Plader

The Tallest Man on Earth: Dark Bird Is Home

Skrevet af Sebastian Wittrock

Dark Bird Is Home er det seneste knopskud i The Tallest Man on Earths diskografi, og selvom titlen måske antyder en hjemkost, handler pladen egentlig mere om at tage afsked. Albummets bevægelse mod et større rum og et mere rigt instrumenteret udtryk er overordnet set både spændende og veleksekveret.

»Det lyder jo bare som Bob Dylan«, udbrød en god ven engang, da jeg præsenterede ham for The Tallest Man On Earth. Og ja, det er da rigtigt, at svenske Kristian Matsson sjældent bevæger sig særligt langt væk fra rammerne af den klassiske folkmusik, ikke mindst Dylans 60’er-plader og tidlige demoer. Det afgørende er imidlertid ordet ’bare’. For spørgsmålet er, om han vitterligt ‘bare’ holder sig forsigtigt i skyggen af sine forbilleder, eller om han snarere udvider og skubber til traditionen. Jeg holder på det sidste.

Dark Bird Is Home er det seneste knopskud i The Tallest Man on Earths diskografi, og selvom titlen måske antyder en hjemkost, handler pladen egentlig mere om at tage afsked: »And so here I go again / say I want my freedom, sure« synger han eksempelvis på ”Sagres” med et nik i retning af Fleetwood Macs ”Dreams”. Albummet lægger sig i forlængelse af There’s No Leaving Now fra 2012, hvor Matsson lige så stille sagde farvel til den helt nøgne folk, som vi kender den fra hans første plader. Instrumenteringen blev her subtilt suppleret med trommer og lidt plimren på en elektrisk guitar. På den nye plade tager han skridtet videre og inkluderer nu også alverdens blæsere, synthesizers, strygere og kor; enkelte steder går det næsten hen og bliver helt storslået.

Som for eksempel på det allerførste nummer, ”The Fields of Our Home”, hvor den nostalgiske hjemstavnslængsel ender i en tåge af klangflader. Det leder over i ”Darkness of the Dream”, der med markante trommer, klaver, keyboards og mindst tre guitarer næsten lyder som et rocknummer. En albumåbning, der gør det klart, at der er lagt nye brændeknuder på bålet. Den her store, åbne lyd leder tankerne lidt hen imod nogle af de senere års vigtige hitplader, der for alvor har manifesteret, at et fremragende album sagtens kan lyde grandiost. Jeg tænker bl.a. på Destroyers Kaputt, Bon Ivers Bon Iver og The War on Drugs’ Lost in the Dream.

Helt derude er vi dog ikke – ikke endnu i hvert fald. Rødderne er stadig solidt plantet i folkens simplicitet, og den akustiske guitar og stemmen skærer stadig igennem lydbilledet som det ubetinget vigtigste. Matssons karakteristiske nasale og lidt ru vokal lyder som altid helt fantastisk. Der er små, skrøbelige knæk, hoppende fraseringer og en udpræget dynamisk sans. Den er måske blevet lidt mindre legende, mere kontrolleret, hvilket er ærgerligt, for den næsten vilde stemme, man kan høre på de første plader, er både charmerende og unik. Produktionen er imidlertid præcis lige så rå og upoleret, som den altid har været, og det klæder pladen. Tydeligst bliver det på ”Timothy”, hvor det er lige før, jeg mistænker den gennemtrængende klarinetstemme for at være optaget på en telefon.

Albummets bevægelse mod et større rum og et mere rigt instrumenteret udtryk er overordnet set både spændende og veleksekveret. Når det er bedst, fungerer lydfladerne som et stemningsfuldt, blafrende bagtæppe til de stadig traditionelt funderede sange uden selv at tiltrække for meget opmærksomhed. For eksempel på ”Slow Dance”, hvor utallige lag af blæsere, keyboards og guitarlinjer svæver ind og ud af hinanden og giver nummeret en slags bevægelighed. Når det er mindre godt, bliver det til en lidt kedelig lydsky, der forsøger at skjule de numre, der måske skulle være blevet valgt fra. Her tænker jeg bl.a. på det allerede nævnte ”Darkness of the Dream”, som mere end én gang har lokket mine fingre hen imod skip-knappen.

Og det leder mig videre til teksterne, som har meget at gøre med, at nogle af numrene ikke rigtig åbner sig op og derfor bliver mindre interessante. Jeg har altid haft det ambivalent med Matssons tekster. Nogle gange er han ualmindeligt skarp og vittig, andre gange drukner det hele lidt i blomstrende maritim- og naturmetaforer, der ikke synes at pege tilbage på andet end sig selv. Dark Bird Is Home er desværre domineret af sidstnævnte kategori. Det er der måske nogen, der er ligeglade med. Jeg vil dog holde fast på, at man, når nu vokalen fylder så meget, og musikken – på trods af den noget større lyd – stadigvæk forbliver afdæmpet, kan forvente, at teksterne på en eller anden måde er værd at lytte efter.

Alligevel vil jeg absolut ikke holde mig tilbage fra at anbefale albummet. Der er masser af fremragende numre, der endnu en gang cementerer Kristian Matssons evne og vilje til at tage folktraditionen videre; tag bare intronummeret, den Paul Simon-klingende klaverballade ”Little Nowhere Towns” eller det afsluttende titelnummer ”Dark Bird Is Home”. Måske lyder han meget som Bob Dylan, men han lyder sgu også af meget andet – og så er Dylan vel heller ikke den værste at lyde som.

★★★★☆☆

Deltag i debat