Koncerter

Go Go Berlin, 13.06.15, NorthSide Festival, Aarhus

Skrevet af Joram Menzer

De fem mand i danske Go Go Berlin sparkede festivalens andendag i gang med vaskeægte rock’n’roll.

Fotos: Peter Kirkegaard/NorthSide

Det danske band Go Go Berlin er så klassisk rock’n’roll, som man overhovedet kan forestille sig, og skulle nogen være i tvivl, behøvede man bare at være til stede foran Blue Stage på NorthSide lørdag eftermiddag.

De fem mand indtager scenen i et klassisk line-up med to på guitar, en på bas, en på trommer og en på orgel. Med udgangspunkt i 60’ernes og 70’ernes rockoutfits og med deres lange hår, denim, skjorter og t-shirts ligner Go Go Berlin også forbillederne. Heldigvis spiller de fem gutter også rock’n’roll, så det syder og bobler, hvilket NorthSide får lov at opleve lige fra første strofe bliver slået an i “Kill Me First”.

Energiniveauet er højt fra start til slut, og hvis man ikke får banket morgenrusten (for festivalgæster er alt før klokken 17 at betragte som morgen) ud af kroppen i løbet af koncerten, er det fordi, man har brug for noget stærkere end kaffe og doughnuts.

Specielt fra midtvejs i sættet resulterer den rock’n’roll-ånd, som det hele udspringer fra, i en passende løssluppenhed på scenen, og forsanger Christian Vium bliver hurtigt til det naturlige midtpunkt, et band som Go Go Berlin fortjener; her bliver rullet med hofterne og bollet med guitaren en masse. Heldigvis er det ikke bare show det hele, og bandet udviser simpelthen forrygende samspil, og til tider går hele lydbilledet op i en højere enhed.

Da vi rammer hittet “Castles Made of Sand” fra 2013-debuten New Gold bliver der hevet b-stykker og guitarsoli frem, som brænder sig lige ind i ethvert rockhjerte. Gutterne spiller røven ud af deres slimfit jeans og publikum responderer med fællessang, hvor vi gladeligt konstaterer: »We all die young«. Og minsandten om ikke også Vium får fremvist sit imponerende vokaltalent, da han kaster sig ud i en smule a cappella, hvor han viser, at han må stå højt på listen over kongerigets bedste rocksangere.

På “Raise Your Head” med det fremragende guitarriff stråler samspillet igen, og Anders Søndergaard river publikum rundt på sit orgel på en måde, som bringer mindelser om The Doors. Alt i alt lugter det hele mere og mere af, at publikum er vidner til en historielektion i rock’n’roll. Derfor virker det også helt naturligt, da seancen bliver afsluttet med en guitarløs Vium, der hopper ud til publikum, hvor han selvfølgelig bliver festens omdrejningspunkt, mens han smider de sidste strofer fra “Shoot the Night” ud over et feststemt publikum.

Go Go Berlin var tæt på en perfekt start på endnu en go’ go’ festivaldag på NorthSide.

★★★★½☆

Om skribenten

Joram Menzer

Biografi: "Vil du helst være blind eller døv?".
Det er et af den slags hypotetiske – og lettere groteske – spørgsmål, man af og til hører. Siden jeg som 12-årig købte min første cd, som var Guns N’ Roses’ Use Your Illusion II, har jeg ikke været i tvivl. Jeg vælger til enhver tid at beholde min hørelse.
Guns N’ Roses og Nirvana startede min musikalske opdragelse, og i mange år var det guitarrocken, der havde min interesse. Det ændrede sig, da jeg i slutningen af 90'erne blev introduceret for Wu-Tang Clan. Rock-cd’erne og de hullede jeans blev pensioneret og erstattet af rap og hængerøvsbukser, som dominerede i mange år af mit liv. Tool og Deftones fik mig tilbage i folden hos rockmusikken. Derimellem havde det fransk/engelske band Stereolab åbenbaret et følelsesladet musikalsk spektrum, som var nyt for mig, og sammen med rap og rock er de stadig i fast rotation på min pladespiller, som siden også har måttet finde sig i støvet fra jazz-vinyler, hvor især Miles Davis finder vej til mine øregange.

Fem favoritalbums:
Mr. Bungle: California
Radiohead: Hail to the Thief
Stereolab: Sound-Dust
TOOL: Ænima
Wu-Tang Clan: 36 Chambers

Skriv et svar