Plader

East India Youth: Culture of Volume

Skrevet af Sebastian Wittrock

Man må respektere William Doyle for hans ambitionsniveau og mod. Men selvom det måske kunne være et interessant og relativt uudforsket rum, er Culture of Volume og dets forsøg på at trække den elektroniske soveværelsesmusik ud i de åbne, episke vidder ikke videre succesfuld.

»I’m going to have to dial it back next time or I’m going to end up sounding like Muse or something.« Sådan skulle britiske William Doyle – manden bag East India Youth – have sagt, da hans andet album, Culture of Volume, var ved at være klar til udgivelse. Og der er noget om det. Selvom størstedelen af pladen er optaget hjemme i soveværelsesmørket, lyder den på ingen måde sådan. Den slår så bredt ud med armene, at den snildt ville kunne indtage én af Muses stadionscener. Et interessant og nyt sted at tage den hjemmeoptagede, elektroniske musik hen, kunne man måske tænke. Desværre skuffer projektet; det bliver ganske enkelt for meget. Alt for meget.

East India Youth udgav sidste år Total Strife Forever, som med sin ambitiøse blanding af ambiente lydlandskaber og mere tilgængelig synthpop skabte stor opmærksomhed og blev nomineret til en Mercury Prize. Opfølgeren havde Doyle oprindeligt forestillet sig skulle følge det lidt smallere, instrumentelle spor fra den første plade. Efter at have spillet en masse livekoncerter fik han dog smag for rampelyset og gik benhårdt efter at lave en popplade; dog stadig med inspirationskilder som Brian Eno og David Bowie i baghovedet. På trods af, at det intenderede publikum nu er bredere, tvivler jeg imidlertid på, at Culture of Volume vil nyde samme succes som debuten.

Det starter ellers lovende med ”The Juddering”, der med industrielle, panorerede synths langsomt får skubbet spændingskurven i vejret. Desværre er forløsningen ikke helt, som man kunne håbe. Andet nummer, ”End Result”, lægger spinkelt an med keyboard og Doyles rumklangsindsvøbte, bløde stemme, der her har en irriterende tendens til at slå små krøller på fraseringerne. Nå, men bare vent. Snart sætter nogle ufatteligt aktive trommer ind, lidt efter rejser en hær af strygere sig. Enkelte steder breaker sangen ned med et helvedesdybt, foruroligende klaveranslag til ordene: »The end result is coming soon«. Ja, der er skruet helt op for virkemidlerne. Det er lige før, jeg mistænker Doyle for i virkeligheden at have skrevet musik til en ny musical, der præsenteres her senere på året.

Og det er ikke, fordi jeg bare urimeligt har valgt ét nummer ud, og resten så er en samling indadvendte popperler. Næ, næ. Tag bare den strygermættede ballade ”Carousel”, der sagtens kunne danne lydtæppe til en regnvåd slutscene i en trist Hollywood-film. Eller ”Turn Away”, der lyder som en orkestergrav fuld af brølende synthesizers, som flere steder spiller unisont med på Doyles i forvejen lidt for naive melodi.

Ganske vist varierer udtrykket meget i løbet af den lille time, albummet varer. Næsten i lige så høj grad som Total Strife Forever. Det bliver især tydeligt, når iskold techno tordner ud af højtalerne på ”Entirety”, eller når Doyle næsten lyder som en ny r&b-prins på ”Don’t Look Backwards”. De ofte lidt for svulstige melodier og den maksimalistiske tilgang til instrumentering og lyd trækker dog en tråd igennem albummet. Så selvom det måske har været ideen, at det skulle være som en legesyg rejse gennem forskellige genrer, sidder jeg ikke tilbage med en følelse af at være blevet taget særligt mange nye, spændende steder hen.

Selvom det måske kunne være et interessant og relativt uudforsket rum, er Culture of Volume og dets forsøg på at trække den elektroniske soveværelsesmusik ud i de åbne, episke vidder ikke videre succesfuld. Albummet er bedst på første og sidste nummer – ikke fordi man her knap er gået i gang eller endelig er færdig, men fordi det er de to numre, der peger mest tilbage på Total Strife Forever, et meget bedre album. Man må respektere William Doyle for hans ambitionsniveau og mod, men jeg håber også, han vil »dial it back« næste gang.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat