Nyheder

Juni-koncerter II: Hvalen mangler tro på ny investering i musens motorcykelklub

Anden halvdel af juni byder på et par anbefalelsesværdige festivalkoncerter i Odense og Haderslev og Jazzhouse og en byhave i København.

Årets festivalsæson blev foregående weekend skudt i gang i Aarhus. NorthSide bød i år på fortrinlige koncerter med bl.a. The Jesus and Mary Chain, John Grant og Antony and the Johnsons. Flere gode festivaloplevelser er i vente de kommende weekender. Førstkommende weekend bliver der smidt djævletegn og headbanget til Copenhell, og næste uge bliver afrundet med åbningen af både Tinderbox og Kløften Festival, mens Roskilde Festival begynder at varme op til årets festival på Dyrskuepladsen.

Inden da byder Pumpehuset for tredje år i træk på koncerter i sin byhave. Fredag den 19. juni står i indiepopppens tegn. To danske navne er på plakaten. The New Investors, der albumdebuterer til efteråret, spiller 60’er-surfpop med et strejf af psych. Kvartetten ONBC, der har Tanja Simonsen fra Superheroes og Camilla Florentz fra Epo-555 på vokaler, kredser om hjertekvaler i sin stemningsfulde og melankolske indiepop.

Weird Moons hedder Jack Names seneste plade. Samme betegnelse kan man også sætte på amerikanerens lydmanipulerende psychpop, som befinder sig på samme planet som de to weirdo-pop-kunstnere Ariel Pink og Connan Mockasin. Jack Name giver koncert i Pumpehusets Byhave onsdag den 24. juni.

faithnomore4

Et baderum med plads til hele bandet står øverst på Faith No Mores rider.

Samme aften får Jazzhouse besøg af norske Jenny Hval. Hun forbinder stærke popmelodier med eksperimenterende og kompleks musik, der er både mystisk og appellerende og er blevet sammenlignet med Björk og Kate Bush. Jenny Hval har netop udgivet albummet Apocalypse, Girl, hvis lyrik bl.a. er inspireret af Mette Moestrups digtning.

Den ny festival i Odense, Tinderbox, har flere bredt appellerende sværvægtere på plakaten, som nok skal få publikum foran rød scene til at koge. Isaac Brock er ikke just nogen Robbie Williams, men den bistre frontmand i det med tiden groovy Modest Mouse er en intens performer, der er værd at opleve live. Det samme er naturligvis Danmarks måske bedste liveband, Spids Nøgenhat. Ellers vil vi anbefale, at du husker at sætte kryds ved James Blake, Black Rebel Motorcycle Club og det genrebrydende, albumaktuelle rockband Faith No More, hvis du befinder dig i Tusindårsskoven fra den 26.- 28. juni.

Samme weekend er der festival et helt andet sted i Region Syddanmark. Kløften Festival i Haderslev har flere gode ting på programmet. Heriblandt nyere dansksprogede bands som The Minds of 99, Folkeklubben og Sonja Hald. Også Rangleklods, der netop har udgivet sit andet album Straitjacket, som vi her på sitet ikke var bleg for at kalde »enormt gennemført«, kan du opleve på Kløften Festival.

Mens Kløften Festival naturligvis præsenterer mere etablerede navne, er opvarmningsdagene, inden første band spiller på Orange Scene til årets Roskilde Festival, forbeholdt nye, lovende navne. I år kan du bl.a. se frem til at høre unisone kvindestemmer tilsat atmosfæriske og svævende toner fra det fem mand store kollektiv Lowly, skramlende og drømmende lo-fi-pop fra det odenseanske trekløver Slaughter Beach og legesyg pop fra Gooms, der tæller tidligere medlemmer fra Oh No Ono, Figurines og Twins Twins.

Find som altid flere koncerter, vi anbefaler, i Undertoners koncertkalender.

Deltag i debat