Nyheder

Bob Hund sætter livemusik til stumfilm i København

Skrevet af Camilla Grausen

Der er dobbelt op på Bob Hund den kommende weekend. Fredag spiller de selvkomponeret livemusik til stumfilmen “Manden med kameraet” fra 1929 på Betty Nansen Teatret, og lørdag indtager de Jazzhouse.

bob hund pressebilledeDen kommende weekend står i Bob Hunds tegn. Det skånske rockorkester kan opleves i København til to forskellige begivenheder i samarbejde med filmfestivalen CPH PIX, der starter i dag.

Fredag den 10. april på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg kan Bob Hund opleves live, mens de sætter musik til stumfilmklassikeren “Manden med kameraet”. Filmen er fra 1929, og Bob Hund har for nylig komponeret helt ny musik til at ledsage billederne. Værket har tidligere været opført i Stockholm, og nu har danskerne muligheden for at se Bob Hund − og ikke mindst stumfilmklassikeren − fra en helt ny vinkel. Samme aften vises også en optagelse fra Bob Hunds såkaldte opera, som blev til sammen med Malmø Operaorkester sidste år. Der er stadig ledige billetter til arrangementet. Få mere info her.

Lørdag den 11. april er der endnu mere Bob Hund til folket, når Jazzhouse lægger scene til koncert med hundene. Aftenen vil desuden byde på særlige Bob Hund-øl og film fra bandets arkiv, vist af deres faste artwork-makker, Martin Kann. Bob Hund er netop nu i gang med at indsamle instrumenter til aftenen, da de i 2013 solgte alle deres egne instrumenter på auktion. Koncerten i Jazzhouse er udsolgt.

Sidst Bob Hund gæstede København var i Pumpehuset i 2012. Da Undertoners Kim Elgaard Andersen hørte dem et par år inden, i Store Vega i 2009, kvitterede han med 5,5 U’er og konklusionen: »Bob Hund er stadig et jävla bra liveband.«

En lille forsmag på stumfilmskoncerten med Bob Hund fås her:

Deltag i debat