Koncerter

Roskilde Festival 2015: Perfume Genius, 02.07.15, Pavilion

Foto: Luke Gilford
Skrevet af Simon Freiesleben

Perfume Genius’ koncert på Pavilion var en blanding af dyrisk aggressivitet, intimitet og barske fortællinger. Samlet set en noget blandet oplevelse, der især blev skæmmet af et skrøbeligt lydsystem, et snakkesaligt publikum og bankende bas fra Orange Scene.

Foto: Luke Gilford

Foto: Luke Gilford

Et engleagtigt kor, en buldrende stortromme og dystre synthesizers bebudede Perfume Genius‘ entre, da han torsdag aften gik på scenen. Bag kunstnernavnet Perfume Genius gemmer der sig den 33-årige solokunstner Mike Hadreas fra Seattle. Han har tidligere optrådt på Roskilde Festival i 2012, hvor det foregik på den kompakte miniscene Gloria. I år spillede den androgyne singer/songwriter dog på den noget mere åbne Pavilion, hvilket gjorde koncerten til en oplevelse af den blandede slags.

Det er umuligt at forholde sig til Perfume Genius uden også at forholde sig til Mike Hadreas’ livshistorie og erfaringer, der danner udgangspunkt for de sårbare fortællinger om homoseksualitet, mobning, identitetskrise og fremmedgørelse. Hadreas droppede som ung ud af high school, efter han modtog dødstrusler på grund af sin homoseksualitet, og røg senere på hospitalet efter at være blevet overfaldet på åben gade. Samtidig begyndte han at eksperimentere med stoffer. Det er heftige sager, der bliver formidlet i smukt skrøbelige arrangementer, ofte båret alene af Hadreas’ sårbare vokal og piano. På sin nyeste plade Too Bright er han dog gået væk fra de helt stille kompositioner, for i stedet at eksperimentere med en langt mere aggressiv og larmende lyd.

Det gjorde koncerten til en sært tvedelt oplevelse. Den første del af koncerten var især præget af nyere kompositioner, der virkeligt pressede Pavillons skrøbelige lydsystem til sit yderste. Den guitardrevne electro-rock n’ roll “My Body” faldt tidligt i koncerten og indhyllede Pavillon i et tonstungt og klaustrofobisk lydtæppe. Mike Hadreas vred og snoede sig krampagtigt, mens han med dyrisk aggressivitet sendte skrig efter skrig ud over scenekanten. Der var desværre så meget tryk på musikken, at vokalen for det meste druknede, hvilket gjorde det svært at forstå de fortællinger, der er så stor en del af Perfume Genius’ univers.

Det omvendte problem gjorde sig dog gældende for de mange piano-ballader, der faldt tæt i anden del af sættet. Her gik vokalen rimelig klart igennem, men det gjorde Florence + The Machine desværre også. Bassen og vokalen fra Orange Scene overdøvede simpelthen de mere sarte og stille sekvenser – i øvrigt med god hjælp fra det snakkesalige publikum. Når man bedre kan høre sidemanden forklare sin ven, hvad én bestemt sang handler om, end man kan høre sangen, så er der simpelthen noget galt. Det var som sådan ikke Perfume Genius der gjorde noget galt, for de spillede de sange, som de nu engang har, men det var alligevel en skam for koncerten. Perfume Genius formåede kun glimtvis at skabe illusionen om den intimitet, der danner grobund for de barske fortællinger.

Der kom dog en vis forløsning til sidst, da queer-hymnen “Queen” fra Too Bright bragede ud af højtalerne som aftenens sidste regulære nummer. Pludselig stod lyden helt skarpt, og Florence var så småt holdt op med at larme i det fjerne. Med sin ultratunge og slæbende elektriske tråd, de klirrende synths og falsetskrig var det et strålende bevis på, at de nyere kompositioner gør sig ganske glimrende i festivalsammenhæng. Efter en meget kort pause, kom Mike Hadreas alene tilbage på scenen uden sit backingband og sang to pianoballader mere. De fungerede også markant bedre – uden den konstant bankende bas fra Orange Scene som underlægning.

★★★½☆☆

Deltag i debat