mere twisted.«

Lige nu er The Dø på europaturné. Til sommer turnerer de i Amerika og efter det, håber de at kunne turnere i Asien. Samtidig planlægger de en optagelse af albummet Shake, Shook, Shaken sammen med et symfoniorkester for at give den lidt syntetiske lyd på albummet et modstykke. 

The D++ 2 (c) Arthur Le Fol

Deltag i debat