Koncerter

Roskilde 2015: Josefin Öhrn + The Liberation, 28.06.15, Rising

Det var desværre ikke mange, der valgte at opleve svenske Josefin Öhrn + The Liberation på Roskilde Festivalens første dag, men dem, der gjorde det, fik sig en oplevelse med et ganske kompetent bud på svensk, psykedelisk krautrock.

Josefin Öhrn + The LiberationDet var desværre ikke mange, der valgte at opleve svenske Josefin Öhrn + The Liberation på Roskilde Festivalens første dag, men dem, der gjorde det, fik sig en oplevelse med et ganske kompetent bud på svensk, psykedelisk krautrock.

Hvis man har lyttet til de få indspilninger, der er tilgængelige på internettet, har man højst sandsynligt været overrasket over bandets livelyd, der bryder væsentligt med de mere pæne indspilninger. Live lyder Josefin Öhrn + The Liberation nemlig som en væsentlig mere psykedelisk og oppumpet udgave af amerikanske Mazzy Star. Det skyldes i særdeleshed, at frontkvinden Josefin Öhrns vokal minder om Mazzy Star-frontkvinden Hope Sandovals, hvilket skal forstås som en stor kompliment. Bakket op af et vel- og potentspillende The Liberation, sang Öhrn tilbagelænet og tilpas genert. Det betød også, at publikumskontakten var på det absolut minimale, og at snakken mellem numrene blev reduceret til nogle veldoserede “tak”.

Med andre ord lod Josefin Öhrn + The Liberation musikken tale, og den talte også så rigeligt, at man ikke savnede mere. Musikken var grundlægende bygget op over et stivt og monotont krautbeat, med en tilsvarende bas, og disse to elementer udgjorde en så solid bund i lyden, der blev blæst ud over det smådansende publikum, at de resterende musikere smukt kunne farve musikken med atmosfæriske toner. Det resulterede i en smuk trancenderende musik, som publikum kunne danse til, ligesom, man danser til Joy Divison. Koncertens eneste undtagelse fra de energiske beats var singlen “Anything So Bright”, der stod som en glimrende kontrast til koncertens resterende numre. Særligt Öhrns dragende vokal stod her centralt, og det skabte en meget behagelig lytteoplevelse.

Hurtigt i koncerten kunne man lugte duften af joints, og publikum var helt med på, hvad bandet forsøgte. Helt op og koge kom det dog aldrig. Hertil kræver den musik, som Josefin Öhrn + The Liberation spiller, at publikum kan genkende musikken, og når man snakker om bands, der spiller i Roskilde Festivals opvarmningsdage, skal der altså meget til, før at man kan forvente, at publikum kender musikken på forhånd.

Josefin Öhrn + The Liberation vil stå som et af opvarmningsdagenes positive højdepunkter. Særligt hvis man er draget af førnævnte Joy Division, Galaxie 500 eller andre bands, der formår at fortolke den psykedelisk, trancenderende rock på mere svævende vis, bør man bide mærke i dette svenske band. Lad os håbe på, at der vil være flere, der vil nyde dette glimrende band næste gang, de gæster Danmark.

★★★★½☆

Deltag i debat