Koncerten med den unge britiske Kate Tempest var en koncert med en eksponentiel udvikling mod en fælles konsensus af, at vi som enkeltpersoner må kunne gøre det bedre. Tempest er kritiker af det uoplyste moderne liv og beder os tage ansvar. Hun rapper i rammen af det hverdagsæstetiske og verden uden for. Om hvor små, men vigtige, vi er som individer og samfundsdeltagere. Bakket op af drumpadrytmer, synth og en sangerinde kunne Tempest både falde i baggrunden og i forgrunden fysisk på Apollo tidligt fredag aften. Men hun stod klart i centrum af vigtige budskaber om at lære at acceptere sig selv og sine medmennesker.
Der er nærmest ikke et uudnyttet beat når Tempest skyder sine rim af i et velnuanceret flow og med stor melodiøs sans og skift i intensitet. Rytmernes dansevenlighed kommer derudover til at stå i kontrast til den gråtonede lyrik, der der kan virke en smule malplaceret med solen bragende ned over det lille stykke campingområde med den store drivhuslignende scene. Tempest veksler også mellem numre med og uden musik, og viser hendes storartede evner som både rapper og spoken word-kunstner. Det skal dog siges, at der var en vis udvandring, når Tempest lod musik tie, og gav Apollo ro til at lytte til de hverdagsrealistiske scenarier og grublerier, der også gennemsyrer Tempests debut Everybody Down, der sidste år var nomineret til den prestigefyldte Mercury Prize. Alligevel blev der stødt og roligt flere tilskuere, hvilket kunne have udfordret Tempests rækkevidde og kontakt, men aldrig gjorde det. Hun gik således fra at insistere på, at vi hører efter med fagter fra scenekanten til at tillade sig selv at gå ind i sit eget univers.
På højdepunkterne “The Beigeness” og “Lonely Daze” blev bas og synth nivelleret til et fornuftigt miks og gav en uafviselig mulighed for at danse. “Marshall Law” fik desuden gentaget sit refræn til en udstrækning, hvor de fleste publikummer kunne rappe og synge med på: »It’s true if you believe it, the world is the world but it’s all how you see it. One man’s flash of lightning ripping through the air is another’s passing glare, hardly there.« En god energi fra scenen smittede generelt af på de fremmødte på Apollo. Det var på en gang ærgerligt og samtidig rørende, at de sidste minutter, som hun dedikerer til publikum, skulle gå til et spoken word-stykke med en god dosis virkelighed. Mine sidemænd gik fra bekymringsfrit at danse fredag aften ind til pludseligt at skulle overveje de større spørgsmål. I ved, meningen med livet og sådan! En stor mundfuld for en anseelig portion af publikum, der dog blev stående for at tage ordentligt afsked med en storsmilende Kate Tempest.
