Artikler Interview

Kvinder i undergrunden – Velvet Volume

Skrevet af Klaus Thodsen

I disse dage raser debatten endnu engang i den danske musikbranche om, hvorvidt der bliver givet nok plads til kvindelige musikere i dansk musik. Ligesom der hver sommer, når det bliver festivalsæson, bliver diskuteret antallet af kvindelige artister på scenerne. Derfor har vi her på Undertoner valgt at kaste fokus på en række unge talentfulde kvinder i dansk musik. I denne uge har vi talt med Velvet Volume.

Velvet Volume. Med fødderne solidt plantet hos fortidens store rockikoner har de tre Lachmi-søstre, tvillingerne Noa og Naomi på 18 år og søsteren Nataja på 16, der tilsammen er Velvet Volume kastet sig ud i at erobre de danske scener med deres hårdtslående rockmusik, der allerede er begyndt at give genlyd rundt omkring i landet.

»Vores musik bliver kaldt alt fra 60’er-rock til punk, men selv kalder vi det bare rockmusik. Det er nemmere at forholde sig til. Hvis der skal genrebetegnelser på, må lytterne selv bestemme, hvad det skal være,« siger guitarist Noa Lachmi, da Undertoner og Velvet Volume mødes en råkold eftermiddag på en bar i hjertet af Aarhus.

Af musikalske inspirationer nævner Velvet Volume i flæng lige fra Jimi Hendrix over The White Stripes til Lenny Kravitz. Og selvom undertegnede kan trække klare tråde til flere af de helt store rockbands i Velvet Volumes univers, søger de ikke selv at lyde som deres idoler.

»Jeg tænker slet ikke på det, når jeg spiller et eller andet nede i øvelokalet. Vi spiller bare det, der lyder fedt i øjeblikket. Men vi får det altid sat sammen, så det er vores egen lyd, og det er vigtigt,« siger sanger og guitarist Noa Lachmi.

Fri os for stereotyperne

Der er én ting, der skinner meget klart igennem, når man sætter sig til bords med Velvet Volume. Holdningerne til dem selv som musikere, og ikke mindst omverdens fordomme omkring unge piger, der spiller rockmusik, er noget, de tre har en meget klar holdning til, og som de ikke pakker ind i vat.

»Selvfølgelig er det ikke helt så normalt med tre piger i et band, som det er med tre fyre. Men altså, at folk bliver helt forvirrede over tre piger, der spiller rockmusik, det forstår jeg ikke. Jeg synes, det er vigtigt at tage det op, fordi det må være en kæmpe fordel at være fyre i et band, for de skal ikke betegnes ud fra deres køn, før de kan snakke om deres musik, « siger Naomi Lachmi, og med ét begynder diskussionen for alvor at bryde ud henover bordet.

De oplever meget ofte, at prædikaterne omkring pigerock og teenagere kommer i første række, når de hører og læser om sig selv, mens musikken bliver noget sekundært, noget mange næsten overser.

»Vi er virkelig trætte af stereotyperne. Hvornår blev det vedtaget, at mænd skal spille trommer, guitar og bas, mens kvinder kun skal spille klaver og synge kor? Det er så irriterende, at man altid skal defineres som pige, før man er musiker. Det burde være fuldstændig ligegyldigt,« siger Nataja Lachmi.

Især undrer de sig over, hvordan det kan blive ved med at være så interessant, at kvinder stiller sig op og spiller musik. Samtidig er de gør de det klart, at det ikke handler om at vise kvindelige musikere, på bekostning af de mandlige.

»Det er altså også vigtigt for mig at sige, at vi ikke er sådan noget ultra feministiske tøser, der spiller rockmusik, for at få fyrene ned med nakken. Det er jo endnu mere latterligt, når man ser den slags. Vi spiller rockmusik, fordi det har vi lyst til. I virkeligheden er der jo ikke noget musik, der er mere maskulint eller feminint end andet, « siger Noa Lachmi.

Danmarksturné og drømmen om Japan

Efter at have spillet flere support-koncerter her og der for flere danske bands, fik Velvet Volume tilbudt muligheden for at komme på deres første rigtige tur rundt i landet, da The Blue Van inviterede dem med som fast support på deres 19 koncerter lange Danmarksturné.

»Det var sindssygt fedt! Vi kom ud og spille på nogle ret store steder, f.eks. spillede vi en helt udsolgt koncert på Lille Vega. Og så er The Blue Van bare nogle virkelig søde fyre, og vi lavede et nummer sammen, som vi spillede som afslutning til koncerterne,« fortæller bassist Naomi Lachmi.

Lige for tiden har gruppen dog ikke så meget fokus på at komme ud på alle landets scener, selvom de tager ud og spiller et par gange om måneden. I stedet bliver energien lagt i øvelokalet, hvor der arbejdes intenst på nye singler, der kan give noget opmærksomhed på bandet, inden et større udspil kommer engang ude i fremtiden.

»Det giver virkelig blod på tanden, når man er ude og spille, som vi var med Blue Van. Vi savner det helt vildt, og vi vil så gerne på sådan en turné igen. Men det er klart, at vi skal jo have noget nyt at komme med, hvis vi skal have folk til at komme og se os,« siger Noa Lachmi.

Og den store turné i fremtiden, er allerede begyndt at være en del af forhåbningerne, når de tre piger tænker på fremtiden. For mens mange drømmer om den store karriere i USA, drømmer Velvet Volume bogstaveligt talt i en anden retning.

»Vi vil bare så gerne prøve at komme til Japan! Det er virkelig den helt store drøm. Japan er sådan et fedt land, og de forstår virkelig at være fans af noget derovre. Det er nok vores vildeste drøm at komme derover engang,« siger Noa Lachmi.

Indtil videre må Velvet Volume dog satse på de hjemlige scener og festivaler, hvor de til sommer blandt andet kan opleves på Danmarks Grimmeste Festival.

Leave a Reply