Nyheder

Maj-koncerter I: Slagter finnen i mudret hule under poprevolution?

Marika Hackman.

Vi starter og slutter i Aarhus, men tager også en tur over Odense og København i første afdeling af maj-koncertanbefalingerne. Kom med!

Koncertanbefalingerne i første halvdel af maj måned starter og slutter i Aarhus. Men rolig nu, fynboer og køwenhavnersnuder, der kommer også lidt til jer.

Ikke desto mindre er det Spot Festival i Aarhus, der dominerer musiklandskabet netop nu. Her er der vanen tro massevis af spændende mere eller mindre nye navne at gå på opdagelse i. Blandt de helt nye, friske bands, der endnu kan nå at høres lørdag den 2. maj, kan den fynske indiepoptrio Slaughter Beach anbefales – hør et overbevisende eksempel deres lyd her. Lørdag aften kl. 22.45 kan man også vælge at tjekke den nye danske electronicatrio AV AV AV ud i Musikhuset. Se Spots musikprogram her.

Marika Hackman.

Til sin mors fortvivlelse smilede Marika heller ikke på det nye skolefoto.

Marika Hackman har i år udsendt sit debutalbum, We Slept at Last, til velfortjent ros. Med guitarfingerspil og intim, sørgmodig vokal har den 23-årige finsk-engelske musiker begået et meget stemningsfuldt album. Hør hende på “Cannibal”. Sidste år varmede Marika Hackman op for The Antlers i København og Aarhus, men nu kan du opleve hende som headliner. Denne gang gæster hun Pumpehuset i København tirsdag den 5. maj.

Samme aften kan man på Loppen på Christiania, som Undertoners Martin Colerick har formuleret det, »rejse tilbage til Seattle anno før Nirvana«. Det sker i selskab med gode gamle Mudhoney, som efterhånden har eksisteret længere tid som band, end førnævnte Marika Hackman har levet. Da Mudhoney gæstede Loppen for to år siden, gav Martin Colerick fem U’er og konkluderede, at »rockmusikken har brug for originaler, der holder fast i det, de kan« – som Mudhoney. Lørdag den 9. maj rammer Mudhoney så Radar i Aarhus og søndag den 10. maj Posten i Odense.

Nu er vi nået til det punkt i kalenderen, nogle (irriterende heldige typer) gerne vil tale om og andre (uheldige stakler) helst ikke vil tale om. Lad os bare slå det fast: Der er helt og aldeles udsolgt til Nick Cave i Koncerthuset den 12. og 13. maj. Faktisk blev der udsolgt på omkring 10 minutter, så det skib er sejlet for længst. Hvis du ikke er en af de ca. 3600 heldige, der skal ind og høre ham i København, og du heller ikke har skaffet billet til Cave i andre nordeuropæiske byer, er der faktisk kun Rusland tilbage. Som de eneste byer på Caves igangværende turné er der ledige billetter at få i Moskva og Skt. Petersborg. God tur og do svidaniya! De andre 3600 kan bare håbe på, at det bliver lige så godt som sidst, Cave var her for to år siden – og det gør det jo nok.

Vi slutter, hvor vi startede, nemlig i Aarhus. Den 14.-16. maj er der atter festival på Voxhall, Atlas og Radar, når Pop Revo rykker ind. I år præsenteres bl.a. de britiske postpunk-bedstefædre i The Pop Group, hypede canadiske Viet Cong, canadiske Maghan Remy alias U.S. Girls og britiske Dean Blunt, der er noget svær at definere genremæssigt; dog tør vi godt sige, at titlen på Blunts seneste album, Black Metal, ikke skal forstås som en musikalsk varedeklaration. Tidsplanen for Pop Revo er endnu ikke offentliggjort, men du kan se alle deltagende bands her.

Se flere koncerter til din maj i Undertoners koncertkalender.

Deltag i debat