Koncerter

Roskilde Festival 2015: Steve Gunn, 02.07.15, Pavilion

Skrevet af Martin Colerick

Den amerikanske singer/songwriter Steve Gunn har tidligere huseret i Kurt Viles band The Violaters. Nu står han på egne ben, og torsdag eftermiddag optrådte han på Pavilion med en koncert, der desværre aldrig blev rigtig vedkommende.

Photo by Constance MenshMed et stille »Hej« startede en lidt forsinket Steve Gunn en meget tilbagelænet og afslappet koncert med guitaren i centrum. Den amerikanske singer/songwriter, der er bosat i Brooklyn, spiller eminent godt på guitar, og samspillet med medguitaristen var upåklageligt. Sangene veksler mellem lange guitarpassager og en behagelig vokal. Det er roligt, afbalanceret og ikke langt fra Kurt Vile, som Steve Gunn har turneret med som guitarist i The Violators. Ofte er Steve Gunns musik dog mere udfordrende, og nogle steder lidt skæv, som for eksempel på den seneste udgivelse, Seasonal Hire. Der er noget tidløst ustressende, nærmest anti-senmoderne over Steve Gunns musik. Man føler sig hensat til en vindblæst tankstation et ukendt sted i USA med plads til store, udsvævende tanker.

Steve Gunns musik hører til overalt og samtidig ingen steder. I dag på Pavillon var det desværre som om, han aldrig rigtigt fandt sit sted. Det blev for afslappet og næsten tomgangsagtigt. Eksempelvis blev det ellers glimrende nummer ”Milly’s Garden” drevet alt for langsomt frem, og det fandt aldrig helt det drive, det har på albummet Way Out Weather. De lange, samspillende guitarstykker tog fokus fra en ellers insisterende Steve Gunn og hans tekstunivers. Han skiftede løbende mellem den akustiske og el-guitaren, hvilket skabte en smule variation i lydbilledet. Men som publikum skulle man koncentrere sig, og langsomt faldt folk da også fra og forlod Pavillon. Her skal det selvfølgelig påpeges, at Steve Gunn lå tæt op ad store trækplastre på både Avalon og Orange, hvor henholdsvis Father John Misty og Ryan Adams gik på kl. 17.

Det krævede derfor en særlig indsats at fastholde og indkapsle den lille Pavilion-scene, hvilket Steve Gunn ikke helt formåede. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad man som kunster kan gøre? Det var ikke nok med sublim guitarteknik og mange smukke melodier, som blandt andet illustreret i ”Wild Wood”. Måske repertoiret er for ensartet hos Steve Gunn, men han kunne have gjort sig selv og publikum den tjeneste at spille semihittet og titelnummeret fra Way Out Weather, der måske rummer netop det, der kunne have givet en større kontakt til publikum. Eller han kunne have åbnet op for de mere skæve numre fra Seasonal Hire, og på den måde udfordre det lidt dovne publikum.

Det blev i stedet en sid-ned-koncert, der vel egentlig var rigtigt placeret både i forhold til tid og sted. Det var Steve Gunn og bands sidste koncert på touren, og de havde måske fortjent et mere engageret publikum. Men der skal som bekendt to til tango, og Steve Gunns univers blev for indforstået og ufarligt. Efter kun syv numre og 55 minutter takkede han af med stille at konstatere »See you out there«. Jeg vil egentlig gerne se ham igen, men jeg håber, det bliver en lidt mere tilstedeværende Steve Gunn.

★★★☆☆☆

Deltag i debat