Koncerter

Roskilde Festival 2015: Warm Graves, 04.07.15, Pavilion

Leipzig-trioens ambiente krautrocknumre smeltede sammen til en samlet oplevelse. Det blev altså ikke et spørgsmål om at opleve de enkelte numre, men den samlede koncert.

Band-Pic-KopieDet er altid en særligt hård disciplin at skulle spille dagens første koncert på Pavilion, når kalenderen har dikteret, at det er festivalens sidste dag. Publikum er generelt trætte, og de har sjældent energi til andet end at nikke lidt med hovedet i takt med musikken.

Leipzig-trioen Warm Graves havde med andre ord svære vilkår for deres koncert på Roskilde. At monitorlyden på scenen svigtede i koncertens start, og at en løs forbindelse sendte skrattende mislyde mod publikum, gjorde det heller ikke nemmere for Warm Graves. Det resulterede i, at i løbet af de første 20 minutter skuede bandet dødt mod mikserpulten, selvom de egentlig spillede habilt, selvom de dårligt har kunnet høre sig selv.

Heldigvis blev der rådet bod på de tekniske problemer således, at koncerten ikke blot blev en trist smagsprøve på trioens talent. For talent har de. I centrum for deres musik ligger en konstant orgelflade, der lå som tyk røg i deres ambiente krautrockrum. Trommerne var pulserende og monotone, og guitarens lyd var smurt af rumklang og delay, så de lange toner blev til svævende guitarflade. Vokalen var desperat og skrigende på den måde, som man kender det fra Arcade Fire – dog med væsentlige mere rumklang på vokalen.

Numrene smeltede sammen til en samlet oplevelse. Det blev altså ikke et spørgsmål om at opleve de enkelte numre men den samlede koncert. Variationerne bestod i, hvordan koncerten ændrede sig dynamisk, selvom disse forskelle nogle gange var minimale. Koncerten blev som en hypnose, hvor publikum blev hensat til blot at stå og opleve koncerten. Få gange var der plads til, at man kunne komme med sin applaus til de tre krauter, og det passede sikkert det trætte publikum ganske fint. En stor gruppe af publikum valgte tilmed at opleve koncerten siddende og på den måde nyde Warm Graves’ hypnose.

Det var dog svært at koncentrere sig om den monotone koncert i hele den time, den varede. Warm Graves har en klokkeklar lyd, som de mester talentfuldt, men man savnede nogle afvigelser fra den konstante trance. Reelt set var det kun trommerne, der kunne tilbyde disse. Det ændrer dog ikke ved, at koncerten egentlig blev ganske god, omstændighederne taget i betragtning, selvom Warm Graves helt klart var på udebane, og de vil utvivlsomt passe bedre i en mørk kælder som Drones i København, hvor de spillede i oktober.

★★★★☆☆

Om skribenten

Perry MacLeod Jensen

Biografi: Musik har altid været en del af mig. Helt tilbage i 1. klasse sendte mine forældre mig til musikalsk legestue, og sidenhen har jeg altid spillet på et eller andet instrument. Da jeg gik på efterskole, blev jeg ramt af Becks vanvidsmix af hiphop, techno, støjrock, funk, blues, folk & metal, og siden da har Beck været en musikalsk vejleder for mig. Han førte mig over mod MGMT, som jeg selvfølgelig skulle se spille i Amager Bio. Den koncert førte min opmærksomhed mod 'the loudest band in New York', A Place to Bury Strangers, der spillede opvarmning, og så var det helt naturligt at efterfølgende kaste min kærlighed på My Bloody Valentine og Sonic Youth.
Fem favoritalbums:
Beck: The Information
My Bloody Valentine: Loveless
David Bowie: Low
PJ Harvey: Let England Shake
Yo La Tengo: And Then Nothing Turned Itself Inside-Out

Skriv et svar