Plader

Michael Price: Entanglement

Skrevet af Asbjørn Skødt

Britiske Michael Price har umådelig svært ved at bryde med sin egen fortid som filmkomponist på sin første fuldlængde, Entanglement. Det ændrer dog ikke ved en debut af usædvanlig høj kvalitet og holdbarhed.

Britiske Michael Price er klassisk pianist og har efter en årrække som musikkonsulent og komponist af lydbilleder til et stort antal film- og tv-produktioner, samt udgivelsen af en ep i 2012, kastet sig ud i sin første fuldlængde efter to års arbejdsom forberedelse.

Jeg kan garantere, at Entanglement er det mest rendyrkede klassiske album, som Undertoner dedikerer kritiske ører til i indeværende år. Pladeselskabet bag udgivelsen er Erased Tapes, der har specialiseret sig i udgivelser fra eksperimenterende, avantgarde og ikke mindst neoklassiske musikere. Selskabet har skabt sig en fast fanskare gennem navne som Ólafur Arnalds og Nils Frahm, hvis melankolske og ofte minimalistiske kompositioner hovedsageligt befinder sig i et andet musikalsk univers end Price.

På pladen høres tydelige referencer til andre plader, og præmissen for denne anmeldelse er en afsøgning af subjektets – underforstået min – knytning af auditiv intertekstualitet. Idéen til dette skal findes i Prices egne ord:

»Entanglement is a very personal expression of my obsessions: music, love, physics and the inter-connectedness of things. There is structure and freedom, chaos and control, and the beauty of ancient instruments set against impassive machines.«

Denne tematiske stillingtagen udtrykker brugen af et greb, der er baseret på fascinationen af tid, og hvordan denne følelsesmæssigt kommer til udtryk som nostalgi. Sker det så også?

Åbningsnummeret ”Tape Ouverture” er et kort ambient lydtapet, der med sine forvrængninger af bånd vækker kraftige mindelser om Boards of Canadas analoge Music Has the Right to Children.

”Easter” er på trods af sin minimalisme en umådelig varm affære, der på elegant vis formår at skabe rumlighed og nærvær. Virkemidlerne er blide men hastige klaveranslag, der hurtigt leder tankerne mod Harold Budds romantiske Avalon Sutra.

Nummeret efterfølges lettere paradoksalt af ”Little Warm Thing”, hvor et pathosfyldt celloopdrag af Peter Gregson fører tankerne mod de filmkulisser, Price så ofte tidligere har komponeret musik til. Det er let at finde sig til stede hos den mest generiske komponist af soundtracks, hvorfor reference er meningsløs. Det kan være svært overhovedet at høre noget, når man hører alt på samme tid.

”Budapest” er med sin grædende cello, field recordings fra den ungarske hovedstad og diffuse synthbaserede loops en skræmmende vision om en digitaliseret tilværelse, hvor mennesket er fremmedgjort. Med undtagelse af strengene indtænker nummeret på alle tænkelige måder samme idémæssige ophav som Autechres dystopiske Amber.

”The Attachment” er dramatisk som ikke få andre på pladen, men fungerer ikke desto mindre overraskende godt. Den rummer en dybde i det kreerede rum, som fandtes det i Michael Nymans guddommelige Gattaca.

Nummeret forlænges af ”Maitri”, der udvider samme dramatik med sopranen Ashley Knights dunkle serenade. Kompositionsmæssigt placerer sangen sig solidt et sted mellem Nyman og Eric Serras operainspirerede The Fifth Element.

”Digital Birds” er et ambient intermezzo, der fører lytteren til en støvet serverfarm. Der er intet at komme efter, erkender selv Price, hvorfor lytteren får lov at slippe derfra efter kort visit.

”The Uncertainty Principle” bliver båret af et simpelt klaveropdrag, cello og Knights sparsomme stemme. Det er en ganske smuk komposition, der mere bevæger sig i retning af klassisk impressionisme end det klassiske soundtrack. Der høres ubesværet det kulturelle ophav som perfektioneret i Max Richters eurocentriske Memoryhouse.

Denne bevægelse fuldendes på pladens titelnummer, der på meget stærk vis også fungerer som afsluttende nummer. Den befinder sig i krydsfeltet mellem den dramatiserende filmkomposition og en mere afmålt klassisk lyd. Prices labelmates høres i form af A Winged Victory for the Sullens dronende Atomos.

Som det burde stå tydeligt, er pladens svaghed en manglende balancering af det greb, Price har ønsket at benytte. Det storladne og det nostalgiske går på ingen måder godt i spænd. Price gør dog med uovertruffen kyndighed brug af filmkompositionens virkemidler, og hans evner må pointeres med eftertryk, men uden en visuel dimension er musikken på mange måder arbitrær. Til gengæld gemmer der sig en holdbarhed og sårbarhed på de tidspunkter, hvor Price fører sine kompositioner i retningen af impressionismens underspillede kompositionsmønstre. Entanglement er helt overordnet af en usædvanlig høj produktionsmæssig kvalitet. Den finder ikke sit ståsted, men den emmer af en dyb forståelse for håndværket.

★★★★☆☆

Deltag i debat