Koncerter

Wu-Tang Clan, 12.06.15, NorthSide Festival, Aarhus

Skrevet af Joram Menzer

Der var både højt at flyve og dybt at falde, da Wu-Tang Clan fredag aften indtog NorthSide. Typisk for den notoriske rapgruppe var der tre medlemmer, der slet ikke var med og én, der hellere ville tjekke sin mobiltelefon, mens de resterende leverede en energisk koncert.

Fotos: Johanne Teglgård Olsen/NorthSide

Den legendariske rapgruppe Wu-Tang Clan leverede fredag aften en rutsjebanetur af en koncert på NorthSides Green Stage, hvor der både var store op- og nedture. Til et potpourri af nogle af klodens mest klassiske hiphop-beats fra gruppens debut, Enter the Wu-Tang (36 Chambers), entrerer gruppen scenen. Åbningsnummeret fra pladen, som i dag stadig fremstår som en af de bedste rapudgivelser nogensinde, “Bring Da Ruckus”, starter koncerten efterfulgt af “Da Mystery of Chessboxin’” og “Clan in Da Front” fra samme album. Man kan næppe drømme om en bedre start på en Wu-Tang-koncert. Leveringen er forholdsvis tight, og blot lyden af tre så klassiske rap-beats får de små hår i nakken til at stritte hos de fleste rapfans.

Rygterne om, at tre af gruppens mest fremtrædende skikkelser, Method Man, RZA og Raekwon, ikke kom med, viser sig desværre at være sande. Det er et stort tab, men fra starten tyder det på, at de resterende medlemmer kompenserer for tabet – til trods for at “Bring Da Ruckus” er skæmmet af dårlig mikrofonlyd. Efter en kort opsang til lydmanden om, at det her er »professional Wu-Tang shit«, kommer der heldigvis mere styr på den del af lyden.

En god start – men så kører rutsjebanen nedad. En af de ting, der hører sig til en Wu-Tang-koncert er nemlig, at der bliver spillet numre fra medlemmernes – i vid udstrækning – formidable soloudspil, og her er det tydeligt, at de tre førnævnte medlemmer mangler. Det er således ganske rammende, da der fra scenen bliver sagt, at Wu-Tang består af 10 dødelige mc’er – der var kun syv på scenen fredag aften.

Klassikeren “C.R.E.A.M.” lider desværre under koncertens gentagne lydproblem, hvor en buldrende bas konkurrerer med en skærende diskant i et mudret lydbillede, og sangen når aldrig albumversionens højder. Her bliver problemet med de manglende klanmedlemmer igen tydeligt, og hvor det med afdøde Ol’ Dirty Bastard har en naturlig forklaring, når hans stemme kører fra back track, virker det anderledes underligt med de tre andre medlemmer. Flere gange skynder DJ Mathematics sig da også at cutte – en smule klodset – ud af sangene, når en af de tre medlemmers stemmer toner frem. Derudover skal Mathematics have ros for sit dj-show, hvor han blandt andet scratcher med fødderne!

Når man mangler tre så vigtige medlemmer, er det vigtigt, at resten af gruppen leverer med endnu mere energi. Mens især Ghostface Killah gør sit for at fyre op under festen, er GZA anderledes apatisk. Ghostface Killah forklarer publikum, at de lever på den energi, publikum sender op til dem. Heldigvis er energien høj foran scenen fredag aften, og der er selvfølgelig tale om en vekselvirkning mellem kunstner og publikum.

Den besked havde GZA ikke fået, og han bruger de sidste 20 minutter af koncerten gemt bag dj-pulten med sin mobiltelefon i den ene hånd og den anden i lommen. Mens resten af klanen fyrer op under festen med “Gravel Pit”, der ifølge Ghostface Killah koster gruppen 2000 dollars, fordi de går over tid, lister GZA gabende af scenen. Det er beskæmmende og noget af det mest patetiske, denne signatur endnu har set til en koncert.

Måske gik han, fordi han ikke har råd til at spytte i kassen. Han kan så passende betale de andre medlemmer for at give en koncert med høj energi, hvor Wu-Tang Clan viste, at de stadig har nogle af de bedste mc’er, og selv med tre mand i undertal og hænderne i lommerne, kan de udkonkurrere de fleste andre rapgrupper.

★★★★☆☆

Deltag i debat