Plader

Lymland: Rymdar

Skrevet af Asbjørn Skødt

Den svenske duo Lymland fastholder en organisk lyd på deres anden instrumentalplade, der på ingen måde udfordrer dig som lytter, men til gengæld fordrer nostalgi, harmoni og din tabte naivitet fra barndommen.

Lymlands debut, Ensamtidsroman, fra 2012 var trods sproglig opfindsomhed i albumtitlens litterære reference næsten udelukkende en ordløs affære. Som instrumentalplade bestod de ni numre af en underspillethed, hvis både bogstavelige og metaforiske betydning skabte et rum og en (tab af) fornemmelse af tid, hvor nærvær blev den ubarmhjertige konsekvens.

Den svenske duo udgøres af Sonja Perander og Jerker Kaj, som i følge pladeselskabet er »inspirerad af en Roy Anderson film« på deres nye plade Rymdar. Måske er det Andersons seneste film, den Guldløve-vindende En due sad på en gren og funderede over tilværelsen, men hvordan den svenske instruktørs filmunivers nærmere er inspirationskilden for Rymdar, kan jeg dog ikke vurdere, da jeg ærlig talt ikke kender hans univers.

Rymdar er på mange måder en lydlig forlængelse af Ensamtidsroman, hvorfor det kan være svært at skelne mellem de to udgivelser. Skal der skabes en kvalitativ sondring, bærer duoens to’er dog præg af en musikalsk modning, der giver sig til kende i en gennemgående harmoni og fredsommelighed, hvilket naturligvis ligeledes kan opfattes som et rent stilistisk valg.

Fra de første toner er lyden charmerende og naivistisk. Der er en uskyldighed og barnlig nysgerrighed involveret i opdagelsen af verden på ”Mjuk sömn över havsdjup”. ”Snubbelfot” er derimod mere alvorlig i de elektroniske klange, som ikke desto mindre stadig bærer reminiscens til barndommens dage opslugt af videospil. ”Minnet” er med sit sommerlige keyboard- og trompetspil på alle måder en melankolsk affære.  ”Novemberdialog” rummer en todelt klavermelodi, der er både fin og småromantisk, og som videre leder til forestillinger om en sommereksistens i svundne tiders Sverige. ”Dyningar” er en simpel klaverkomposition, der forstærkes af orgel, harmonika og xylofon. Beskrivelsen af pladens første fem numre kunne ligeså vel fortsætte over pladens resterende fem, men det virker overflødigt. Ikke forstået på den måde, at sangene bliver overflødige, men at en tendens er sporet.

Hermed menes, at der er en tydelig skandinavisk lyd at spore i musikken, der ikke lader sig forstumme. Lyden vil jeg betegne som organisk naivisme, hvis det på nogen måde giver sproglig mening. Islandske múm står klarest som lydlig reference, selvom Lymland aldrig helt når samme niveau. Som helhjertet elsker af múms tidlige plader, kan jeg ikke andet end bifalde ethvert forsøg på at videreføre en skandinavisk naivitet gennem en vekselvirkning mellem akustiske og semielektroniske lydkompositioner. Lymland klarer det langt henad vejen ikke blot hæderligt, men faktisk ganske godt.

Jeg må dog også erkende over for læseren, at det har taget mig lang tid endelig at få sat mig ned og skrevet denne anmeldelse. Selvom generel travlhed kan bortforklare en del, er årsagen dog i langt højere grad, at jeg havde svært ved at fæstne ordene til Rymdar. Pladen bliver aldrig for alvor vedkommende, og den gør det desværre egentlig bedst som ‘elevatormusik’. Og hvis der i den forbindelse skal skabes endnu en reference til en filminstruktør, må det i dette tilfælde være Sam Mendes.

★★★½☆☆

Deltag i debat