Nyheder

Copenhagen Psych Fest er klar med spilleplan for tre dages festival

Lorenzo Woodrose. Foto: Jakob Brixvold
Skrevet af Camilla Grausen

Lorenzo Woodrose solo, Syreregn, White Hills, Indian Jewelry, Fribytterdrømme og mange flere psykedeliske rockbands er nu programsat på festivalen den 10.-12- september i Huset-KBH.

Lorenzo Woodrose. Foto: Jakob Brixvold

Lorenzo Woodrose spiller på Copenhagen Psych Fests første aften. Foto: Jakob Brixvold

Copenhagen Psych Fest er nu klar til at offentliggøre spilleplanen for deres tre dage lange festival for psykedelisk rock og beslægtede genrer i Huset-KBH. Festivalen finder sted den 10.-12. september 2015 på en række scener på etagerne i Huset-KBH i Magstræde.

Festivalens første aften, torsdag den 10. september, byder således på solokoncert med Lorenzo Woodrose fra Spids Nøgenhat og Baby Woodrose. Blandt de andre navne, man kan opleve torsdag aften, er trioen Papir, Nils Gröndahl, amerikanske White Hills og svenske Den Stora Vilan.

Blandt navnene på programmet for fredag den 11. september er Fribytterdrømme, som Undertoners Jonas Sølberg tidligere har set nærmere på i en artikel i serien Ud af obskuriteten, det aarhusianske band Morgan Square, Deadpan Interference, som for nylig også optrådte på Uhørt Festival, og italienske Giöbia.

Festivalens tredje og sidste dag, lørdag den 12. september, har et program, der bl.a. byder på den erfarne danske psychkvartet Causa Sui, som Undertoner tidligere har interviewet, Syreregn, Indian Jewelry fra Houston, Texas og københavnske De underjordiske.

I alt er der hele 51 navne på programmet, så der er virkelig dømt psykedelisk rock for alle pengene anden weekend i september. Og apropos penge… Billet til hele festivalen koster 475 kr. plus gebyr, og endagsbilletter fås for 215-235 kr. plus gebyr. Se hele det detaljerede program og mere info om billetter på Copenhagen Psych Fests hjemmeside.

Deltag i debat