Koncerter

Roskilde Festival 2015: Songhoy Blues, 04.07.15, Gloria

Forsanger Aliou Touré dansede manisk og hans energi smittede hurtigt af på publikum. Han kunne få de trætte kroppe til at synge og danse, og de trætte kroppe ville bare have mere og mere.

Songhoy Blues

Historien bag den malisiske blueskvartet Songhoy Blues er ganske spetakulær. For langt de fleste musikere, man ser spille på Roskilde Festival, kan det største problemer måske være, at man ikke får set sine børn nok, eller at ens gamle ven ikke har lyst til at være med i bandet længere, men disse problemstillinger synes ekstremt banale, når man stifter bekendtskab med Songhoy Blues.

Bandet kommer fra det nordlige Mali, der er underlagt et islamistisk regime, der har indeført sharialov, som medfører, at det er blevet forbudt at spille musik i landet, hvor musik betyder alt. Med et blev de gjort lovløse og måtte flygte syd på for fortsat at kunne spille musik.

For små to år siden, blev de udvalgt til at være en del af Damon Albarns Africa Express-projekt, hvor Albarn sammen med andre vestlige musikere rejste til Mali for at indspille med lokale bands. Songhoy Blues fik tildelt Yeah Yeah Yeahs-guitaristen Nick Zinner som producer, og det samarbejde var så frugtbart, at Zinner også endte med at producere debutalbummet Music in Exile (2015).

Deres ørkenblues er af den mere vestlige variant, og imodsætning til andre afrikanske bands benytter de ikke traditionelle afrikanske instrumenter. De spiller sgu’ klassisk bluesrock og er gode til det. Så gode, at de, en uge inden at de skulle spille på Gloria, spillede på Glastonbury Festivalens største scene: Pyramid Stage.

Lige fra de entrerede Gloria-scenen, udstrålede de en dybtfølt glæde over at få lov til at spille op til fest på festivalens sidste dag. Forsanger Aliou Touré dansede manisk og hans energi smittede hurtigt af på publikum. Han kunne få de trætte kroppe til at synge og danse, og de trætte kroppe ville bare have mere og mere. De var vilde med Garba Tourés bluesguitar, og det var fantastisk at se, hvordan hele salen samles om en fælles kærlighed til bandet. De stærke numre som “Soubour”, “Al Hassidi Terei” og  “Petit Metier” gik rent ind hos publikum, og Songhoy Blues har stensikkert scoret sig en pæn håndfuld nye fans.

Til tider blev deres bluesrock lidt for traditionel og forudsigelig. Aliou Touré gjorde ofte op for dette med sin smittende charme, hvilket også hævede deres niveau væsentligt fra tilfældige torsdagsjams på Mojo Blues Bar. Jeg savnede dog lidt mere musikalsk uforudsigelighed, men det er et lille minus, der blev overskygget af de mange plusser ved koncerten med Songhoy Blues.

★★★★★☆

Deltag i debat