Artikler

Undertoners guide til Roskilde ’15: Torsdag

Britiske Florence and the Machine spiller på Orange Scene torsdag den 2. juli kl. 19.30.
Skrevet af Camilla Grausen

Forberedelserne er for alvor i gang! Bliv klar til torsdagen på Roskilde Festival 2015, hvor bl.a. Florence and the Machine, Father John Misty, Ryan Adams og St. Vincent spiller. Der er benhårde valg i sigte.

Britiske Florence and the Machine spiller på Orange Scene torsdag den 2. juli kl. 19.30.

Britiske Florence and the Machine spiller på Orange Scene torsdag den 2. juli kl. 19.30.

Torsdagen på Roskilde plejer at være første dag med fuldt musikprogram. Men efter Roskilde Festival rykkede festivaldagene til onsdag-lørdag, er du torsdag den 2. juli allerede godt i gang på Roskilde. Det er ret forskelligt, hvornår man er klar til dåd oven på onsdagens fadøl og nattens mildest talt utilstrækkelige søvnkvalitet. Denne Undertoner-guide vurderer, at kl. 16 på Pavilion er rette tid og sted at starte torsdagens program. Her spiller amerikaneren Steve Gunn, som tidligere var med i Kurt Viles backing band, The Violators, behagelige folk-inspirerede guitarmelodier – perfekt til en solrig Roskilde-eftermiddag (denne guide kan ikke forestille sig andet end solskin).

Således oppe i omdrejninger er du klar til kl. 17-dilemmaet. Præcis samtidig spiller Father John Misty på Avalon og Ryan Adams på Orange. Man kan godt forestille sig et vist publikumssammenfald de to imellem; jeg er i al fald splittet omkring hvem, der vinder min gunst kl. 17. Father John Misty er so hot right now med sin efter sigende kække, kække charme og det meget roste album I Love You, Honeybear – til gengæld kan man også opleve ham live senere på året. Ryan Adams derimod… er jo Ryan Adams. Og ham har man jo ikke mulighed for at opleve lige så ofte.

Torsdag er i det hele taget en dag med svære valg. Også St. Vincent, som lægger ud kl. 18 på Arena, er værd at prioritere. Efter en aflysning på sidste års NorthSide Festival, gjorde hun det godt igen over for sit danske publikum med flotte koncerter i november. Nu er hun tilbage på Roskilde Festival med sit seneste succesalbum i bagagen og meget mere stilistisk bevidst end sidst, hun gæstede Roskilde på Astoria.

Hvor andre festivalklassikere som flæskestegssandwich, ærtesuppe eller thaikylling skal passes ind i programmet, er også en svær en, men det dilemma må du selv løse. Hvis du kan multitaske med sandwichen, jordbærdaiquirien og din vens jakke, som du liiige skulle holde, så der ikke kommer tis på den, så kan du jo passende jonglere det hele foran Orange Scene kl. 19.30, hvor Florence and the Machine spiller. Den britiske, rødhårede (blide) furie Florence Welch med band har tidligere givet medrivende koncerter på dansk grund, og vi håber selvfølgelig på det igen til hendes første Orange-optræden.

Hvis du derimod er mere til excentrisk, dynamisk pop med væsentlige fortællinger indeni er Perfume Genius‘ koncert den, man skal besøge kl. 20 på Pavilion. Skal der på denne tid af aftenen en sjat mere fest, hit og hiphop i din drink, kan du smutte over til Apollo kl. 21, hvor ILoveMakonnen fra Atlanta uden tvivl formår at »party on a… Thursday«.

Selvom Orange Scene har fantastiske muligheder, er den også kendt som en scene, hvor bands risikerer at knække halsen. Hvis der er et rockband i kategorien “under 40 år”, som man absolut ikke skal være nervøse for i forbindelse med mødet med Orange Scene, må det være Muse. Hos den britiske trio er rockmusikken kun blevet større med årene; her kan armbevægelserne virkelig ikke blive for store. Der er glimmerrock, guitarsoli og drøn på for alle pengene kl. 22.30.

For de hiphop-hungrende, der har svært ved at vente til fredag, og som ikke har udviklet danskhall-allergi endnu, er der dømt fest med Bikstok på Arena kl. 23. Du har dog min fulde støtte, hvis du hellere vil afslutte dagen med rastløs, idealistisk postpunk med Ought på Pavilion, der består af amerikanske og australske medlemmer, men som til daglig huserer i Montreal.

God fornøjelse, hvordan dit torsdagsprogram på Roskilde end kommer til at se ud. Undertoner anmelder løbende fra festivalen, og du kan følge med i alle koncertanmeldelserne her.

Deltag i debat