Plader

Colin Stetson & Sarah Neufeld: Never Were the Way She Was

Der er to ting, der skal siges: 1) Colin Stetson og Sarah Neufeld har med Never Were the Way She Was lavet et fedt album. Deres individuelle ekspressivitet og effektklang, der klinger postrocket og avant-jazzet, går flot i spænd med kompositionernes repetitive minimalisme. Det er struktureret kompositorisk arbejde og virtuos instrumentbeherskelse. 2) Jeg synes, det er lidt træls, at vi skal kalde det indie-classical.

Jeg er ellevild med genrebetegnelser! De udgør en diskurs, der helt konkret afspejler vores forestillinger om æstetiske udtryk. De er en direkte adgang til vores opfattelser af klanglige fællesnævnere, der ellers ville udgøre et abstrakt og svært tilgængeligt element i vores hverdagssprog. Kunstnere, derimod, hader dem. Naturligvis. Ingen vil jo sættes i kasser og defineres af andres musik. Men om de vil de eller ej, udgør deres musik et led i en klanglig historie, hvor de står på skuldrene af deres forgængere. Enten fordi de udvikler (måske kopierer) deres ideer, eller fordi de bryder med dem.

Uanset hvad, er genreinddeling en del af anmelderiet. Og endnu vigtigere end blot at prakke en musik denne og hin genre på, er det aktivt at gøre sig ideer om, hvorfor en given etikette kan gøre sig gældende, og hvordan den kan nuanceres. Arbejdet bliver kun sjovere, når den aktuelle musik bevæger sig i krydsfelter, hvis definition stadig bestrides. Det er en sådan musik Colin Stetson og Sarah Neufeld lægger for dagen på deres nye plade Never Were the Way She Was.

Sarah Neufeld kender du sikkert, selvom du måske ikke genkender hendes navn. Hun fungerer nemlig som violinist i det populære rockband Arcade Fire, der siden deres første udgivelse i 2004 har høstet anmelderroser, en international fanbase og en grammy. Og lytter man til hendes diskografi, kan man fristes til at tilføje; ”for der skal jo smør på brødet”. Som grundlægger af ensemblet Bell Orchestre og solokomponist begår hun nemlig grænsesøgende musik, der bevæger sig eklektisk imellem moderne klassisk, free jazz, eksperimenterende postrock og meget mere.

I februar optrådte hun og resten af Bell Orchestre sammen med symfoniorkestret Copenhagen Phil i musikkonservatoriets koncertsal på Frederiksberg. Udover ensemblets koncert bød aftenen også på hendes egen komposition for symfoniorkester samt kompositioner af Richard ”Reed” Perry (der spiller sammen med Neufeld i både Bell Orchestre og Arcade Fire) og Bryce Dessner (Guitarist i The National). Koncerten fungerede som en del af et koncertkoncept, der går under navnet 60 minutes-koncerterne, hvor en given kunstner får mulighed for at spille en koncert med symfoniorkestret. Koncerterne beskriver Copenhagen Phil selv som »et magisk møde imellem klassiske og rytmiske musikere«. Et møde der går under navnet indie-classical. Et navn der rejser flere spørgsmål, end det besvarer.

Foruden den gamle diskussion om, hvad det efterhånden meningsløse ord ‘indie’ omfatter, må man undres over, hvad dette møde indbefatter. Er det et symfoniorkester, der spiller med på et rockbands sange? Hvor er det klassiske element i så fald henne; beror det på instrumenterne, koncertformatet eller noget helt tredje? Og hvad så, når musikere, der er kendt fra populærmusik-genrer (ja, lad os gøre vores bedste for aldrig igen at bruge termen ‘rytmisk musik’) skriver kompositioner, der placerer sig i den klassiske musiks traditioner? Er det så indie-classical? Det bliver i al fald betegnet sådan. Hvorfor bliver Jonny Greenwoods (guitarist i Radiohead) ”Popcorn Superhet Reciever”, der skriver sig ind i traditionen af klangmasse kompositioner og kunne lyde som Krzysztof Penderecki eller György Ligeti (hvis de da ikke havde bandlyst det tonale centrum) betegnet indie-classical og ikke bare klassisk musik? De tre kompositioner ”Breathing Black Ground”, ”Music for Heart and Breath” og ”Wave Movements” af Neufeld, Perry og Dessner, der blev opført i februar ved Bell Orcehstres føromtalte 60 minutes-koncert, har ligeledes ingen anden affinitet med populærmusik end at komponisterne også spiller i rockbands.

Jeg må takke den tålmodige læser, der nu har tygget sig igennem den første A4-sides genrediskussion, uden at en eneste sang fra den anmeldte plade er blevet nævnt. Det kommer nu. Det lover jeg.

Never Were the Way She Was må betegnes som indie-classical, også selvom jeg ikke er meget for det. Men når nu jeg endnu ikke har oparbejdet nok pondus til at min kritik af genreetiketten vil opnå nogen indflydelse, kan jeg forsøge at nuancere den. Bare på denne udgivelse.

Det primære indtryk af pladen er den klassiske kompositionsmusik. For at være mere specifik; fundamentet for Sarah Neufeld og Colin Stetsons æstetik er den amerikanske minimalisme, der i 60’ernes New York brød med serialismens strenge hegemoni. Her komponerede modige komponister som Terry Riley, La Monte Young, Steve Reich og Philip Glass musik, hvis harmoniske stilstand og rytmiske repetition var fuldstændig uhørt.

Det er den samme umiddelbare simplicitet, der præger Never Were the Way She Was – som, selvfølgelig, ved nærmere lytning slet ikke er så simpel. Det er uroligt flakkende og monotont bølgende ostinater, der permuterer og gnider mod hinanden; violinens træ og saxofonens messing. Nervøst udvendigt og roligt indvendigt.

Det er en sådan flimren imellem de to instrumenter, der indleder albummet på nummeret ”The Sun Roars Into View”, og som forfines på ”The Rest of Us” og ”In the Vespers”. Især sidstnævnte kæler for øret med sine skiftende polyrytmer og Stetsons uafbrudte tæppe af toner. Stetson har igennem cirkulær vejrtrækning opnået en teknik, der gør ham i stand til at udlede en konstant tonestrøm fra sin blæser uden at skulle stoppe for at trække vejret imellem sine fraser. Dog introducerer Neufeld sidst i nummeret lyse og rumklangsrige »uh«-vokaler, som hun også gør brug af på sine soloalbum. Det er måske lige præcis her, at indie-begrebet gør sin ankomst ærgerligst. Med akavet storladenhed antager musikken lige præcis den skikkelse, man kunne frygte ved ordet indie-classical: Hollywoodsk ligegyldighed. Som Philip Glass på sine dårlige dage.

Og det er måske Philip Glass, man hører tydeligst af de minimalistiske komponister i Stetson & Neufeld-projektet. Dog mest på sinde gode dage. For sammenlignet med køligheden i Steve Reichs kompositioner (en komponist Neufeld anfører som inspirationskilde), fremstår harmonierne på titelnummeret, ”Never Were the Way She Was”, noget mere affekteret og klinger som en art romantisk minimalisme (en ideologisk modsætning, jovist), der kunne sammenlignes med Glass’ senere værker som de kendte Glassworks eller “Metamorphorsis” (Solo Piano).

Selvom tempoet på hele pladen ikke er ligeså rasende som på de tre førstnævnte kompositioner, er strukturen på alle sangene den samme: De to instrumenters rytmiske friktion. Som bedste eksempel herpå står den kontemplative ”Won’t be a Thing to Become”. For selvom den ikke udviser samme instrumentvirtuositet og rytmiske legesyge som ”In the Vespers”, spinder de cykliske figurer sjæleligt melodisk omkring hinanden, og havde det ikke været for genkomsten af Neufelds sfæriske vokal, ville kompositionen have fået et hjerte på min last.fm-profil.

Men det populærmusikalske parti kommer også mere charmerende til udtryk. De to musikeres improvisatoriske afsøgning af instrumenternes klanglige landegrænser bevirker en individualistisk ekspressivitet. Som på nummeret ”With the Dark Hug of Time”, hvor Stetsons subsoniske bas-saxofon vrænger, så den kunne gøre sig gældende på et Sunn O)))-nummer. Samtidig er hans instrumentklapper optaget så overstyret, at de giver et ildevarslende ‘klonk’ på hvert pulsslag.

Afslutningsvist er der derfor to ting, der skal siges:

1) Colin Stetson og Sarah Neufeld har lavet et fedt album. Deres individuelle ekspressivitet og effektklang, der klinger postrocket og avant-jazzet, går flot i spænd med deres repetitive minimalisme. Det er struktureret kompositorisk arbejde og virtuos instrumentbeherskelse.

2) Jeg synes, det er lidt træls, at vi skal kalde det indie-classical. Jeg forstår godt, hvorfor det af kommercielle årsager er smart at have en samlebetegnelse for al den musik, hvor klassiske og populærmusikalske elementer berør hinanden. Og det er måske det, der irriterer mig. Jeg er klar over, at genrebetegnelsen er lavet for at dem, der har musikalsk baggrund i indie-delen af begrebet, kan konceptualisere musikken. Og jeg synes for guds skyld ikke, at det kun skal være berettiget en eksklusiv klub af folk med indsigt i den centraleuropæiske kompositionsmusiks udvikling at kunne samtale om denne nye musik, når nu den har bred interesse. Men kan vi ikke arbejde hen imod en genrenuancering? For jeg ser ingen klanglig lighed imellem Oh Land der spiller med Copenhagen Phil (endnu en 60 minutes-koncert) og Stetson & Neufelds ekspressive minimalisme. Jeg er ovenud lykkelig for den voksende interesse i symfoniorkestrets klangæstetik blandt rock- og popmusikere, men jeg synes, at det vigtigt at huske, hvem vi står på skuldrene af. Og det gør vi ikke, hvis vi kommer alle i samme kasse.

★★★★½☆

Deltag i debat