Plader

Boone & Trepac: De forkerte spor

Skrevet af Maja Hirani

»Det’ Boone og det’ Pac / det’ boom bap rap / det’ umiddelbare bars, ingen udenomssnak / karate på lydspor, fuld kontakt / det’ fuldstændig formidabel fuldemandssnak / og det slutter ik’ brat / det går fuld fart frem / men aldrig ude af … takt… «

Den er god nok!

»Det’ Boone og det’ Pac / det’ boom bap rap / det’ umiddelbare bars, ingen udenomssnak / karate på lydspor, fuld kontakt / det’ fuldstændig formidabel fuldemandssnak / og det slutter ik’ brat / det går fuld fart frem / men aldrig ude af … takt…«

Sådan lyder det på “Over kanten” om De forkerte spor. Det er i denne ånd, at vi går direkte til sagen. Boone er en absurd talentfuld producer. Trepac er en absurd solid mc. Der har aldrig været nogen risiko for, at De forkerte spor ville blive et dårligt album. Spørgsmålet er blot hvor godt det er.

Svaret er, at det er godt nok til at være tilfredsstillende, men ikke nok til at være overvældende. Det bunder først og fremmest i, at De forkerte spor er et lettere tilgængeligt, mere punchline-orienteret og endeligt indholdsløst album end det kunne have været. Det vil hverken chokere eller leve for evigt. Ikke desto mindre har tilgangen naturligvis sin plads i enhvers hiphop-rotation, og da især hvis den mestres så overbevisende som af Boone og Trepac.

Mens Trepac »holder abstraktionsniveauet nede« (“Ingentro”), leverer Boone adskillige flotte, nakkevridende beats med masser af legesyge elementer under hårde klassiske boom bap-kompositioner. Lydsiden er generelt mere poleret og mindre støvet end hvad man tidligere har set fra Boones hånd, men det er en støbning, der passer helt forrygende til Trepacs komplet urokkelige mesterflow. Og man kan dvæle længe ved Boones små universer på De forkerte spor. Den klaverdrevne ”Ingentro” er et melodiøst mirakel og en storslået åbner; de slæbende, tunge trommer på ”Brik” får hele skelettet til at ryste; i samme stil går beatet på ”Lange arme” jernhårdt til værks med støvede trommer, hjemsøgende klokkespil og effekter, der alle stramt sættes i et uhyggeligt beat, som på en og samme tid lyder både enkelt og detaljerigt; og både ”Over kanten” og ”Underskudsprojektet” har et imponerende, mageløst, drømmende og underspillet udtryk.

Vokalt holder Trepac skansen med en stor mængde tekster om såvel egne meninger som andres evner med en mikrofon. Det er ikke mere end en halvanden måned siden, at jeg anmeldte hans tidligere kompagnon Kværns soloplade, og det er bemærkelsesværdigt, hvordan vi vitterligt er på en helt anden planet her. Det er en diametralt modsatrettet mission, vi oplever på De forkerte spor, hvor der ikke i så høj grad tages chancer og eksperimenteres. Hvor Kværn efterlyste fandenivoldskhed, rock og revolution på ”Rebellen” (bl.a. »nu du bundet op på din økonomi / der skal mad på dit bord og benzin i din bil«) er det som om, Trepac har trukket vejret dybt og nærmest svarer direkte med »der ik’ dadler i ord / men der’ benzin i min bil og mad på mit bord« og »fuck om jeg får fame / jeg på toppen af mit game«, som det hedder sig i ”Underskudsprojektet”.

Og et godt stykke af vejen fungerer det stilmæssigt for Trepac med de mere battlerap-prægede linjer, der egentlig peger tilbage til tidlige Spytbakken-numre. Der er to aspekter, som er fuldstændig afgørende for det positive udfald: Boones produktioner og Trepacs flow. Selv de sløjeste linjer vækkes til live med et overbevisende brøl, når de leveres så nådesløst sikkert som via Trepacs blødende gab. Han skriver overordnet ubesværet, men de rene lyriske juveler er gemt væk på De forkerte spor. Selvom jeg godt kan godt blive lidt træt i hovedet af præmissen for tekstuniverset, hjælper det ikke med de indholdsmæssige afstikkere som f.eks. det halvhjertede ‘fuck politiet’-anthem ”Lange arme”, den lidt konfuse ”Den værre halvdel”, hvor Dr. Phills gæstevers er helt ved siden af, eller den jævnt undervældende ”Peace of mind”.

Når alt kommer til alt, kan man sætte mange fingre på tekstskrivningen på De forkerte spor, men man også må bare konstatere, at når søde ord som »klumpedumpe« kan lyde så indædt og fornærmende, som Trepac formår at spytte det på ”Tal som en taber”, ja, så er alt måske alligevel helt som det skal være.

Mens »klumpe-fucking-dumpe hooks« bestemt er et begreb, jeg vil indføre i mit musikkritiske ordforråd, er det ikke noget, vi finder på De forkerte spor. Tværtimod. Trepac leverer effektive omkvæd helt efter mit hoved. Disse underspillede omkvæd holder de langt mere letspiselige tekster fast, på rette kurs, og dét er vigtigt for det samlede udtryk.

De forkerte spor er mere eller mindre kvalitetssikret lige fra start, men vi finder ingen deciderede toppræstationer fra hverken Boone eller Trepac. Vi finder dog heldigvis tonsvis af bundsolidt flow og tunge, effektive, detaljerige beats, og på den måde er missionen lykkedes. Der er en mindre håndfuld numre, som hurtigt er glemt igen, og samlet kan det mærkes, at De forkerte spor næppe har været flere år undervejs. Derfor er det naturligvis også en frisk fornøjelse, hvordan superduoen i sandhed giver langt de fleste danske rappere baghjul – på det helt basale plan.

★★★★☆☆

Leave a Reply