Koncerter

Roskilde Festival 2015: Slaughter Beach, 30.06.15, Rising

Slaughter Beach spillede en anonym koncert kamoufleret bag solbriller og forudsigelighed

Slaughter Beach-800px

Tirsdag var den dag, hvor solen for alvor begyndte at vise sig fra sin gavmilde side på årets Roskilde Festival. Alle de blege arme trængte til at blive brandt af solens aggressive stråler, og midt i denne bagende varme spillede Slaughter Beach deres debutkoncert på Roskilde Festival. Bandet klædte den solbeskindede Rising-scene godt, men det solskinsramte publikum blev ført ind i en stenet tirsdagskoger af bandets euforiske og himmelråbende indiepop.

Ligesom tilfældet var det med Tårns koncert tidligere på festivalen, blev koncerten i bedste fald aldrig mere end blot hyggelig. Hertil var Slaughter Beachs sange for forudsigelige og ens, og det er selvom, man hørte bandet for første gang. Slaughter Beach kan nemlig deres euforiske indiepop til fingerspidserne. Ligheden med Kissaway Trail (der til daglig huser Slaughter Beachs Hasse Mydtskov) er for eksempel slående. Desværre gør bandets forudsigelig brug af hårdtslående trommer, pumpebas, spinkle guitarfigurer, flydende synthpads og længselsfulde vokaler Slaughter Beach til et band, man føler, man har hørt alt for mange gange før. Intet overraskede i løbet af koncerten, og tilbage stod et replica af en yderst velkendt lyd.

Når man lytter til så meget forskellig musik, som den moderne lytter gør, skal man præsenteres for en afgørende ny musik før, at et band skiller sig ud. Det gør Slaughter Beach desværre ikke. På trods af, at koncerten var velspillet, og at bandet trods alt strålede af charme, da de spillede den sommerlune single “Spinning Globe”, gjorde Slaughter Beach ikke meget væsen af sig på scenen. Gemt bag solbrillerne virkede de anonyme. På forhånd havde de lovet, at det ville blive højt og støjende til sidst, og det var også en befrielse at se dette løfte blive indfriet. Det skete bare alt for sent til at ændre på det faktum, at koncerten var en kedelig en af slagsen, og det havde været at foretrække at gemme sig for solen under en betrygende pavilion i stedet for at blive angrebet af dens aggressive stråler foran Rising-scenen.

★★☆☆☆☆

Om skribenten

Perry MacLeod Jensen

Biografi: Musik har altid været en del af mig. Helt tilbage i 1. klasse sendte mine forældre mig til musikalsk legestue, og sidenhen har jeg altid spillet på et eller andet instrument. Da jeg gik på efterskole, blev jeg ramt af Becks vanvidsmix af hiphop, techno, støjrock, funk, blues, folk & metal, og siden da har Beck været en musikalsk vejleder for mig. Han førte mig over mod MGMT, som jeg selvfølgelig skulle se spille i Amager Bio. Den koncert førte min opmærksomhed mod 'the loudest band in New York', A Place to Bury Strangers, der spillede opvarmning, og så var det helt naturligt at efterfølgende kaste min kærlighed på My Bloody Valentine og Sonic Youth.
Fem favoritalbums:
Beck: The Information
My Bloody Valentine: Loveless
David Bowie: Low
PJ Harvey: Let England Shake
Yo La Tengo: And Then Nothing Turned Itself Inside-Out

Skriv et svar

boeger