Plader

Drenge: Undertow

Skrevet af Peter Krogh

Post-grunge trioen Drenge virker på Undertow søgende og en kende rundforvirrede over, hvilken retning de skal tage fremadrettet. Talentet og ærgerrigheden har de, men flere målrettede og rammende ‘Drenge’-streger var ventet.

Bandet Drenge, der har taget deres navn efter en Nils Malmros-film fra 1977, er nu ude med deres andet album Undertow. Udover det lettere aparte i at et engelsk post-grunge-band tager sit navn efter en dansk film, er der ikke flere referencer eller skudsmål mod andedammen på albummet, som overordnet set er en lidet forførende affære.

De to brødre Eoin og Rory – med det fantastiske efternavn Loveless – brød igennem med et forfriskende og ruskende pust i form af gruppens selvbetitlede debut fra 2013. Et album, der tog livtag med rocken og for en stund genoplivede en art grunge med smittende resultat til følge. Derfor har forventningerne til drengenes (nu udvidet til en trio, idet bassisten Rob Graham er blevet fuldgyldigt medlem af gruppen) andet opus Undertow også retfærdigvis været store. Der har ligget en forventning om, at de måske ikke ville revolutionere deres lyd eller skifte stil, men i det mindste have noget nyt på hjerte, der ville stå mål med debutalbummet. Det er desværre ikke den fornemmelse, man efterlades med efter at have forsøgt at favne og lade sig rive med af Undertow.

Det er, som sidst Drenge lod høre fra sig, energisk og larmende. Men det er også som om, at de har parkeret melodierne og kun lader sig føre frem af tomme tønder, der buldrer formålsløst derudaf for de fleste numres vedkommende. Der er heldigvis øjeblikke, hvor det fungerer, og hvor Drenge trods alt viser, at de har noget på hjerte. Det være sig førstesinglen ”We Can Do What We Want” – albummets højdepunkt – der er drevet frem af en smittende melodi, og som med musikalsk kampgejst stikker og stritter ud fra mængden. Et andet nummer, der også vinder i længden, er ”Favourite Son”, hvor der i højt tempo ikke lefles for nogen.

Det som gør, at jeg ikke helt kan overgive mig til det samlede værk, er, at Undertow på en måde knækker lidt på midten. Det er med andre ord et album, der har både en 1. og en 2. halvleg, hvor man skulle tro, at ‘holdet’ har mistet gejsten i pausen, efter at have været småt foran! Der er mere af det samme, omend i mindre god form end sidst, på første halvdel af albummet, men det er trods alt det, som Drenge gør bedst. Det knækker, da trioen afviger fra den trygge og vante formel og træder ind i et mørkere og mere dystert univers. Pludselig bliver det en kende for søgt og forstilt – nu vil Drenge pludselig lege Joy Division? De smider endda også et mindre popkort i form af ”The Woods” – et nummer der står helt for sig selv midt i den søgte tristesse.

Drenge virker på Undertow søgende og en kende rundforvirrede over, hvilken retning de skal tage fremadrettet. Talentet og ærgerrigheden har de, og tog man de bedste øjeblikke fra deres debut og her fra Undertow, ville man stå med et post-grunge-mesterværk af de større. I stedet bliver det til små 35 minutters energi, men en udladning, der dog mangler vitaminer i tonerne og retning i ideerne. Jeg havde, med andre ord, forventet mig lidt mere målrettede og rammende ‘Drenge’-streger…

★★★☆☆☆

Deltag i debat