Koncerter

Roskilde Festival 2015: Ought, 02.07.15, Pavilion

Under koncerten med Ought havde man følelsen af at stifte bekendtskab med et nyt stort band, der hurtigt vil få et langt større publikum. Og mange piger vil forelske sig i den charmerende forsanger, Tim Beeler.

Ought - Victoria Davis-800px

Jeg skal på forhånd tilstå, at mine forudsætninger for at se canadiske Ought langtfra var optimale. De spillede blot en halv time efter, at Pharmakon havde givet mig en af de største musikalske oplevelser, jeg har haft længe. Da jeg gik over mod Pavilion, var min mave i en tilstand, der sendte signaler til resten af min krop om, at jeg skulle have gåsehud, være rystet i min grundvold og græde.

Jeg var derfor i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet kunne nyde en koncert så kort tid efter en så skelsættende oplevelse. Men hurtigt fik Ought mig til at indse, at det ikke var noget problem. Jokende indtog de scenen, og med et hakket guitarriff overbeviste de med det samme om, at de er et kvalificeret bud på nogen, som kan genopfinde den britiske indielyd, der, anført af bands som Franz Ferdinand og Arctic Monkeys, herskede i 00’erne og efterfølgende gik i hi i det nye årti. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man hurtigt tro, at de fire drenge kommer fra Glasgow eller en anden britisk arbejderby.

Det, der kan gøre nye bands interessante, er publikums konstante behov efter karismatiske frontmænd, og sådan en er Oughts Tim Beeler. Konstant sang han flirtende med et kækt glimt i øjet. På et tidspunkt flyttede han et par sko, der tilfældigt stod på scenen, lidt længere frem. Formålet var der nok ingen, der kunne gennemskue, Men det kække nik, han sendte ud mod publikum, efter at han havde stillet skoene, var det hele værd, for det var vidunderligt at se fire pisse gode venner stå og have det fedt over at spille på Roskilde.

Det var dog ikke kun den energiske oplevelse, der gjorde koncerten god, for musikalsk har Ought en masse at byde på. Deres eksperimenteren med numrenes form er gennemgående overraskende og vellydende. Beelers vokalmelodier, med hans messende, smådesperate repetitioner af linier som »I’m no longer afraid to die«, var originale og blev leveret med et enormt overskud. Ingen af sangene faldt igennem, hvilket er ganske imponerende taget i betragtning af, at det unge band fra Montreal kun har et album med sig i deres bagkatalog. Man havde følelsen af at stifte bekendtskab med et nyt stort band, der hurtigt vil få et langt større publikum. Mange piger vil forelske sig i den charmerende Tim Beeler, og endnu engang bliver høje androgyne mænd en eftertragtet gruppe.

★★★★★☆

Deltag i debat