Koncerter

The Black Keys, 14.06.15, NorthSide Festival, Aarhus

Skrevet af Niklas Kiær

Måske var der lige lovlig meget blær fra den ganske vist sublime guitarist Dan Auerbach, men det ændrer ikke på, at duoen afrundede NorthSide Festival 2015 med en pragtkoncert og masser af bluesrockhits.

Fotos: Thorsten Iversen/NorthSide

Endelig! Man skulle hen til festivalens allersidste koncert for at få en decideret pragtpræstation. The Black Keys lukkede og slukkede søndag aften for de af NorthSides gæster, der endnu ikke havde givet efter for tiltagende kulde og træthed. Udholdenheden blev tilbagebetalt i musikalsk overskud, masser af energi og supercool blues-attitude, da Dan Auerbach, Patrick Carney og deres to backingmedlemmer spillede op fra bandet bagkatalog, der efterhånden strækker sig over 14 år.

Halvanden time havde bandet til rådighed som festivalens “closer”, dobbelt så lang tid som mange af de andre bands, og den lange spilletid blev fyldt ud med en perlerække af bandets efterhånden mange hits. Det trætte og forventingsfulde publikum, der til tider var lidt tunge at spille op, nåede ekstatiske højder til lydene af Brothers-favoritterne “Howlin’ for You” og “Tighten Up”, mens whistle-along-hittet “Lonely Boy” og særligt “Gold on the Ceiling” fik publikum op i knæhøjt hoppehumør.

Koncertens helt store omdrejningspunkt var Dan Auerbachs sublime guitarspil. Hvad Auerbachs tilbagelænede, cool og næsten sarkastiske sangstil mangler af indfølelse, gøres op for i hobetal, når han krænger sin sjæl ud gennem strengene på de mange elektriske guitarer, der fik lov at fungere som talerør for de absolut inderste følelser af tabt kærlighed og smerte. Det var en smuk dans mellem en mand og et instrument, der tilsammen gik op i en højere enhed.

Det eneste klagepunkt? Det engelske ordsprog “too much of a good thing” beskriver det bedre end noget andet. Black Keys er alt for blærede, når de giver den fuld gas, og Auerbachs evner blev bevist igen og igen. Og igen. Og igen… Og så lige igen. Når man får serveret blues-ekvilibrisme med 240 km i timen konstant i halvanden time, så når man desværre et vist mæthedsniveau, og det burde aldrig ske, at man tager Auerbachs fingerfærdighed for givet.

Den smukke “Too Afraid to Love” og det fantastiske afslutningsnummer “Little Black Submarine” viste også, hvor god Auerbachs vokal kan være, når han får noget mere plads at udtrykke sig på. Generelt set savnede koncerten lidt flere af sådanne temposkift og noget mere afveksling for at ramme det allerhøjeste niveau. Nogle af de nyere numre, som eksempelvis “Weight of Love”, holder heller ikke helt niveauet fra Brothers og El Camino, men nu er jeg også ovre i småtingsafdelingen.

Selvom prikken måske manglede, så blev der stadig sat et kæmpestort “i” med punktum efter. NorthSide-publikummet har haft The Black Keys øverst på ønskelisten i mange år, og de fik leveret præcis, hvad de havde efterspurgt. The Black Keys kom, spillede og lukkede for NorthSide Festival 2015 med et brag. Tak, Dan og Patrick. Det trængte vi til.

★★★★★☆

Deltag i debat