Plader

Calexico: Edge of the Sun

Skrevet af Joram Menzer

Der er ikke meget nyt under solen på tex-mex-rockerne Calexicos nyeste udspil Edge of the Sun, som desværre er klart bedst, hvis man vælger den dyrere version med seks bonusnumre.

Calexicos niende studieudspil, Edge of the Sun, er et klassisk Calexico-album, som fra start til slut byder lytteren på alle bandets kendetegn fra mexicanske mariachi-melodier til klassisk surf-inspireret americana.

I centrum for alle sangene på det nye album er, som det er sædvane med Calexico, ‘den gode melodi’. De to hovedansvarlige, Joey Burns og John Convertino, er overbevisende sangsnedkere, og det er svært ikke at blive revet med ind i deres stilsikre, musikalske univers.

Filmen, der afspilles for det indre øje i mødet med musikken, er fyldt med alle de klassiske westernsymboler, og man føler sig hensat til lejrbålets rundkreds i skumringstimerne, hvor der spises baked beans fra ståltallerkner, mens fårekyllingerne synger i det knastørre græs.

Som det også er sædvane hos Calexico, er der et tyndt lag af støv over produktionen, selvom det dog ikke er helt så udtalt som tidligere, og derfor er lyden grundlæggende lidt pænere, end den tidligere har været. Det betyder, at flere af sangene aldrig bliver mere end ‘gode’ sange, som mangler den melankolske nerve og kant, som Calexico ellers er storleverandør af. Den melankoli har altid nydt godt af en støvet overflade, og på Edge of the Sun er produktionen af og til lidt for pæn og vellydende.

Efter de fire første skæringer er Calexico for alvor spillet varme på skæring fem, ”Cumbia de Donde”, hvor en gennemtrængende synthflade blander sig med klassiske Calexico-dyder som en groovy percussion-rytme, horn, strygere, kor, slideguitar etc. Sangen er et succesfuldt eksempel på, at Calexico på Edge of the Sun forsøger at videreudvikle deres lyd.

Herefter følger den stille og underspillede ”Miles from the Sea”, der får lov til at folde sig ud med strygere og kor. Sangen følges op af den instrumentale “Coyoacán”, der med guitar, horn og strygere, slæber sig afsted som et mariachi-band i slow motion.

Skæring ti, ”Moon Never Rises”, som er en af albummets stærkeste sange, er en duet med den mexicanske sangerinde Carla Morrison, der fuldstændigt stjæler billedet med sin smukke, klare røst. Sangen er gennemført mørk og dyster både i lydbillede og tekstunivers.

“World Undone” følger derefter ganske glimrende op på stemningen, og sangen er nærmest vulgært underproduceret, hvilket giver det hele en dyster vibe. Og den fremragende ”Follow the River” gør ikke tingene mindre dystre: »Shadows are calling, and I’ve been down all day/The city’s asleep but my mind keeps running astray/I dream of you in the falling rain«. Slutningen giver dog lidt lys i mørket: »Swallowed by ambition with a heart full of lies/Till I followed the river, and found my way back to you«. Sangen er en glimrende afslutning på et værk, der bliver bedre jo mere man lytter til det, og som har flere højdepunkter undervejs.

Bonusanmeldelse:
En lille håndfuld af skæringerne på Edge of the Sun kunne have været udeladte, da de er uinspirerede og anonyme, og disse sange kunne passende have været erstattet med nogle af de seks bonussange, man får, hvis man vil betale lidt flere penge for pladen. Og det føles ærlig talt som en mindre forbrydelse, at albummets bedste sang, ”Roll Tango”, er en bonussang.

Sangen, som er en duet med en mere end almindeligt veloplagt Eric Burdon, tager udgangspunkt i mellemøstligt inspireret guitar og harmonika, og b-stykket groover simpelthen så meget, at det burde være en prisvindende bedrift, hvis man kan sidde stille til det. Eric Burdons vers er i øvrigt en vokalpræstation, der bliver leveret så knastørt, at det giver kuldegysninger helt op i nakken, og nogen burde straffes for ikke at have inkluderet sangen blandt de 12 ‘udvalgte’. Det er noget af det prægtigste, Calexico nogensinde har leveret.

”Esperanza” og ”Let It Slip Away” er to andre bonussange, som snildt kunne have været førstevalg på pladen i stedet for at være blevet henvist som bonussange.

Derfor er der desværre ingen vej uden om at anbefale, at man, hvis man påtænker at anskaffe sig albummet, får fingrene i versionen med bonussangene. Gør man det, kan man godt lægge en halv karakter til i nedenstående vurdering.

★★★★☆☆

Om skribenten

Joram Menzer

Biografi: "Vil du helst være blind eller døv?".
Det er et af den slags hypotetiske – og lettere groteske – spørgsmål, man af og til hører. Siden jeg som 12-årig købte min første cd, som var Guns N’ Roses’ Use Your Illusion II, har jeg ikke været i tvivl. Jeg vælger til enhver tid at beholde min hørelse.
Guns N’ Roses og Nirvana startede min musikalske opdragelse, og i mange år var det guitarrocken, der havde min interesse. Det ændrede sig, da jeg i slutningen af 90'erne blev introduceret for Wu-Tang Clan. Rock-cd’erne og de hullede jeans blev pensioneret og erstattet af rap og hængerøvsbukser, som dominerede i mange år af mit liv. Tool og Deftones fik mig tilbage i folden hos rockmusikken. Derimellem havde det fransk/engelske band Stereolab åbenbaret et følelsesladet musikalsk spektrum, som var nyt for mig, og sammen med rap og rock er de stadig i fast rotation på min pladespiller, som siden også har måttet finde sig i støvet fra jazz-vinyler, hvor især Miles Davis finder vej til mine øregange.

Fem favoritalbums:
Mr. Bungle: California
Radiohead: Hail to the Thief
Stereolab: Sound-Dust
TOOL: Ænima
Wu-Tang Clan: 36 Chambers

Skriv et svar