Koncerter

Grace Jones, 12.06.15, NorthSide Festival, Aarhus

Skrevet af Niklas Kiær

NorthSides helt store wild card, 80’er-ikonet Grace Jones, skuffede ikke. Med hitkavalkade, show og selvironi var det tydeligt, at jamaicaneren stadig nyder at underholde et publikum.

Fotos: Anna Tarp Klode/NorthSide

NorthSide Festivals måske største wildcard blev spillet fredag nat i form af Grace Jones. Et legendarisk navn i 80’erne, kendt for sin imponerende fysik, attitude og stil, men hvordan ser en Grace Jones-koncert ud i 2015? For det første stiger gennemsnitsalderen på NorthSide-publikummet cirka 15 år. Alle festivalgængere over 40 var til stede og kun pletvist var der eksempler på de ellers mange festivalgængere under 25. Om det var den forhøjede gennemsnitsalder, der gjorde udslaget, ved jeg ikke, men stor tålmodighed blev udvist af et ellers træt publikum, der måtte klare sig igennem tyve minutters »naaarj, se! Det er mig på storskærmen«-leg på grund af forsinkelse.

Da tæppet endelig faldt, og den jamaicanske dronning dukkede op næsten kun iklædt bodypaint og guldmaske, var forsinkelsen dog hurtigt glemt. Den 67-årige Jones lignede en kvinde på alt andet, og divaen styrede sit publikum fra første øjeblik. Et velspillende band skal have sin del af æren for en stærk sidste fredagskoncert, men fokus var konstant rettet på entertaineren Grace Jones.

Nøgleordene for koncerten var selvironi og professionalisme. Til tider brød illusionen om den super-“fitte” Jones, for eksempel da hun måtte afsløre, at hun havde forstuvet sin ankel, og da hun havde problemer med at komme op på scenen igen efter at have været nede blandt publikum. Det var skæbnesvangre øjeblikke, som kunne have resulteret i et akavet sug i maven og en følelse af medlidenhed over en aldrende kvinde, der ikke vil se sin alder i øjnene. Men begge gange formåede Jones at beholde sin etos intakt, i førstnævnte tilfælde med en kæk kommentar om, at hun skulle have ladet være med at stå på hovedet i en brandert, og i sidstnævnte med en humoristisk placeret numse direkte i vejret, efter hun var kommet i god behold op på scenen igen.

Den rå seksualitet, som er indbegrebet af Grace Jones’ image var i høj grad stadig til stede. Nøgne ben blev kastet i luften, de bare bryster hoppede, og numsen blev rystet, mens hun sang i næsten talende stil med den karismatiske dybe stemme. På trods af hendes sangstil ikke er den mest krævende, så fik hun alligevel vist, at hun musikalsk stadig kan levere. Hits som “Jamaican Guy”, “Slave to the Rhythm” og en fantastisk funky “Pull Up to the Bumper” blev spillet uden træthedstegn og fik sat gang i det danseklare publikum. Koncerten nåede dog aldrig ekstatiske højder, og der var mere hyggestemning end noget andet over den lidt usammenhængende hitkavalkade.

På trods af forsinkelse og visse træthedstegn viste Grace Jones, at man som ægte stjerne aldrig helt mister taget. Hun viste stor lyst til at optræde for de fremmødte og virkede, modsat et haltende Wu-Tang Clan, ikke til at være der udelukkende for at indkassere en stor check. Man følte en ærlighed i de konstante kærlighedserklæringer, og det var tydeligt, at Grace Jones stadig nød at være scenens omdrejningspunkt.

★★★★☆☆

Deltag i debat