Koncerter

Death Cab for Cutie, 12.06.15, NorthSide Festival, Aarhus

Skrevet af Joram Menzer

Death Cab for Cutie gør, hvad de kan, på NorthSides første eftermiddag, men omstændighederne er desværre lidt imod dem og deres melankolske indierock. Der er bare lidt for muntert i Ådalen, når solen skinner, fadøllen flyder og snakken går.

Death Cab Anna Tarp Klode

Foto: Anna Tarp Klode/NorthSide

Hvordan man udvælger sange til en sætliste, der ikke må overskride én time, må være sin sag. Når man samtidig skal vælge mellem materiale fra de sidste små to årtier, bliver udfordringen naturligvis ikke mindre. Det er ikke desto mindre forholdene for de amerikanske indierockere i Death Cab for Cutie, da de fredag eftermiddag giver koncert på Blue Stage på NorthSide.

Death Cab for Cutie skal derfor have stor ros for at blande posen godt, og bandet kommer fint omkring i bagkataloget. De tre første sange er således hentet fra tre forskellige album, Narrow Stairs, Plans og Codes and Keys, inden sange fra deres nyeste udgivelse, Kintsugi, smides ind i mikset.

Bandet skal også roses for, at de, tidsbegrænsningen til trods, gør en indsats for at lege og jamme med numrene. Det er tydeligt fra første sang, ”I Will Possess Your Heart”, som udfoldes lidt mere end albumversionen. Også ”Doors Unlocked and Open” fra Codes and Keys får en herlig hård medfart, hvor især de tunge elementer får lov at træde frem. Det er altid en balancegang, når bands vælger at afvige fra deres numres oprindelige lyd, men Death Cab for Cutie gør det på en velvalgt og velbalanceret facon.

Det tager lidt tid, før Death Cab for Cutie kommer op i omdrejninger, men deres musik er i sin natur også forholdsvis introvert, og NorthSide-publikummet har tydeligvis svært ved at være alt for emo i plus 20 grader og solskin, og det er tydeligt, at mange hellere vil snakke end at lytte. Oppe foran er der dog en dedikeret gruppe fyre, som er med hele vejen, og da Death Cab for Cutie spiller næstsidste nummer, henvender forsanger Ben Gibbard sig direkte til dem med ordene: »This one goes out to you guys right here. I’m really groovin’ on these guys.«

Herefter leverer Death Cab for Cutie en tilpas groovy version af ”Soul Meets Body”, og nummeret bliver som resten af sættet leveret med overskud og stor professionalisme, og det er ikke kun fyrene foran scenen, der groover, for samspillet mellem de fem bandmedlemmer sidder lige i skabet. Jason McGerr og Nick Harme på henholdsvis trommer og bas sørger for at holde en tight rytmesektion hele koncerten igennem.

Ben Gibbards fine og sårbare vokal ligger skarpt og, ligesom på bandets indspilninger, langt fremme i lydbilledet. Dermed lægger lyden sig tæt op ad pladerne, hvor der er fokus på det lyriske univers, og Gibbards lyrik bliver dechifreret med en omhyggelighed og ildhu, som sandsynligvis kan gøre den mest ærekære KGB-agent grøn af misundelse.

Det er derfor en befrielse, at Gibbards vokal står så tydeligt frem under koncerten, og en linje som »You sent a photo out your window of Paris/of what you wish that I could see/but someone’s gotta be the lighthouse/and that someone’s gotta be me« fra sangen “Little Wanderer” er sårbar nok til at penetrere et hjerte af sten.

Koncerten afsluttes med ”Transatlanticism” fra albummet af samme navn, og Death Cab for Cutie tæsker sig igennem sangens afslutning, inden koncerten efter præcis en time er slut. Havde de haft en halv time mere, kunne de måske have overdøvet de resterende sludrechatoller foran scenen, for det føles som om, Death Cab for Cutie først nu er ved at blive varmet rigtigt op. Desværre har de ikke mere tid, og den endelige forløsning udebliver derfor en smule.

★★★★☆☆

Om skribenten

Joram Menzer

Biografi: "Vil du helst være blind eller døv?".
Det er et af den slags hypotetiske – og lettere groteske – spørgsmål, man af og til hører. Siden jeg som 12-årig købte min første cd, som var Guns N’ Roses’ Use Your Illusion II, har jeg ikke været i tvivl. Jeg vælger til enhver tid at beholde min hørelse.
Guns N’ Roses og Nirvana startede min musikalske opdragelse, og i mange år var det guitarrocken, der havde min interesse. Det ændrede sig, da jeg i slutningen af 90'erne blev introduceret for Wu-Tang Clan. Rock-cd’erne og de hullede jeans blev pensioneret og erstattet af rap og hængerøvsbukser, som dominerede i mange år af mit liv. Tool og Deftones fik mig tilbage i folden hos rockmusikken. Derimellem havde det fransk/engelske band Stereolab åbenbaret et følelsesladet musikalsk spektrum, som var nyt for mig, og sammen med rap og rock er de stadig i fast rotation på min pladespiller, som siden også har måttet finde sig i støvet fra jazz-vinyler, hvor især Miles Davis finder vej til mine øregange.

Fem favoritalbums:
Mr. Bungle: California
Radiohead: Hail to the Thief
Stereolab: Sound-Dust
TOOL: Ænima
Wu-Tang Clan: 36 Chambers

Skriv et svar

boeger