Koncerter

Jacco Gardner + Palace Winter, 29.05.15, Loppen, København

Skrevet af Simon Freiesleben

Det hollandske psychpop-fænomen Jacco Gardner spillede op til ujævn, men dog charmerende 60’er-fest på Loppen, med glimrende opvarmning fra det dansk-australske band Palace Winter.

Det var det albumaktuelle psychpop-fænomen Jacco Gardner, der holdt hof på Loppen denne fredag aften. At han endnu er i gang med at bryde igennem på den internationale scene, kunne mærkes på fremmødet. Der var ikke just proppet med mennesker i betragtning af, at det var en fredag aften. Den 27-årige hollænder udgav i starten af april albummet Hypnophobia, der er hans andet album. Gardner indspiller selv de fleste instrumenter, men til lejligheden havde han et liveband med, der håndterede guitar, trommer, bas og keyboard, mens han selv fiflede med guitar og effekter.

Før aftenens hovednavn gik på, blev vi varmet op af det dansk-australske band Palace Winter. Palace Winter er et samarbejde mellem den australske singer/songwriter Carl Coleman og den danske synthpop-producer Casper Hesselager (My Heart the Brave). Klokken 22 sharp marcherede bandet på scenen, og frontmanden Coleman bød publikum velkommen: »Nice to be here, let’s have fun!« Når man tager i betragtning, at konstellationen spillede sin første koncert sammen for blot få måneder siden, så var de professionelt velspillende og kom endda helskindet igennem et løbende soundcheck for åben mikrofon. Lydmæssigt lyder de lidt a la The War on Drugs, med Colemans americana-inspirerede landevejsguitar og Hesselagers effektfulde brug af synthesizers. De spillede seks numre og fik løsnet stemningen op samtidig med, at de satte en fed streg under, at man bør holde øje med gruppen fremover.

I kontekst af aftenens hovedperson, var der noget enormt behørigt over, at Palace Winter spillede et nummer med titlen ”Time Machine”. Jacco Gardner laver nemlig musik, der eksisterer i sin helt egen lille tidslomme, hvor 60’erne endnu ikke er forbi, og denne aften var hele publikum inviteret med indenfor i tidslommen. Gardner vadede på scenen omkring 23.30 og mindede mest af alt om en hollandsk reinkarnation af det hedengangne syreidol Syd Barrett. Selv frisuren var en del af tidslommen, der tilsyneladende omgiver Gardner. Det skulderlange hippiehår var helt i tråd med musikken.

Allerede som aftenens anden sang serverede Gardner den forrygende ”Clear the Air”, et af højdepunkterne fra hans første album, Cabinet of Curiosities. På trods af en tidlig godbid, så var det som om, det tog noget tid for bandet rigtigt at spille sig varme. Gardner undskyldte da også selv over for publikum, at de havde været udsat for sort uheld i løbet af dagen, men lovede samtidig, at de ikke ville lade det gå ud over koncerten. Der var flere af numrene i den første del af koncerten, der gled sammen, og på et enkelt nummer var det som, den allerede fe-agtige, svævende vokal helt forsvandt.

Det var først på en særdeles velspillet udgave af den progrockede ”Before the Dawn” at bandet rigtigt løsnede op og gav slip på tøjlerne. Og det gavnede i den grad koncerten! For når bandet gav slip og bragede derudaf i fuldbyrdet syrerock, så overgav man sig i den grad til den charmerende retrocharme. Under de længere numre, hvor der var plads til, at bandet kunne eksperimentere og jamme, følte man sig nærmest henført til en Pink Floyd-koncert a la 1968. ”Hypophobia” var endnu et af koncertens højdepunkter, der med sit repetitive guitarrytme, messende vokal, rungende bas og orgeleffekter på hypnotiserende vis bragede ud over publikum.

Lyden af klokkespil og resonansrig bas indledte den nye single ”Find Yourself”, der vakte klapsalver blandt publikum, men så sluttede det ganske pludseligt. Blot 13 sange og små 50 minutter blev det til denne gang, før bandet beklagede den korte koncert og forlod scenen. De kom dog ganske hurtigt tilbage på scenen og fyrede et ekstranummer af, der ikke helt nåede samme niveau som de foregående numre. Det blev dog hurtigt glemt, da Gardner og kompagni sluttede aftenen på den helt rigtige måde! Bandet kastede sig ud i noget, der udviklede sig til et små ti minutter langt spacy jam, som bragte publikum med på et galaktisk syretrip og sendte dem fornøjede og stadig drømmende videre ud i den regnvåde københavnske nattestund.

★★★★☆☆

Fotos: Mathias Laurvig

Deltag i debat