Koncerter

Click Festival 2015: Marching Church, 16.05.15, Kulturværftet, Helsingør

Skrevet af Alex Nørregaard

Elias Bender Rønnenfelts projekt Marching Church fuckede ikke med forventningerne på Scene 2 i Hal 14 på det gamle værft.

Oven på Synd og Skam-oplevelsen, og efter en kort afstikker ind i Keiji Hainos støjblender, stod den på skramlende rock fra Iceage-frontmand Elias Bender Rønnenfelts (solo)projekt Marching Church. Ville den koncert nu også fucke med forventningerne?

Det korte svar: nej. Det længere svar:

Af alt, hvad jeg nåede at opleve på Click, var det den mest konventionelle koncert. Ikke så mange dikkedarer. Elias Bender Rønnenfelt var i front og svøbt i ensomt spotlight, mens bandet, solidt plantet og badet i mørke, støttede op om ham bagved. Lydbilledet var kraftigt domineret af hans slæbende vokal, som balancerede mellem at lyde desperat og ligeglad, og ikke mindst trommerne, der blev leveret voldsomt energisk af Anton Rothstein.

Marching Church åbnede lidt sløvt med ”Calling Out a Name”, hvor marchtrommer og saxofon fra Asger Hartvig holdt showet kørende, mens der efter nogle numre blev blændet op for en forførende omgang med ”King of Song”. Publikum vippede med til nummerets groovy bas, svedige saxofon og summende cello, og det var vist også her omkring, at Bender Rønnenfelt smed overfrakken og hætten, der ellers havde skjult ansigtet.

Numrene fra This World Is Not Enough, som ikke for alvor har fanget denne signatur, fungerede virkelig godt live. Ikke mindst den tunge og skabede ”Hungry for Your Love” blev fornemt leveret. Konstant skiftende mellem at være en intens og afdæmpet oplevelse. Særlig stærkt stod ”Your Father’s Eyes” dog. Rolig, svævende og drømmende. Vokalen var for en stund meget tydelig, mens de instrumentale omgivelser skruede ned for charmen og op for det mere effektfulde. Selv Bender Rønnenfelt lød inderlig med ordene »over you«. Koncerten sluttede desværre ikke her, men blev i stedet rundet med covernummeret ”Dark End of the Street”. Det var på sin vis det ’reneste’ nummer, men også det mindst engagerende. En anelse søvnigt, men heldigvis med en skøn saxsolo fra Hartvig.

Som nævnt indledningsvist var der ikke meget ved koncerten, som provokerede eller overraskede – således heller ikke, da Bender Rønnenfelt spyttede på scenen eller guitaristen tændte en cigaret. Business as usual, gætter jeg på. Og det gik ikke rigtig på Click.

★★★☆☆☆

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Om skribenten

Alex Nørregaard

Skribent

Biografi:
Ærligt talt, så sagde musik mig ikke synderligt meget før omkring 7. klasse. Det handlede i stedet mest om fodbold, hvorfor radioen også var tunet ind på P3 i weekenden, hvor Ulrik Jensen guidede lytteren igennem sportsresultater og musik i "Sport på 3'eren". Det var her, at jeg for første gang stiftede bekendtskab med Depeche Mode, og jeg var solgt med det samme. Herefter fulgte bl.a. The Human League, og langsomt blev horisonten udvidet - ikke mindst takket være min bonusfar, som udfordrede med alt fra Explosions in the Sky over New Order til My Bloody Valentine. I dag fylder pladesamlingen godt og tæller en lang række forskellige kunstnere, hvoraf især The National må siges at betyde noget ganske særligt.

10 favoritalbums:
The Blue Nile: Hats (1989)
Cocteau Twins: Heaven or Las Vegas (1990)
The Cure: Disintegration (1989)
Depeche Mode: Violator (1990)
Destroyer: Kaputt (2011)
Explosions in the Sky: The Earth Is Not a Cold Dead Place (2003)
Majical Cloudz: Are You Alone? (2015)
Mark Kozelek & Jimmy LaValle: Perils from the Sea (2013)
The National: Boxer (2007)
Wild Beasts: Smother (2011)

Skriv et svar