Koncerter

Roskilde Festival 2015: Bob Hund, 01.07.14, Avalon

Skrevet af Camilla Grausen

Med vanlig høj pibeføring leverede skånske Bob Hund varen til alle de fremmødte fans i aldersgruppen 15-65 år. Med frontmand Thomas Öberg som den absolutte spilopmager og maestro.

bob hund - Frans Hällqvist-800pxDen skånske sekstet bag det ikoniske logo med den piberygende hund er et band med en dedikeret fanskare, som er sikker på at få leveret varen af frontmand og entertainer Thomas Öberg og de resterende hunde. Koncerten i år er Bob Hunds sjette Roskilde-koncert, og bandet er altid garant for god stemning og finurligheder på scenen. Öbergs faste kostume bestående af zorro-maske, perlekæder og lange handsker har man efterhånden vænnet sig til, men således indtrådt i “dragten”, slås skuespilleren i ham til, og der gives altid et show med poseringer, chesire cat-smil til publikum og faretruende firspring. Alt sammen afhængigt af, at publikum også er med på legen og lever op til deres del af aftalen, for at koncertoplevelsen kommer op at ringe. Som Öberg tidligt mindede os om: »Det er os, og det er jer!«

Bob Hund lagde ud med tre – i hunde-sammenhæng nyere numre, “Folkmusik för folk som inte kan bete sig som folk” fra albummet af samme navn fra 2009, “Tinnitus i hjärtat” og danseopfordringen “Harduingetmankandansatill?” fra 2012’s Låter som miljarder. Efterfølgende tilgodeså bandet den ældre del af det aldersmæssigt brogede publikum og gik tilbage til slut-90’erne med “Hörlurar”; et nummer, som måske ikke just er hundenes stærkeste, når de nu er dykket ned i 90’er-godteposen, hvor der er så mange festlige, fandenivoldske numre at komme efter.

Der blev fedtet for publikum; for de mest intelligente kvinder på Roskilde, mændene, der skulle ryste deres bagdele, og for Roskilde, som Thomas Öberg kårede som Skandinaviens hovedstad. Bob Hund er ikke et band, der bare glor ned på deres snørebånd og som er bange for at kontakte publikum. Öberg giver sædvanligvis mange små taler, også her på Avalon. At det foregår på hastigt skånsk kan måske hægte dele af »publiken« af og for nogle få den modsatte effekt end tiltænkt og virke ekskluderende. Men hellere løbe den risiko som frontmand end slet ikke forsøge sig udi publikumskommunikationens svære kunst.

Den helt nye “Hjärtskärande rätt” har en fin, fin, meget Bob’sk ordløs melodi indbygget, og nummeret udgjorde et frisk pust. “Den lilla planeten” er heller ikke en sædvanlig gæst på bandets sætliste, og det betydeligt mere opbyggende nummer fungerede også godt som en afveksling. Man kunne godt ønske sig, at bandet vekslede to mellemtempo-numrene til ét med høj energi og ét af deres stille, faktisk helt rørende numre, som man sjældent hører live, som f.eks. “Jag är inte arg” eller “Papperstrumpeten”.

Med fare for at synge med på en gammel sang, så er det de ældre, festligt punkede numre som “Nu er det väl revolution på gång?”, “Et fall och en lösning” og koncertens klimaks, 1998-nummeret “Tralala lilla molntuss, kom hit ska du få en puss”, stadig højdepunkterne, som får følelserne med og mest gang i publikum. Især hvis man fanger de skånske strofer: »Dom kan klaga om dom vill/Jag har slutat bry mig om sånt!«

Til sidst måtte Öberg erklære: »Bob Hund spiller maksimalt én sang mere og så kan I dra til helveta!« og flashede jokersmilet, inden talenummeret “Det överexponerade gömstället” leveredes af prædikanten med masken fra et tårn af opstablede kasser. Efter kort konference med guitaristerne Johnny Essing og Conny Nimmersjö og henvisning til festivalens tidsrammer, fik Bob Hund dog lov til spille ét sidste nummer, ét, som kun varer to minutter; “Allt på ett kort” helt tilbage fra hundens debut-ep i 1993. Således sluttedes ringen efter en tur rundt i Bob Hunds store repertoire på fem kvarter, ført med kyndig hånd af den altoverskyggende frontmand. En ikke spektakulær koncert af en Bob Hund-koncert at være, men skåningernes koncerter holder altid højt niveau.

★★★★½☆

Deltag i debat