Interview

Roskilde Festival 2015: We like We – »Jeg nægter at tror på, at folks følelsesregister begrænser sig til Nicki Minaj.«

Undertoner mødte kvartteten We like We i solen efter deres koncert på Roskilde Festival. Det blev til en snak om klassisk musik, følelser og at arbejde tæt sammen om et fælles projekt.

We Like We - Maj Jeanne-800px

Klokken er 16:30 og solen bager ned over festivalpladsen. Det er ikke mere end en time siden, at We like We gik af scenen i Gloria efter en flot koncert, og imellem optræden, fejring og nedpakning af gear, har de fire kvinder indvilliget i et interview med mig. Jeg er roskildeslidt og har ikke været i bad i fem dage, så jeg er lidt bekymret for min professionelle udstråling, da jeg trasker ind imellem artisternes huse i det rene backstage-område. Jeg må hellere holde mig lidt på afstand. Men det er fire storsmilende og snakkesalige kvinder, der helt høje på deres koncert byder mig på champagne og frugt, og jeg glemmer hurtigt mit pjuskede hår og interessante odør.

We like We består af Josefine Opsahl (cello), Katrine Grarup Elbo (violin), Katinka Fogh Vindelev (vokal) og Sara Nigard Rosendahl på slagtøj, der alle er uddannet fra det Kongelige Danske Musikkonservatorium. På trods af deres klassiske skoling har kvartetten valgt at forlade nodernes og komponistens hegemoni for at afsøge en kollektiv-improvisatorisk sangskrivning med rødder i den vestlige kompositionsmusiks klangæstetik.

Hvad går projektet ’We like We’ går ud på?
Katinka: Vi er et kollektiv, og vi har valgt hinanden med hjertet, fordi vi har lyst til at arbejde på den her kollektivistiske måde med en flad struktur, selvom det går lidt i mod vores baggrund som klassiske musikere. Der er jo flere af os, der stadig arbejder med den klassiske musik, men så har vi også det her projekt, som er vores hjertebarn.

Hvad betyder jeres navn?
Katrine: Det er vel lidt en kommentar til den tid vi lever i med Facebook og ’I like this and this and this…’, så det der med at gøre noget sammen, at udtrykke sig sammen, at arbejde sammen sådan som vi har valgt at gøre, det tror jeg er virkelig vigtigt. Man hører oftest om de der enere, der gør tingene på deres egen måde og opnår en masse ting. Men den styrke, der ligger i at gøre noget sammen, hvor man skiftevis kan trække sig lidt tilbage og træde lidt frem er så intens. At arbejde i et kollektiv har virkelig været en tur rundt i hele følelsesspektret, og er det stadig. Selvfølgelig oplever man det også, når man arbejder alene, men jeg tror, at konfrontationen er meget større, når man er sammen med andre, for der skal man både agere selv og reagere på hinanden.

Katinka: Og så er der bare en konstant vekselvirkende inspiration med udveksling af forskellige ideer. Ligesom et patchwork-tæppe. Nogen gange ved vi ikke, hvor inspirationen er kommet fra, eller hvem der egentlig fandt på det her stykke musik, fordi det hele er spundet sammen. Det fællesskab vi har om at skabe – det bliver jeg simpelthen høj af.

Hvordan foregår jeres sangskrivningsproces?
Sara: Da vi lavede vores plade, ville vi prøve at gøre tingene på en lidt anden måde, for ikke at falde tilbage i de roller, man har i den klassiske musik. For eksempel at violinen oftest er melodiinstrument, og sangeren står oftest i front og er solist i en stor chiffonkjole, og slagtøjsspilleren er den, der har rytmen. Det har vi forsøgt at gå ind og pille lidt ved, ved at arbejde med dogmer. Når vi har kunnet mærke, at vi har spillet for meget på en måde, vi plejer, så har vi pålagt andre i gruppen at påtage sig vores rolle. Og ud af det er der kommet denne her lyd, som er vores. Vi har også optaget nogle lange improvisationssessions, som vi har lyttet på med et kritisk øre og fundet nogle ting, som vi synes var fede, og derefter arbejdet videre med det.

Så der er mere inspiration end kompromis ved at skulle arbejde så tæt sammen i skabelsen af musikken?
Sara: Kompromiset får ofte en lidt en dårlig klang, men i virkeligheden kan det jo være helt vildt fedt at gå på kompromis. For så kommer der noget andet på bordet, end man egentlig havde troet, og det kan tage en helt ny retning. Så man bliver konstant overrasket, og det er virkelig sjovt.

Katinka: Men faktisk synes jeg, at tingene virkelig resonerer mellem os alle fire. Det oplevede vi især, da vi arbejdede på vores første plade. Vi havde tit en ’der var den’-følelse. Vi var og er på bølgelængde. Og det er fedt at se nu, hvordan vi udvikler os ved at skabe noget nyt. Vi har haft det rush ved at lave vores første plade, hvor tingene bare klikkede, hvor vi fandt lige nøjagtig det udtryk, som vi havde brug for. Og nu arbejder vi videre.

Var det noget, der var formuleret på forhånd, at I skulle arbejde på den her måde?
Katinka: Overhovedet ikke. Eller det var det måske lidt? Det kom i hvert ud af en lyst til at lege med tingene, som vi alle sammen havde.

Josefine: Vi kommer jo alle sammen fra en klassisk baggrund, og det ville vi rigtig gerne bringe med ind i det arbejde, vi skulle til at lave. Vi skulle ikke bryde med det og til og være et rockband. I det hele taget det at være et ’band’ var ikke en del af agendaen. Vi ville have lov til at være medskabere, hvor man ofte i klassisk musik bare er musikere, der fortolker noget en anden har skrevet. Vi havde brug for at have fingrene nede i den del af processen også.

Katrine: Vi kommer fra en verden, hvor der er en komponist, og nogle der spiller det, komponisten har skrevet. I og med at vi kommer fra den baggrund, og besluttede os for at lave noget sammen, så fordrede det også, at vi alle sammen var med til det. Det var aldrig meningen, at én skulle komponere og de andre spille.

Er jeres musik et udtryk for en utilfredshed med samtidens klassiske musikscene?
Sara: Nej, det er måske ikke en utilfredshed, for vi elsker jo klassisk musik og vi føler, at vi er en del af det, men at vi tager det i en anden retning.

Katinka: Men noget af det, der er fedt ved det her projekt, er at vi som musikkere er fuldstændigt fritstillet. Jeg kan synge med min skønstemme, hvis det er det, jeg har lyst til, og så kan jeg også bare growle. Vi kender til idealet, men der er også bare så mange andre klangfarver, som vi ikke har fået lov at tage i brug som klassiske musikere.

Josefine: Og selvom der i nyere avantgardistiske kompositioner optræder alternativ instrumentbrug, er der en skole for, hvordan det præcis skal gøres, og hvis ikke du opfylder det, vil det ikke blive opfattet som en særlig god optræden, selvom du måske var meget tilstedeværende og gjorde det på din egen måde.

Hvor meget af det improvisatoriske element tager i med jer i livesituationer?
Sara: Ret meget. Vi har et skelet eller en form som vi arbejder ud fra, men i det er der meget improvisation, hvor vi reagerer på hinandens spil, så det er stor del af det. Numrene lyder ikke som på pladen, og de bliver spillet forskelligt hver gang, vi opfører dem.

Det er næsten et halvt år siden i udgav jeres debutalbum “A New Age of Sensibility”. Hvordan har de sidste seks måneder været?
Sara: Det er gået mega stærkt. Selvom vi håbede på det bedste, havde vi ikke forventet, at den blev modtaget så godt. Vi troede måske, vi var lidt mere niche, end vi egentlig har vist os at være.

Katinka: Det har været så dejligt, at vi har fået lov at spille så mange forskellige jobs. Vi har både været udsendt af kunststyrelsen for at repræsentere Danmark ved et stort event for klassisk musik i Rotterdam, og samtidig har vi stået og syret helt ud på Statens Museum for Kunst. Og nu her på Roskilde! Vi er meget glade for den diversitet, der har været i vores invitationer.

Hvad er det næste der skal sker for We like We?
Katrine: Vi håber at lave en EP her til efteråret, og vi lurer også lidt på at finde et udenlandsk pladeselskab for at kunne komme længere ud med vores musik. Derudover skal vi nok bare syre lidt mere ud og øve os.

Sara: Nu kommer sommeren med alle dens festivaler, men derefter vil vi gerne have lidt mere ro på og tid til fordybelse og nyskabelse.

Det virker som om, Roskilde Festival åbner mere op for klassiske koncerter. Tror I det er et udtryk for en generel interessestigning?
Sara: Jeg tror generelt, at folk har bredere musiksmag i dag, end de havde for tyve år siden. Roskilde Festival var jo engang en rockfestival, og jeg tror festivalen i dag afspejler, at folk lytter til meget forskellig musik.

Katrine: Man skal have lov at være følsom uden, at det er et udtryk for at være svag eller feminin, og det er det klassisk musik også kan; være meget blid og følelsladet. Jeg tror gerne flok vil suges ind i musikken og have lov at fordybe sig lidt frem for bare altid at have den vildeste fest.

Josefine: Jeg nægter at tror på, at folks følelsesregister begrænser sig til Nicki Minaj. Verden ville være et lykkeligere sted, hvis alle lyttede til klassisk musik. Eller i al fald musik med mange følelser repræsenterede, sådan at de ville forstå, at andre også kan være helt ulykkelige eller have den på denne her lidt underlige måde ligesom mig. Og det er spektrum jeg føler klassisk musik virkelig har med dets enorme klangrigdom.

Sara: Men det handler også meget om at være åben. Der er desværre mange, der tror, at de skal have alt mulig viden i forvejen for at gå ind og høre Mozart. Men i virkeligheden skal du bare have et åbent sind, og så bliver det fedt. Du behøver ikke gå ud fra koncerten og have en holdning til det. Du skal bare opleve det.

Deltag i debat