Plader

Jarboe and Helen Money: s.t.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at de to mørkekvinder, Jarboe & Helen Money, har haft de bedste intentioner om at lave et kulsort og tungt mastodontalbum – en forening af de to kunstneres evner. Desværre for Jarboe og Money er det ikke intentioner, men lyd der i sidste ende udgør et album.

Jeg forstår godt, at min chefredaktør havde mig i tankerne, da han modtog ex-Swans sangerinde Jarboe og doom-cello avantgardist Helen Moneys samarbejde. Med hver sin solidt funderede fortid i mørk og støjende eksperimentel rock burde makkerskabet imellem de to veteraner også være en delikatesse for en anmelder, der mener at Scott Walkers+Sunn O)))’s Soused og Swans’ To Be Kind var to af de allerbedste udgivelser sidste år. Jeg er slet heller ikke i tvivl om, at de to mørkekvinder har haft de bedste intentioner om at lave et kulsort og tungt mastodontalbum – en forening af de to kunstneres evner. Men nu er det desværre for Jarboe og Money ikke intentioner, men lyd, der i sidste ende udgør et album; der findes ikke gode genrer, kun god musik. Og man hører fra første gennemlytning af pladen, at løftet om en udbytterig kollaboration, der på papiret virker så lovende, er gjort til skamme.

Det nøjsomme pressemateriale, der er skrevet til duoens selvbetitlede plade, bekender, at musikken fremkommer i foreningen mellem momenter af sparsom skønhed og tudende skrig af intensitet. Og alt imens Helen Money fra start leverer den lovede skønhed med sine smukke celloarrangementer, er pladen nærmest monoton i sin mangel på intensitet. Forsøget er skam gjort, men fremstår i sin håbløse fallit blot akavet. Tydeligst forekommer det på ”Wired”, der i sine sfærisk støjende gevandter skal agere pladens no-wavede postrock-nummer. Og selvom alle elementer, der kan tages i brug for at efterligne Swans’ nye ondskønne æstetik med både dulcimer, anslagsløse guitarflader i harmonisk mol-skala og dvaske doom-akkorder, må Jarboe sande, at hendes tidligere band er bedre tjent uden hende. Og at hun hverken har sansen eller tyngden til at komme i nærheden af dem.

Uden at have indsigt i den konkrete arbejdsproces forekommer Jarboe at være det svage led i Jarboe and Helen Money. For ikke at sige problemet med pladen. Det står klart fra allerførste nummer. Det truende cellospil, der åbner ”For My Father” gnistrer smukt i sine salige harmonier, og selvom man helst er fri for Jarboes vokal, da den introduceres et minut inde, er den i sin skrøbelige og delay-indsvøbte lyd hendes bedste præstation på pladen. Det sætter hun effektivt en i kæp i hjulet for med nummerets afsluttende spoken word:

»For the tortured and oppresed / injustice perrish / embrace amnesty«

Med en skabet, dramatisk røst lyder Jarboe som en heks i et børneteater og ordenes banalitet hænger en ud af halsen, før de er sagt. Man må tage sig til hovedet for at udholde pinligheden, da den intenderede alvor går op for en. Førstesinglen ”Mr. Blue”, der på alle måder er pladens ubestridte lavpunkt, udfolder samme uovertruffet smagløse cocktail af kabaretskabet artikulation og banal lyrik:

»A hand extends to you / Now offer all you have / Hello Mr. Blue / You cannot make me sad«

Den enerverende vokal må man opleve på førstehånd.

Når jeg nu har fået afløb for mine musikalske frustrationer, skal Helen Money slutteligt have et par pæne ord med på vejen. Hun er trods alt grunden til, at der er enkelte passager på pladen, jeg har lyttet til af lyst. Helen Money har i sin lange undergrundskarrierer som avantgardecellist afsøgt sit instruments klangelige muligheder og opøvet en habil loopteknik, der med de rigtige pedaler gør hende i stand til at indspille flere spor oven i hinanden live. Med en skarp sans for celloens soniske afkroge og et velassorteret pedalboard væver Money hypnotiske, støjende, porøse og farverige strygertæpper sammen, der gør selv den mest kritiske anmelder blød i ørerne. Hvis man skal høre et enkelt nummer på pladen, bør det være ”My Enemy My Friend”, hvor Money får plads til kontemplativt at udfolde sig. Havde det ikke været for den karakterløse synthesizer midt i nummeret, ville jeg decideret have anbefalet det. Jeg forstår udmærket tanken: Det elektroniske og det organiske; den kolde maskine og den fyldige stryger. Og det havde garanteret også fungeret, hvis ikke synthen lød som et preset i Garage Band.

Og det er måske dette, at pladen er dårlig produceret, der svækker produktet allertydeligst. Der skal jo nok være nogle, der ikke bliver lige så provokerede af den lyriske banalitet, og for hvem Jarboes påtagede affekt ikke vækker samme ringeagt. Men at pladen lyder dårligt er indiskutabelt. Udtrykket er ikke produceret bevidst lo-fi; kvinden bag knapperne, Kris Force, har bare gjort et dårligt stykke arbejde. Om det gælder førnævnte synth, vokaleffekter eller overordnet mixning, er udtrykket svagt og halvhjertet. Den intenderede force, man fornemmer under lydbilledet, bliver aldrig present på trods af gode intentioner. Og jeg anmelder ikke intentioner.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat