Koncerter

Roskilde Festival 2015: Foxygen, 02.07.15, Avalon

Skrevet af Martin Colerick

De to californiske gutter i Foxygen genbesøgte Roskilde med band og pailletklædte korpiger. De har meget godt at byde på, men der gik lidt for meget skuespil og gøgleri i den tidligt torsdag aften på Avalon.

foxygenVi kender det alle sammen. Man står og roder i fars gamle plader. Pludselig finder man noget spændende. Sådan havde jeg det lidt med Foxygen. Min far er fra ’68-generationen og har en imponerende pladesamling, der rummer alt det store fra både 60’erne og 70’erne, og i grunden kunne jeg sagtens have fundet Foxygen der.

De unge knægte fra Westlake Village i Californien har helt sikkert lyttet til fars plader. Deres lyd er umiskendeligt 60’er- og 70’er-inspireret indierock, og musikken bevæger sig i skiftende tempi, mellem udsyrede rockflader og ballader med blid vokal og sans for melodien. Forsanger Sam France har afluret både Mick Jagger og David Bowie. Til koncerten på Avalon styrtede han rundt på scenen i vilde bevægelser, flirtede konstant med de tre kor- og dansepiger og nærmede sig nærmest et androgynt udtryk. Vildt energisk og tæt på overdrevet kæk, leverede han sit for at sætte skub i koncerten.

Det er ikke for ingenting, at Foxygen var et af de hypede bands på årets Roskilde-plakat. På trods af deres unge alder har Foxygen en relativ lang og stilsikker karriere bag sig. De udgav det meget anmelderroste album We Are the 21st Century Ambassadors of Peace and Magic i 2013, og Sam Frances næsten maniske sceneoptræden har længe været et tilløbsstykke.

Det blev dog en lidt rodet affære, hvor showet, og ikke musikken, stjal alt for meget opmærksomhed. Det var godt tænkt med kor- og dansepiger i pailletkjoler, og det var sjovt i starten, da Foxygen opførte et lille skuespil om banduenigheder, men i længden gik der for meget performance i den. Det var lidt ærgerligt, for Foxygen har ellers mange gode sange på repertoiret.

Det ændrede ikke på indtrykket af en lidt for kaotisk koncert. Når Foxygen vælger at forlade scenen i et kunstigt skænderi til fordel for en playback version af ”San Francisco”, tænker man, at det er unødvendigt. De har rigeligt med gode numre at trække på, og er et yderst vel- og sammenspillet band. De skal bare spille musik og overbevise publikum om, at det var en god opdagelse, man gjorde sig i fars gemmer. De repræsenterer en musik, der i den grad passer til Roskilde-ånden, og de behøver ikke rode rundt i en forstillet opførsel. Alene Sam Frances stemme ville kunne bære koncerten i mål. Sprød, fyldig og med et godt falsetskrig kan han virkelig ramme én i mellemgulvet. Der er derfor ingen grund til, at han forlader scenen et utal af gange for at skifte skjorte. Den ydre fremtoning er i denne sammenhæng underordnet, og vel egentlig heller ikke særlig 60’er-agtig.

Jeg forlod derfor Avalon en smule skuffet. Lad os håbe, Foxygen vender tilbage lidt mere stilrene.

★★★☆☆☆

Deltag i debat