Plader

John Metcalfe: The Appearance Of Colour

Kombinationen af kammermusik og electronica er en forening, der høres stadigt oftere, og som også Metcalfe udforsker på The Appearance Of Colour. Strygernes svævende varme og den elektroniske knitren af knækkede rytmer og grynede synthesizere komplimenterer ofte hinanden vidunderligt. Derfor er det også bemærkelsesværdigt, at Metcalfe har lavet et så kønsløst album, som han har.

At The Appearance Of Colour kun er det fjerde album, John Metcalfe udgiver i løbet af sin nu 30-årige karriere, kunne antyde en langsommelig arbejdsproces. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Som multi-instrumentalist, producer, arrangør og komponist, har Metcalfe været involveret i en lang række forskellige projekter. Fra en position som guitarist i postpunk-bandet The Durutti Column til grundlægger af den velansete strygekvartet Duke Quartet, har hans alsidige praksis bragt ham vidt omkring. I det seneste tiår har han dog primært beskæftiget sig som go-to-guy for større navne, der har brug for en vidende og kompetent arrangør til deres musik. Dette har avlet samarbejder med navne som Blur, Morrissey, Coldplay, Simple Minds, The Pretenders og Peter Gabriel.

Det er især sidstnævnte rolle, der lader sig mærke på The Appearance Of Colour, hvor Metcalfes rene konstruktioner og minutiøse beherskelse af instrumentstemmer dominerer lydbilledet fra start til slut. Og lad mig allerede nu være fuldstændig klar i spyttet: Dette er ikke et kompliment.

Kombinationen af kammermusik og electronica er en forening, der høres stadigt oftere, og som også Metcalfe udforsker på sine plader. Og der er noget harmonisk, ja næsten naturligt, ved sammenstillingen: Strygernes svævende varme og den elektroniske knitren af knækkede rytmer og grynede synthesizere komplimenterer ofte hinanden vidunderligt. Derfor er det også bemærkelsesværdigt, at Metcalfe har lavet et så kedeligt album, som han har.

Albummet åbner lovende. Med forsigtige strygere der komplimenteres af en autotune-tyk vokal minder starten på ”Sun” om Jóhann Jóhannssons geniale åbningsnummer ”Odi et Amo” på pladen Englabörn. Og bedst som man håber på, at denne lighed varer ved, udvikler nummeret sig til en 20 minutter lang rejse ind i kønsløsheden. Man fornemmer det måske godt i de indledende strygerharmoniers lidt svulstige patos, men når et hurtigt og synkoperet breakbeat introducerer første led i det flerdelte nummer, bliver man lidt lang i ansigtet over, at der er over et kvarter tilbage af nummeret. Når den afsluttende del, der lyder som baggrundsmusikken til en pastelfarvet selvhjælpsvideo, klinger ud, bliver man endnu længere i det i forvejen lange ansigt over, at der er otte numre tilbage på pladen.

At Metcalfe er en øvet strygerarrangør, kan der ikke sås tvivl om. Alle strygerstemmer er på hele pladen ført med sikker hånd, og når de fungerer bedst, må selv den allerkritiske anmelder blive blød i ørene. Især på nummeret “Sycamore” spiller Metcalfes ideer flot sammen. Med sin pulserende baggrund og fragmenterede kanonmelodi sender nummeret tydelig cadeau til Steve Reichs ”Different Trains”, som Metcalfe også har opført nok gange til at være fortrolig med kompositionens struktur og mekanik. Hvis ikke det efterfølgende breakbeat havde været så gabende forudsigeligt og banalt kunne ”Sycamore” måske have fået en næsten Aphex Twinsk karakter a la nummeret ”4”.

Hvor den omhyggelig placering og justering af enkelte lyde i elektronisk musik ofte kan bevirke et broget og fængslende lydbillede, er Metcalfes synthesizere og elektroniske beats så karakterløse, at man til tider kan blive i tvivl om, hvorvidt man har sat en plade på eller sidder i telefonkø til tandlægen. Hør eksempelvis det enerverende og tandløse synth-tema på nummeret “Silvertrack”, der ellers må siges at være albummets måske mest tålelige nummer i kraft af dets fragmenterede tekstur.

Og udover de eksemplariske strygerarrangementer er det netop Metcalfes fornemmelse for tekstur, der redder The Appearance Of Colour fra at bryde U-skalaen med negativt fortegn. De mange år med arrangøransvaret har givet ham en uovertruffen fornemmelse for sammenfletningen af de forskellige instrumentstemmer, der komplimenterer og går i dialog med hinanden på ofte meget stimulerende vis.

Og det er her, det store dilemma melder sig. Anmelderiets dilemma. For hvis der er noget Metcalfe vinder på, og som han bliver lovprist for af sine tilhængere, så er det dette; hans gode håndværk: Hans mønsterværdige strygerarrangementer, silkebløde produktion og beherskelse af soniske elementer. Og det skal vel belønnes af selv den stædigste anmelder. Skal det ikke? Også selvom dennes mening er, at det gode håndværk er fuldstændig ligegyldigt, hvis ikke det har noget at sige. At en god håndværker æstetisk set er ubrugelig uden en dygtig arkitekt. At uinspirerende kunst er forkastelig, selvom det er godt udført.

Selvom jeg er den mindst pragmatiske musiklytter, jeg kender, og at jeg i virkeligheden slet ikke tror på den objektive bedømmelses mulighed, bliver jeg nødt til at svare ja til ovenstående problem. Det skal belønnes. I al fald en lille smule. I denne sammenhæng. For anmelderens opgave må være at bedømme kunsten på dens egne præmisser. Om man kan lide dem eller ej. Og det er nu engang det gode håndværk, der er denne plades præmis. Så hvis du undrer dig over, at jeg ikke har sønderlemmet alle nedenstående U’er, så er det fordi, jeg med et anstrengt smil forsøger at gå Metcalfe og hans fans i møde: Hvis du er til ekstremt velspillet baggrundsmusik, så er The Appearance Of Colour garanteret lige dig. Hvis du søger musikkens svar på stock photos, så lyt med. Hvis du vil afsøge nye nuancer af ligegyldighed så tune in!

Det blev vist et anstrengt og noget sarkastisk smil. Undskyld.

★½☆☆☆☆

Deltag i debat