Nyheder

August-koncerter II: Kentaurens hemmelige liv i Slaraffenland

Denne runde koncertanbefalinger tager dig til festival på både Bornholm og i Aarhus.

Stedet er Falconer Salen for fem måneder siden, på scenen står en mandsperson med viltert hår iklædt kjole. Personen præsenterer sig som Natalie Sass, men i virkeligheden er det aftenens hovednavn, Ryan Adams, som agerer stand-in for sit eget opvarmningsnavn, der på grund af lufthavnsforviklinger er forhindret i at nå frem i tide. Vi håber, at Natalie Prass denne gang uhindret passerer check-in og ankommer sikkert til København. Den amerikanske sangerindes roste debutalbum er udkommet på Matthew E. Whites pladeselskab Spacebomb, hvis husorkesters strygere og blæsere har sat et behageligt og varmt præg på de klaverbaserede sange og Prass’ lyse soulvokal. Natalie Prass optræder i Lille Vega tirsdag den 18. august.

Beliggende for foden af Hammershus med udsigt over Østersøen har bornholmske Wonderfestiwall måske Danmarks smukkeste udsigt. Programmet er heller ikke ueffent. Et bredt udsnit populære danske navne præger plakaten. Den tæller blandt andre Vinnie Who, Broken Twin og Kentaur, som på sin debut-ep Vertebra by Vertebra imponerer med storladen og følsom detaljerig popmusik. Hør blot sangen “Arms of the Infinite“. Wonderfestiwall foregår fra torsdag den 20. august til lørdag den 22. august.

Samme weekend er der atter Flux Festival i Aarhus. Fokus er musik fra den danske undergrund. Du kan høre free-black metal fra Reverie, funket soul fra Liss og Secret Lifes fængende pop tilsat intens vokal og kejtet dans. Efter ”public demand” har Flux Festival desuden booket Emenyaka, et intenst live-punkband, der, med medlemmer fra Cola Freaks og Snaredrum, eksisterede kortvarigt indtil udgivelsen af sin debutplade i 2013. Det aarhusianske punkband er gendannet til lejligheden, så koncerten på Flux er en engangsoptræden. Se her hvem der ellers er på Flux Festivals program.

Secret-Life-endeligt-presse

Patrick Kociszewski fra Secret Life har aldrig tabt en stirre-konkurrence.

Det er snart seks år siden, vi sidst skrev om Slaraffenland. Dengang fik det fem mand høje band ikke mange smilende U’er. Den sidste koncert inden turen gik over Atlanten og på tour med Akron/Family var en jævn oplevelse. Den da netop udgivne We’re on Your Side kaldte Undertoners Mikkel Arre for »jævn indierock i mellemtempo«. Desværre ikke det bedste sidstehåndsindtryk, men Efterklangs improviserende ”lillebror” havde alligevel så store kvaliteter, at det er glædeligt, at Slaraffenland nu er tilbage med en ny plade, Slow Waves. Den kan i øvrigt downloades kvit og frit på bandets website. Slaraffenland spiller i København (Loppen) torsdag den 27. august og i Aarhus (Radar) dagen efter.

Find flere anbefalelsesværdige koncerter i Undertoners koncertkalender.

Deltag i debat