Koncerter

Roskilde Festival 2015: Wangel, 28.06.15, Rising

Skrevet af Sabina Hvass

Wangels numres gradvise opbygning af instrumentering betød svajende hænder foran Rising. Publikum løftede sig fra jorden i taktfaste hop takket være de performative elementer, men det var en koncert med både bakketoppe og bakkedale.

Wangel-previewWangel, fornavn Peter, skulle fejre sit 10 års Roskilde-jubilæum på Rising, erfarede vi i vores interview med ham om sin koncert på Roskilde Festival. Foran et feststemt publikum skulle han, sammen med produceren Kasper Ejlerskovs keys og laptop-teknik, et sæt trommer og en tre mand høj blæsersektion, fortolke sine numre fra debut-ep’en Eternal History på festivalens første eftermiddag under tipiteltdugen. Der blev passende lagt ud med at spørge de fremmødte: »Baby, how’s your weekend?«

Blæsersektionen starter med at kaste en lille curveball til publikum. Her taler en gruppe fans, der havde placeret sig tæt på scenekanten og min notesblok, om hvordan en tubasolo mon lyder – og ikke mindst ser ud? Desværre udebliver soli, og i langt de fleste tilfælde flyder hornene sammen med synthesizere. Og gradvist bliver det sværere at distingvere mellem forprogrammerede elektroniske nuancer og liveelementer.

I første halvdel af sættet varierer Wangel mellem downtempo, soulede ballader og mere dansable beats, der viser musikkens brede ramme, mens numrenes forskellige temperamenter fremstår en anelse rodet. En frase som: »Feels good to be alive« kunne måske høres, men ikke mærkes pga. denne dramaturgiske vekslen. Der er dog ingen tvivl om at, Wangel med band behersker det mere melankolske i det elektroniske univers og kan navigere sikkert gennem både blød blæs, cirkulær synth, æterisk kor og tunge beats. Heri ligger Wangels styrke. Også Peter Wangels gennemtrængende falset er virkelig imponerende, mens det dybere register til koncerten var mindre konsekvent.

Fra omtrent halvvejs gennem koncerten handler det dog mest om det mere dansable beat. Det smukke “Grace”, kun tilsat symbolske blæsere, udgjorde højdepunktet og gav sættets anden halvdel et tiltrængt skud energi. Diskoinspirerede beats når ud til publikums moves og blander sig med løftende synth a la James Blake. Det klæder de brusende synths at have mikro- og makrobeats fra henholdsvis laptop og trommesæt, mens den tunge bas dominerer og vækker de endnu festivalparate knogler. Sidste indslag fra de fem musikere på scenen bygger vanligt op i intensitet og brydes ned til minimale accentueringer og autotunebehandling af vokalen på nummeret “Seoul”, og binder sløjfe om en både stemningsfuld og opstemt indsats.

Nogle praktiske skønhedsfejl skubber helhedsoplevelsen lidt ud af balance, og Wangel må f.eks. padle en smule, mens trommeteknikken driller, og spørge:»Hvor er I fra? Hvor bor I?« Ikke desto mindre betød numrenes gradvise opbygning af instrumentering svajende hænder foran Rising. Publikum løftede sig fra jorden i taktfaste hop takket være de performative elementer, men det billede blev aldrig symbolsk for et sæt med bakketoppe og bakkedale.

★★★☆☆☆

Leave a Reply