Plader

F. E. Denning: Cities of Light

Igennem intense stemningsopbygning får musikken på F. E. Denning-albummet Cities of Light ens hjerte til at banke hurtigere, og man får det direkte ubehageligt af at lytte til et nummer som ”Drifting”. Dette er dog bestemt positivt ment.

En af de ædleste kundskaber, en musiker kan besidde, er kunsten at få mest muligt ud af mindst muligt. Denne kundskab besidder F. E. Denning på det ambiente støjalbum Cities of Light, hvor virkemidlerne er ukomplicerede, men ofte yderst effektive. Ja, faktisk så ukomplicerede, at et nummer blot kan bestå af en buldrende støjklangflade, en synthbas og en atmosfærisk strygerpad, der varierer over to monotone akkorder uden, at det opleves som værende kedeligt.

Når albummet er allerbedst, skaber F. E. Denning et følelsesmanipulerende, tungt, klaustrofobisk paranoia. Igennem intense stemningsopbygninger får musikken ens hjerte til at banke hurtigere, og man får det direkte ubehageligt af at lytte til et nummer som ”Drifting”. Dette er dog bestemt positivt ment, for det er en bekræftelse af, at musikken ikke behøver at være rar at lytte til før, at den er god. Alene det, musikken kan gøre ved en, er en kvalitet.

”Drifting” bæres af en skinger monoton lyd, der hurtigt vil få langt de fleste lyttere til at slukke for den musik, de lige har sat på. Efter at de sarte lyttere allerede er skræmt væk, bruser en forvrænget bas frem, og langsomt fader forskellige lyde frem i musikken. Umiddelbart ændres de forskellige melodier ikke. De træder blot ind og ud af musikken, hvilket skaber nummerets abstrakte narrativ.

Titelnummeret ”Cities of Light” skaber med næsten samme virkemidler en David Lynchsk noir-stemning, der giver associationer til Bohren & der Club of Gores tunge og langsomme jazz. Det magiske i denne komposition er, hvordan nye lyde, der fader ind, omfarver de eksisterende lyde og skaber nye klangflader. Igen er nummeret båret af monotone klange, der blot intensiveres af næsten uhørlige variationer over de to akkorder. Man forbløffes af, hvor hurtigt tiden går på albummets to første kompositioner, da der reelt set sker meget lidt over seks-syv minutter.

Desværre er de to kompositioner ”Exodus” og ”No Familiar Faces” ikke lige så effektive som de to foregående numre. Her er melodierne ikke monotone og stemningsskabende. De er bare fraværende, og derfor er der kun en brusende, atmosfærisk støjflade tilbage. Denne støjflade er som sådan både dragende og drømmende, men i længden bliver den for kedsommelig. Kompositionerne består af samme basisformel som de to foregående, men uden en ledende lyd, der tager lytteren i hånden. De er simpelthen for minimale og monotone, hvor de musikalske huller, der skabes til lytterens egen fantasi, bliver for tomme til, at man kan finde et musikalsk fodfæste.

Den afsluttende komposition, ”Dissolution”, råder heldigvis bod på dette. Den indledes af en elektronisk synthstøj, der genskaber den paranoia, som ”Drifting” skabte tidligere på albummet. Men hurtigt opløses denne paranoia af en smuk euforisk stemning, der forløser hele albummet i en romantisk afslutningsscene, for blot hurtigt at blive nedbrudt af diverse disharmonier ligeså snart den er etableret. Igen skaber F. E. Denning et følelsesnarrativ, der er utrolig smukt at opleve på trods af kompositionens disharmonier.

Og det er en smuk afslutning på et album, der er en yderst effektiv følelsesmanipulator, når det er bedst, men som desværre også har et langt monotont mellemspil, hvor musikken bliver for minimal. På trods af dette er ”Drifting”, ”Cities of Light” og ”Dissolution” manifestationer i det simples kunst, hvilket bestemt gør dette album lytteværdigt.

★★★★½☆

Deltag i debat