Koncerter

The New Pornographers, 31.05.15, Lille Vega, København

Skrevet af Simon Freiesleben

Pornograferne fra Vancouver besøgte denne søndag Lille Vega med effektiv men forudsigelig powerpop, der kørte for meget på automatpilot til nogensinde at blive rigtig spændende.

new-pornographers-3.112521Det skal siges, at dette var mit første møde med The New Pornographers i koncertsammenhæng, så jeg havde store forventninger til aftenens show. De canadiske pornografer spiller ambitiøs indiepowerpop, og med over 15 år på bagen er de noget nær en institution inden på indiescenen. Samtidig må det give bandet status som en af de længst fungerende ”supergrupper”, da flere af bandets medlemmer altid har haft travlt med andre projekter eller solokarrierer. Det betød desværre også, at vi denne aften måtte undvære to af gruppens sangskrivere og vokalister, Dan Bejar (Destroyer) og Neko Case.

Vancouver-konstellationen turnerer stadig med sidste års glimrende Brill Bruises – en kreativ renæssance for gruppen, efter to mere konventionelle rockalbum. På trods af at Pornographers er mere anerkendte end kendte, så var et respektabelt antal forventningsfulde fans mødt op i Lille Vega for at sige farvel til forårets sidste timer med et indierockbrag. Få minutter over ni gik gruppen uden større fanfare på scenen og lagde benhårdt ud med åbningssangen ”Brill Bruises” fra nyeste album. Fra første sekund var tempoet højt, og publikum blev omsluttet af »bo-ba-ba-bo«-harmonier og fræsende guitarer fra scenen.

Som gruppens absolutte frontmand står sangeren og guitaristen A.C. Newman, der dog ikke var i humør til den store hyggesnak. Det stod hurtigt klart, at The New Pornographers lod musikken tale sit eget sprog denne aften. Numrene faldt tæt efter hinanden uden noget pusterum, og først efter en tyve minutter adresserede Newman publikum: »We usually play at Loppen when we visit Denmark, but we are so psyched to play somewhere else tonight!«

Hvorvidt resten af bandet vitterligt var oppe at køre over at spille i Lille Vega denne søndag aften, var dog svært at mærke. Bandet var tight og professionelt velspillende, men så ud til at svæve imellem stadier af indadvendt koncentration og dyb kedsomhed. Det virkede direkte malplaceret, at keyboardspilleren Blaine Thurier flankerede den ellers konstant virrende A.C. Newman i front for gruppen, da han lignede en mand, der hellere ville hjem i seng end stå på en scene.

The New Pornographers føltes denne søndag aften mest af alt som en lidt for velsmurt rockmaskine, hvor medlemmerne blot skal igennem endnu en dag på kontoret. For selvom powerpoppen effektivt bragede ud af højtalerne, og A.C. Newman vitterligt sang igennem, så nåede det ikke rigtigt ud over scenekanten. Det fungerede bedre på de sange, hvor Newman og Kathryn Cader skiftedes til at deles om vokalen, da det gav sættet en anderledes dynamik. Her skal blandt andet fremhæves ”Champions of Red Wine”, der med sine rullende synths og kvindelig leadvokal udgjorde et forfriskende temposkift.

Der var en fin fordeling mellem en velvalgt håndfuld nye sange og udpluk af de ældre klassikere på sætlisten, der kom forbi alle gruppens seks album. Selvom der er stor forskel på de nye numre, og de ældre hits som ”Mass Romantic” og den altid forrygende ”Testament to Youth in Verse” med deres mere skramlede lyd, så fik Pornographers det alligevel til at lyde sammenhængende. Desværre var lyden mixet en tand for højt, hvilket til tider druknede Caders vokal, mens Newman led af det modsatte problem, da hans vokal gik lige lovligt skingert igennem.

Efter præcis en time og 16 sange forlod bandet scenen, men kom troligt retur. Publikum begyndte højlydt at råbe hvilke sange, de gerne ønskede at høre, og her smed Newman paraderne for første gang. Helt spontant smed han bandets planlagte sætliste væk efter første ekstranummer og tog imod to publikumsønsker, til stor glæde for de danselystne koncertgæster. Det gavnede koncerten, da det erfarne orkester pludselig virkede langt mere nærværende og smilende. For første gang på aftenen følte man en reel forbindelse mellem musikerne på scenen og publikum. Den gamle velsmurte rockmaskine viste sig alligevel at have andre indstillinger end automatpilot!

Alt i alt var det en ganske hæderlig koncert, hvor det dog aldrig føltes som om, der var noget på spil for det efterhånden midaldrende indierockband, som desværre aldrig fik Vegas tag til at lette.

★★★½☆☆

Leave a Reply