Koncerter

Roskilde Festival 2015: Run The Jewels, 03.07.15, Arena

Til alt held for Run The Jewels, var det fredag aften, de skulle indtage Arena. Med et show, der havde en hårdtpumpende bas som altoverskyggende omdrejningspunkt, forsvandt mange nuancer i lyden, og særligt El-P’s speedrap druknede. Publikum virkede dog tilfredse, og når koncerten alligevel blev en succes, kan æren nok i højere grad tilskrives arrangørerne end de to rappere selv.

elmike4655

Det var på ingen måde et udfyldt Arena-telt, som tog imod den amerikanske rap-duo Run The Jewels, da de indtog Roskilde Festivals næststørste scene fredag aften. Om festivalgængerne var mætte på hiphop efter Kendrick Lamars netop overståede koncert på Orange Scene er ikke til at sige. Men sikkert er det, at det kun var kernen er gruppens fanskare, som var mødt op til koncertstart. Hverken El-P eller Killer Mike virkede dog påvirkede af det beskedne fremmøde. Til de pumpende bastoner fra det selvbetitlede intronummer fra duoens første album, bogstaveligt talt sprang de publikum i møde, og den benhårde crowd i pit-zonen kvitterede med jubelbrøl.

Den buldrende indledning ville i løbet af den næste times tid vise sig at blive symptomatisk for koncerten som helhed. Hvor der var en tydelig synergi mellem duoen og det energiske publikum, som tydeligvis var opsatte på at deltage i et brutalt hiphop-brag, bar Run The Jewels’ stålsatte insisteren på at svinge basarmen mod himlen også visse ulemper med sig. Problematisk var det først og fremmest, at de fleste af produktionernes ellers ganske originale synthelementer gik til grunde under numrenes rungende beats. Dette medvirkede til at skabe en svært homogen koncertoplevelse, hvor det alene var duoens stage performance, der formåede at skabe dynamik mellem numrene. Dernæst blev El-P’s rablende speedrap forvandlet til en mudret strøm af uforståelige ord, hvilket ofte truede med at ligegyldiggøre duoens politiske tekster.

Når dette så er sagt, ramte rappernes aggressive lydside også på mange måder plet i forhold til, hvad publikum forventede. Velkendte bangers som ”Banana Clipper”, ”Oh My Darling Don’t Cry” og i særdeleshed ”36 inch chain” blev leveret med en sprudlende energi, der ikke bare kom de forreste tilhører til gode, men som nåede helt ud til kanten af Arena-teltet. Måske af denne årsag virkede det også til, at en lind strøm af mennesker nærmede sig teltet i takt med, at koncerten fortsatte. Desværre virkede energien til tider en smule opstillet, og selv en kort gæsteoptræden fra The Gaslamp Killer kunne ikke rykke ved billedet af en koncert, som var en anelse for ufarlig.

Koncerten med Run The Jewels på Arena var på alle måder en blandet fornøjelse. En stor del af amerikanernes imponerende musikalske tæft gik alt for ofte til grunde i mudrede bastunge beats, og den måde, som duoen komplimenterede hinandens vers på, var sjældent vellykket; alt for ofte føltes det som at lytte til to dygtige hiphoppere, der rappede i munden på hinanden. Men heldigvis for Run The Jewels var det fredag aften, og publikum virkede ofte tilfredse med at kunne svinge basarmen til duoens brutale hiphop. Samtidig leverede de to herrer en energisk sceneoptræden, der velsagtens var endnu en dag på kontoret. Men den var også professionel til en sådan grad, at selv de allerbagerste tilhører i Arena-teltet til tider ikke kunne lade være med at lade hovederne boppe og brøle med på kampsange som ”Lie, Cheat, Steal”. Og det var trods alt en præstation i sig selv.

★★★½☆☆

Deltag i debat