Koncerter

Roskilde Festival 2015: Young Fathers, 01.07.15, Apollo

Med basarmen højt hævet præsterede Young Fathers onsdag aften at skabe et brag af en alternativ hiphop-fest på Apollo. En fest med et energiniveau, der uden tvivl tog nuancerne ud af gruppens produktioner, men som samtidig lagde baren særdeles højt for aftenens resterende acts med hang til dans og tunge beats.

young fathers-800px

Den britiske trio Young Fathers er vant til at bære prædikatet outsiders. Da den skotske gruppe – bestående af to tredjedele medlemmer med rødder i vestafrikanske lande – foretog deres første indspilninger på en gammel karaoke-maskine, var det ikke oplagt, at de musikalske hjemmeproduktioner med tiden ville føre dem på tour med Simian Mobile Disco. Og da trioen med rødder i det klasseopdelte Edinburgh sidste år blev nomineret til den største britiske musikpris Mercury Awards, var de på ingen måde favoritter til løbe med den samlede hæder foran britiske darlings som Damon Albarn, FKA Twigs og Bombay Bicycle Club. Det var nærmest forrykt. Men den kontroversielle hæder og evnen til at overraske synes konstant at give trioen nyt momentum.

Derfor kan Young Fathers’ plads på årets festivalprogram heller ikke have vakt større bekymring hos hverken gruppen selv eller festivallens planlæggere. At skulle spille mellem giganter som Pharrell og Noel Gallagher ville umiddelbart vække bekymring, men ude på Apollo-scenen var Young Fathers onsdag aften opsat på at omfavne rollen som outsidere.

Med kontinuerlige slag på percussionistens stortromme, blev pladsen foran campingområdet indgydt i dybe bastoner i takt med, at gruppens tre frontfigurer indtog scenen. Iklædt skjorter lignede de ikke mænd, der havde i sinde at sætte gang i den balstyriske hiphop-fest, som den næste time netop skulle udvikle sig til. Særligt en særdeles usikkert svajende ’G’ Hastings lignede en mand, der i højere grad hørte hjemme i en seng end på Apollo-scenen. Men som gruppens percussionist fik sat gang i de tunge beats, kom der liv i de tre mænd. Med en uhørt energiudladning lykkedes det gruppen af sætte ild til pladsen foran scenen i løbet af det første kvarter. Skjorterne blev flået op, primalskrig dominerede vokalstykkerne og særligt Alloysious Massaquois ukontrollerbare bevægelser i front skabte en ekstrem dynamik på scenen. »Enjoy yourselves, thank you«, bad de pænt fra scenen. Og publikum så i dén grad ud til at have det sjovt.

Som koncerten skred frem, begyndte Young Fathers at grave dybere i repertoiret. Tempoet blev momentvist sat ned, og der blev plads til en anelse flere nuancer i lydbilledet. Dette kom særligt produktionerne fra gruppens seneste album White Men Are Black Men Too til gode, og de stærke numre ”Shame” og ”Rain or Shine” blev leveret med en inderlighed, som stod i skarp – men tiltrængt – kontrast til de resterende numre på setlisten. Med publikumkontakten som koncertens røde tråd, fik de sporadiske temposkift aldrig lov til at tage livet ud af koncerten. Tværtimod tilførte de en nødvendig afveksling til deres performance, og de mere fokuserede numre agerede påmindelser om, at Young Fathers ikke bare er i stand til at levere en fest, men også har styr på det musikalske håndværk.

Til trods for, at backingbandet i aften var reduceret til en enkelt mand, blev koncerten ikke en konform live-fremførsel af gruppens mest populære produktioner. Med basarmen højt hævet lykkedes det i stedet de tre outsidere på Roskildes Apollo-scene at fremtvinge en regulær hiphop-fest, der løftede sig ud over, hvad deres albums kan præstere. Den eksplosive udladning af energi krævede dog også sine ofre; trioens charmerende lofi-produktioner druknede ofte under spontane udråb og dundrende wobble-bass, og de skæve kor-passager blev ikke leveret lige kønt hver gang. Men festen blev leveret med en hånd så hård, at selv Pharrell en halv time senere ville have svært ved at leve op til aftenens høje standard. Og dét er i sig selv en præstation, som kræver hyldest.

★★★★☆☆

Deltag i debat