Koncerter

Roskilde Festival 2015: Hey Elbow, 30.06.15, Rising

Hey Elbow er et indadvendt band, og det endte med at blive deres store hæmsko under koncerten på Rising. Det sparsomme publikum blev hurtigt ukoncentreret under denne koncert, der aldrig nåede et egentligt klimaks.

Hey Elbow_Jesper_Ber-800px

Sverige har fået sit helt eget bud på Beach House, og det bud hedder Hey Elbow. På en mørk og længselsfuld måde indtog de tre indadvendte svenskere (samt tre korsangerinder) Roskilde Festival på dens sidste opvarmningsdag. Desværre var det med en koncert, der sendte længsler mod alt andet end solskin, blå himmel og fjerdedagsdruk. Hey Elbow er nemlig et band, der hører til på de mørke intime spillesteder, og derfor blev deres koncert på Rising-scenen også en halvkedelig koncert.

Det var ellers svært ikke at finde en glæde ved den glimrende trio. Trommeslager Liam Amner diskede op med spetakulære trommegrooves, og blæksprutten Ellen Petersson beherskede at spille horn og synth på samme tid upåklageligt. Peterssons horntoner farvede musikken smukt, og det lød nærmest som en synthesizer igennem hendes effektpedaler. Gemt bag en forholdsvis stor guitar stod spinkle Julia Ringdahl og sang dragende som Beach Houses Victoria Legrand. Alt i alt en talentfuld trio, der beherskede deres virkemidler utrolig godt.

I modsætning til mange af de andre Rising-bands, jeg hidtil har set på årets Roskilde Festival, så Hey Elbow ikke ud til at være ovenud glade for at have fået lov til at spille på festivalen. Hey Elbow er nemlig et indadvendt band, og det endte også med at blive deres store hæmsko. Det sparsomme publikum blev hurtigt ukoncentreret under denne koncert, der aldrig nåede et egentligt klimaks. Tværtimod fastholdte den svenske trio den samme svævende stemning i løbet af koncerten. Derfor blev koncerten i længden for ensformig, hvilket sammenlagt med den upassende lokation for det ellers spændende band desværre gjorde, at Hey Elbows koncert ikke var en succes. Man må håbe, at man snart kan få lov til at opleve dem på et rigtigt spillested.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Perry MacLeod Jensen

Biografi: Musik har altid været en del af mig. Helt tilbage i 1. klasse sendte mine forældre mig til musikalsk legestue, og sidenhen har jeg altid spillet på et eller andet instrument. Da jeg gik på efterskole, blev jeg ramt af Becks vanvidsmix af hiphop, techno, støjrock, funk, blues, folk & metal, og siden da har Beck været en musikalsk vejleder for mig. Han førte mig over mod MGMT, som jeg selvfølgelig skulle se spille i Amager Bio. Den koncert førte min opmærksomhed mod 'the loudest band in New York', A Place to Bury Strangers, der spillede opvarmning, og så var det helt naturligt at efterfølgende kaste min kærlighed på My Bloody Valentine og Sonic Youth.
Fem favoritalbums:
Beck: The Information
My Bloody Valentine: Loveless
David Bowie: Low
PJ Harvey: Let England Shake
Yo La Tengo: And Then Nothing Turned Itself Inside-Out

Skriv et svar