Plader

Halshug: Blodets Bånd

Skrevet af Joram Menzer

Den danske trio Halshug leverer en omgang rå og beskidt hardcore punk på deres albumdebut Blodets Bånd. Tempoet er højt og udtrykket er angstfyldt fra start til slut, men manglen på variation bliver i sidste ende også pladens største svaghed.

Det danske band Halshug bruger otte numre og cirka 16 minutter på at voldsmadre lytterens øregange på deres albumdebut Blodets Bånd. Det er hardcore/crust punk, når det er allermest potent, og foden løftes ikke fra pedalen én eneste gang.

Lydbilledet er overodnet mudret og så kompakt, at det grænser til det klaustrofobiske, men produktionen levner alligevel plads til, at instrumenter og vokal kommer til deres ret på pladen. De otte skæringer på Blodets Bånd går for det meste over i hinanden, og det er med til at understøtte det kompakte lydbillede og albummets gennemgående indelukkede univers.

Fuldstændig i tråd med genren er tekstuniverset kendetegnet ved at handle om liv, død, (af)magt, vrede og deslige. Det hele leveres i korte, råbende udbrud, så selv den stiveste koncertgænger bør kunne skrige med. »Bange for at leve/bange for at dø« råbes der på albumåbneren ”Gudsforladt”, inden der i omkvædet desperat skriges: »Gudsforladt/gudsforladt/gudsforladt/gudsforladt«. Og den opskrift følger de resterende syv skæringer også.

Der brydes ikke så mange nye døre ind i forhold til genren, men det behøver man måske heller ikke, når man så effektivt som Halshug smadrer de gamle døre fuldstændigt af hængslerne. Inspirationen fra d-beat og crust punk-bands som Discharge og Wolfbrigade er forholdsvis åbenlys, men Halshug er stadig mere ubønhørlige end eksempelvis sidstnævnte, som tillader sig selv nogle flere musikalske afstikkere end Halshug gør på Blodets Bånd. Der er også elementer af tidlige Converge-plader at finde i lyden, men igen er udtrykket hos Halshug mere nedbarberet og simpelt end på den gennemsnitlige Converge-plade – og stille momenter, som kan snige sig ind hos Converge, er der absolut ingen af på Blodets Bånd. Det er også denne monotoni, der er pladens største akilleshæl, og på trods af den korte spilletid bliver pladen lige ensformig nok i længden.

Teksterne er på dansk, hvilket er værd at nævne, fordi pladen udkommer på det amerikanske pladeselskab Southern Lord, hvilket i sig selv aftvinger respekt. Selskabet udgiver blandt andre også black-metal bandet Wolves in the Throne Room og drone-metal bandet Sunn O))). Dermed er der banet vej for, at Halshug kan sparke døren til udlandet ind, og det er helt sikkert, at bandet går en spændende fremtid i møde. Det bliver interessant at se, hvordan Halshugs lyd udvikler sig over de kommende år, og om deres udtryk bliver ved med at være lige så hårdt og brutalt, eller om der bliver lagt flere lag på i fremtiden.

★★★★☆☆

Om skribenten

Joram Menzer

Biografi: "Vil du helst være blind eller døv?".
Det er et af den slags hypotetiske – og lettere groteske – spørgsmål, man af og til hører. Siden jeg som 12-årig købte min første cd, som var Guns N’ Roses’ Use Your Illusion II, har jeg ikke været i tvivl. Jeg vælger til enhver tid at beholde min hørelse.
Guns N’ Roses og Nirvana startede min musikalske opdragelse, og i mange år var det guitarrocken, der havde min interesse. Det ændrede sig, da jeg i slutningen af 90'erne blev introduceret for Wu-Tang Clan. Rock-cd’erne og de hullede jeans blev pensioneret og erstattet af rap og hængerøvsbukser, som dominerede i mange år af mit liv. Tool og Deftones fik mig tilbage i folden hos rockmusikken. Derimellem havde det fransk/engelske band Stereolab åbenbaret et følelsesladet musikalsk spektrum, som var nyt for mig, og sammen med rap og rock er de stadig i fast rotation på min pladespiller, som siden også har måttet finde sig i støvet fra jazz-vinyler, hvor især Miles Davis finder vej til mine øregange.

Fem favoritalbums:
Mr. Bungle: California
Radiohead: Hail to the Thief
Stereolab: Sound-Dust
TOOL: Ænima
Wu-Tang Clan: 36 Chambers

Skriv et svar

boeger