Koncerter

Roskilde Festival 2015: Einstürzende Neubauten, 03.07.15, Avalon

Einstürzende Neubauten
Skrevet af Sabina Hvass

Selvom kreativiten i konstruktionen af lyde får topkarakter, så tændtes gnisten aldrig fra hverken scene eller telt, og man måtte gå lidt uforløst fra Avalon, og ud i det resterende fredagsprogram.

Einstürzende Neubauten   Lige knap en time bliver det legendariske Einstürzende Neubauten forsinket, hvilket gav rig mulighed for at hente kolde forsyninger, en bid mad og til at shoppe rundt i placeringer foran scenen. Turen gjorde det klart at aldersgennemsnittet lå et godt stykke over de 30, og i direkte konkurrence med Kendrick Lamar på Orange var det ingen overraskelse. Einstürzende Neubauten har eksisteret siden starten af firserne, men i forskellige konstellationer hvilket betyder at sættet, foruden at være kortet betydeligt ned fra udgangspunket, mestendels bestod af musik som den nuværende sammensætning har lavet sammen med nogle få undtagelser.

Det der har været konstant er den ærefrygtindgydende forsanger Blixa Bargeld, der er mærkbart frustreret over lydproblemerne på scenen, og over at måtte forkorte koncerten. Men som en kaptajn på et sejlende basslide kommer han fra land med “The Garden”, der som det eneste nummer denne aften repræsenterer 1996s Ende Neu. Jeg kan levende forestille mig at Avalon-scenens stagehands har haft en svær opgave med hænderne fulde af Einstürzende Neubautens hjemmegjorte instrumenter. Fx bliver vi præsenteret for The Angel, der er stålrørsvinger med hver deres percussive klang. Lyden på det øvrige percussion lå i første halvdel af sættet langt bag en dominerende bas og Bargelds messen brudt op af dyriske skrig.

Det forholdsvist stille sæt ligger under for bandets startvanskeligheder, og en tilsyneladende svigtende scenelyd koncerten igennem. Men heldigvis var der “Let’s Do It a Dada” og “Dead Friends (Around the Corner)” til at løfte bundniveauet op til optimale performanceforhold. På “Youme & Meyou” får et nyt instrument med rør af forskellig længde hovedrollen, og udlader et synthagtigt beat hvor øvrig instrumentation ligger sig i baggrunden. “Sonnenbarke” fra Silence is Sexy (2000) kunne også noget, men blev en nærmest for højtidelig demonstration fra Bargeld og band.

Bargeld kan fortælle at sidstenummeret “Susej” blev udviklet i en hamborgsk kælder i 1983, mens det først udkom på deres 2007-udgivelse Alles Wieder Offen. Og på forskellige tidspunkter i koncerten fik vi lignende historier fra neubauten-værkstederne med Bargeld som dirigent. Men selvom kreativiten i konstruktionen af lyd får topkarakter, så tændtes gnisten aldrig fra hverken scene eller telt, og man måtte gå lidt uforløst fra Avalon, og ud i det resterende fredagsprogram.

★★½☆☆☆

Deltag i debat