Koncerter

Roskilde Festival 2015: Noel Gallagher’s High Flying Birds, 01.07.15, Arena

Skrevet af Simon Freiesleben

Noel Gallagher’s High Flying Birds var velspillende og leverede en retro-nostalgisk koncert på Arena, hvor fællessangen nærmest fik taget til at lette.

noelI vanlig distanceret stil entrerede Noel Gallagher Arena og smed et henkastet håndtegn til publikum, inden han og backingbandet The High Flying Birds satte gang i den nostalgiske rockfest. Gallagher blev introduceret af konferencieren som en gammel ven af festivalen, og det må man sige er korrekt. Onsdag aften spillede han nemlig sin tredje koncert på dyrskuepladsen, og har således gæstet Roskilde Festival i hele tre forskellige årtier.

På trods af sit kæmpe bagkatalog af Oasis-hits, så forfaldt bandet ikke til at levere en “Greatest Hits” opsamlingsparade. Der stod Noel Gallagher’s High Flying Birds på programmet, og det var særligt gruppens nyeste album Chasing Yesterdayder fyldte på sætlisten. At jagte gårsdagen er måske en meget passende beskrivelse af stemningen til koncerten. Med en begyndende antydning af grå hår og bagudskuende rockmusik, var der lagt op til en aften i nostalgiens tegn. Og det blev det så sandelig også. Det var lige netop dén type rockkoncert, der får midaldrende såvel som yngre publikummer til at slå armene om hinanden, fælde en tåre og bryde ud i fællessang.

Koncerten var en anelse sløv om at komme i gang, men fra tredje sang, “In the Heat of the Moment”, begyndte det at klikke for bandet. På trods af lillebror Liam Gallaghers Twitter-drillerier om, at storebror forsøger at lyde som Pink Floyd med sin nyfundne glæde for saxofon-arrangementer, så var der da også et tre mand højt blæserorkester med på scenen. Det gav koncerten lidt ekstra sjæl, og det var umuligt ikke at stå og svaje blidt til tonerne af den sløvt forførende ballade “Riverman”.

Han har aldrig været en folkets mand, den kære Noel, og den side af ham fik vi også lov til at opleve. Han spurgte med en slet skjult snert af rockarrogance publikum, om hvorvidt de kedede sig. Samtidig lovede han dog at aftenens koncert ville blive det bedste, vi fik lov at opleve på den her festival. Derudover var han ikke kommet for at give lange enetaler, omend han som passioneret Manchester City-fan ikke kunne holde sig tilbage fra snøvlet at kommentere på tre fyre, der havde medbragt et “Who the fuck are Man. Utd” skilt til koncerten. Med sin vulgært store guldring og brug af solbriller på en indendørsscene, så var der dog attitude i overflod, uden han overhovedet behøvede at åbne munden.

Selvom de ikke fyldte voldsomt meget på sætlisten, så var det klart, at aftenens Oasis sange fyldte meget hos publikum. De nye sange var flot fremført og ligger lydmæssigt ikke milevidt fra de gamle, men har endnu ikke samme status som crowdpleasere. Mange er vokset op med Oasis’ britpop som bragende soundtrack til deres ungdom, og det kunne mærkes. Der gik nærmest et sus igennem publikum, da tonerne til “Champagne Supernova” lød fra scenen. Som aftenens sidste nummer spillede bandet “Don’t Look Back in Anger”, hvor publikum skrålede omkvædet så øredøvende højt, at aftenens hovedperson ikke behøvede at besvære sig med at synge overhovedet. Det siger ikke så lidt om Noel Gallaghers kaliber som sangskriver og rockpoet, at han lige kan trække to numre af den karakter op af lommen som lidt ekstra krydderi. Man kunne måske godt have ønsket sig plads til en ekstra klassiker eller to i det 75 minutter lange sæt, men som sådan fik publikum præcis det, de kom efter.

★★★★½☆

Deltag i debat