Koncerter

Roskilde Festival 2015: Communions, 01.07.15, Pavilion

Communions har afgjort format til at nå langt. Ikke desto mindre var både lyd og helbred i en sløj tilstand onsdag eftermiddag, og gruppen formåede knap at nå ud over kanten på den lille Pavillion-scene.

Communions-800pxDanske? Tjek. En stor lyd domineret af iørefaldende melodier? Tjek. Unge og fremadstormende? Dobbelttjek. Det kunne have været en vovet beslutning.

At give opkomlingene fra Communions den ærefulde (og til tider fuldkommen umulige) opgave at åbne Orange Scene på årets festival havde på mange måder været et retfærdigt men også risikabelt valg fra planlæggernes side. Med en nyudgivet ep i ryggen, der har udløst massiv ros i både ind- og udland, og en lyd, der trækker referencer til 80’ernes indie-melankolske stadionrock-koryfæer som The Stone Roses og The Cure, har jeg siden offentliggørelsen af festivalprogrammet overvejet, om ikke Communions onsdag eftermiddag burde have haft muligheden for at spille Orange Scene op. Planlæggerne kunne have præsenteret dansk musik fra dens allerstærkeste vinkel og samtidig leveret årets første store musikalske overraskelse. De seneste ti års erfaringer med åbningsartister som Kellermensch og Petter fra Sverige har i hvert fald vist, at folkelighed i sig selv ikke er et nødvendigt kriterium.

Som bekendt foretog arrangørerne et andet valg, og store områder af Dyrskuepladsen blev i stedet fyldt op af pop-punket velklang fra The Minds of 99 – et langt mere sikkert valg. I stedet fik Communions onsdag eftermiddag lov til at udbrede deres diskante guitarpop ved åbningen af den lille Pavilion-scene. En scene, der – viste det sig – skulle blive en tilpas stor mundfuld for det unge københavnske band.

Siden debut-ep’en Cobblestones har Communions bevæget sig væk fra det punkede og skramlede udtryk og hen mod en langt mere melodiøs lyd. Fra koncertens begyndelse var det tydeligt, at bandet satsede på at udfolde den sidstnævnte struktur. Guitarharmonierne var presset helt i front i lydbilledet og fik meget plads mellem vokalstykkerne. Desværre blev det hurtigt klart, at diskanten havde svært ved at trænge ned til publikum, og de ellers så fine melodiske passager, som har præget bandets seneste produktioner, havde en gennemgående tendens til at forsvinde i et tæppe af lys støj. Således kom den tempofyldte ”Love Stands Still” en smule til kort, og fremførslen under Pavilions teltdug fremstod mest af alt som en mindre forfinet udgave af studieproduktionen. I takt med at koncerten skred frem, blev lyden ikke meget bedre, og nuancerne fra Communions’ fine opdatering af 80’er-indiepoppen, forblev fraværende. En meget begrænset kontakt til publikum bidrog til fornemmelsen af et band, som ikke helt formåede at komme ud over rampen.

Hvor numrenes melodiøsitet forblev i baggrunden, reddede koncertens stigende energiniveau en del af oplevelse, og numre som ”Summer’s Oath” og ”Cobblestones” fik langsomt pisket mere gang i publikum. Hvor sidstnævntes sing-a-long-omkvæd ikke førte til fællessang blandt publikum, havde det både kraft og melodisk tyngde til i langt højere grad at nå ned til tilhørerne. Der opstod en stadigt stigende harmoni mellem numrene, og de udsyrede guitarpassager fra Stone Roses-inspirationen ”Forget It’s a Dream” formåede faktisk at nedsænke Pavillions lyttere i midlertidig udsyret døs.

Netop som Communions for alvor var ved at få greb om deres performance, måtte forsanger Martin Rehof se sig nødsaget til at lægge en dæmper for koncerten. Hans stemme var ikke helt på toppen, lød det, og han kunne ikke præstere meget mere. Som afslutning leverede gruppen en ganske hæderlig version af den fænomenale ”So Long Sun”. Guitarmelodierne trådte frem i lydbilledet, og Rehofs vokal fremstod klarere end tidligere. De allerhøjeste toner var rigtigt nok justeret til et lavere leje, men ændringen fremstod uden større betydning for afslutningsnummeret.

Det havde utvivlsomt været en al for stor satsning at placere Communions på Orange Scene onsdag eftermiddag. Godt nok er bandet på vej frem både i Danmark og i udlandet, og derudover er musikken melodisk i en sådan grad, at kun få rockbands kan følge med, men onsdag eftermiddag kunne gruppen knap få musikken ud over kanten på Pavilion-scenen. Hvor de fine melodier havde svære betingelser, lykkedes det dog langsomt for de fire drenge at arbejde sig ind på livet af publikum. Den ærgerlige afslutning på koncerten illustrerer på mange måder bandets eftermiddag; en halvsløj præstation, der på ingen måde vidner om Communions’ faktiske format.

Hvis udfordringerne primært kan tilskrives helbreds- og lydmæssige problemer, er der ikke andet at sige end, at koncerten kalder på revanche et af de kommende år.

★★★☆☆☆

Deltag i debat