Koncerter

Interpol, 14.06.15, NorthSide Festival, Aarhus

Skrevet af Peter Krogh

På trods af et glimrende seneste album og forlydender om lige så glimrende koncerter på dansk jord i vinter, skuffede den indadvendte newyorkerrock-trio søndag aften i Ådalen.

Fotos: Thorsten Iversen/NorthSide

Det er så rasende svært. Det er faktisk mere end rasende svært – det er måske nærmere vanvittigt irriterende. Det, at et band, som har leveret flere fine album og dermed sange, der sine øjeblikke er nærmest episke, ikke leverer den ønskede vare, når de står lige foran én!

Koncerten med Interpol på NorthSide var en af slagsen, som jeg havde set frem til lige siden annonceringen. For det første fordi de sidste år udgav det ganske glimrende album El Pintor. For det andet fordi de i min bog skyldte oven på besøget på NorthSide i 2011. Dengang var jeg vidne til et band, der lignede nogen, der ville få tæsk, hvis ikke de gik på scenen og spillede. Efter den koncert og med den indstilling, de i løbet af seancen lagde for dagen, burde de have fået tæskene, selvom de trådte op!

Nu stod de der så igen – søndag aften, og forventningerne var atter høje. Grundet de nye sange, bagkataloget og fortællinger om et par glimrende koncerter på dansk grund i vinter. Leverede de så varen? Det er nok gået op for de fleste, der har læst til denne linje, at det gjorde Interpol ikke. Endnu en gang!

Rammerne fejlede intet. Lyden var såmænd også drejet på plads på de rette knapper. Et nogenlunde frisk og talstærkt publikum fyldte pladsen foran scenen. Det eneste vi blandt publikum egentlig forlangte var sange, der blev fremført med entusiasme og ildhu – det fik vi desværre ikke. Allerhøjest i enkelte glimt.

Interpol fremførte deres sange, men aldrig som en enhed – nærmere som fire individuelle præstationer, der aldrig fandt den samhørighed, som de ellers ofte fine numre fortjente. Frontmand Paul Banks havde ikke en af sine allerheldigste aftener hvad angår vokalpræstation, det var faktisk til tider så nasalt og ude af sync med melodierne, at det ikke var med til at forbedre en i forvejen sløv præstation.

Der var øjeblikke, hvor selv publikum vågnede og forsøgte at sætte i med en omgang taktfaste klap eller løftede arme. Det virkede som om, at dette initiativ fra publikum enten blev ignoreret bevidst, eller ikke set, fordi hver enkelt musiker på scenen havde travlt med sit eget. Som en art plaster på såret, så virkede det trods alt til, at Interpol vågnede en kende op til sidst – og fandt ud af, at der stod et publikum foran dem, der gerne interagerede, hvis de da måtte være en del af den, indtil da, ret lukkede fest. ”All the Rage Back Home” og klassikeren ”Slow Hands” satte for en stund liv i den ellers døde fest. Interpol fik endda en form for kontakt med publikum via guitaristen Daniel Kessler, men netop da takkede bandet af, forlod atter en scene i Ådalen uden at få forløst det potentiale og de intense øjeblikke, de kan undfange i studiet. Paul Banks’ sidste ord var: »Thank you, it has been fun!« Hmmm, der er jo forskellige grader af morskab, men Interpol efterlod mig nærmere trist og uforløst.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat