Koncerter

Dead Prez, 31.07.15, Vanguard Festival, Frederiksberg

Skrevet af Joram Menzer

Hiphop-duoen Dead Prez lod deres koncert drukne i politiske taler og reklamefremstød frem for musik. Indtil deres store hit endelig kom.

Dead Prez»It’s bigger than hip hop,« lyder refrænet til den amerikanske hiphop-duo Dead Prez’ absolut mest kendte sang, ”Hip Hop”, og sangens særstatus var tydelig til Vanguards afsluttende akt fredag aften omkring klokken 23. For efter cirka en times træden i vande med de to rappere Stic.man og M-1, der udgør Dead Prez, blev hittet nemlig hevet op af hatten til publikums store glæde.

Om koncerten vitterligt var større end hiphop er nok diskutabelt, men tydeligt var det i hvert fald, at sangen tilbød koncertens eneste egentlige forløsning. Men inden vi nåede så langt, var vi vidner til en time, der var lige dele snak og musik, og gassen var ved at gå noget så eftertrykkeligt af ballonen.

Dead Prez er kendt som en gruppe med stærke politiske meninger, hvilket kommer eksplicit til udtryk i de fleste af deres sange. Det var således ganske rammende, at koncerten startede med sangen ”Malcolm, Garvey, Huey”, som er en hyldest til tre af de mest fremtrædende forkæmpere for sortes rettigheder (Malcom X, Marcus Garvey og Huey P. Newton). Og scenen var sat med linjer som: »Keep your family livin’ healthy/teach your children about their blackness/teach your wife to use the ratchet, this shit is classic/fuck the system, pimp it backwards.«

Guderne skal vide, at der er nok kunstnere uden noget på hjertet, så når der engang imellem kommer nogen med holdninger, er det absolut positivt. Men uanset hvor meget sympati, man har for Dead Prez’ politiske budskaber, tog det overhånd fredag aften, hvor der mellem stort set hver sang blev afholdt politiske debatoplæg. Specielt sidste halvdel af koncerten led under de mange afbrydelser.

Helt galt gik det, da fortællinger om, hvordan systemet forgriber sig på mennesker, hvordan skolesystemet er manipulerende og løgnagtigt etc. blev skiftet ud med en omgang øregas i form af reklamer for Stic.mans fitness-hjemmeside, hvor du selvfølgelig kan købe en række produkter… blandt andet en bog skrevet af Stic.man!

For at give hele reklamedimensionen ekstra pondus blev sangen ”Get Healthy” brugt som reklamefremstød: »I don’t eat no meat, no dairy, no sweets/only ripe vegetables, fresh fruit and whole wheat.« Det fadølsdrikkende, cigaret- og jointrygende, shawarma-spisende publikum virkede dog ikke specielt modtagelige for Stic.mans opfordringer til mere motion og vegansk kostomlægning, og mange var på det tidspunkt begyndt at liste mod udgangen.

bragede sangen “Hip Hop” ud over Søndermarken og fik alle de bortløbne kyllinger til at vende om på hælene og storme frem mod scenen, hvor de (endelig!) fik brændt noget energi af. Men det kunne stadig ikke fjerne følelsen af, at koncerten var mere forelæsning end forløsning.

Det var dog meget positivt at være vidne til, hvordan lyden i Søndermarken stod knivskarpt, så både beats og lyrik stod tydeligt frem, og der var ikke en finger at sætte på de to rapperes lyrisk leveringer. Hvis man ikke fangede duoens mange politiske holdninger, var det i hvert fald ikke, fordi man ikke kunne høre, hvad der blev rappet (var der nogen der sagde Run the Jewels, Roskilde?!).

★★½☆☆☆

Om skribenten

Joram Menzer

Biografi: "Vil du helst være blind eller døv?".
Det er et af den slags hypotetiske – og lettere groteske – spørgsmål, man af og til hører. Siden jeg som 12-årig købte min første cd, som var Guns N’ Roses’ Use Your Illusion II, har jeg ikke været i tvivl. Jeg vælger til enhver tid at beholde min hørelse.
Guns N’ Roses og Nirvana startede min musikalske opdragelse, og i mange år var det guitarrocken, der havde min interesse. Det ændrede sig, da jeg i slutningen af 90'erne blev introduceret for Wu-Tang Clan. Rock-cd’erne og de hullede jeans blev pensioneret og erstattet af rap og hængerøvsbukser, som dominerede i mange år af mit liv. Tool og Deftones fik mig tilbage i folden hos rockmusikken. Derimellem havde det fransk/engelske band Stereolab åbenbaret et følelsesladet musikalsk spektrum, som var nyt for mig, og sammen med rap og rock er de stadig i fast rotation på min pladespiller, som siden også har måttet finde sig i støvet fra jazz-vinyler, hvor især Miles Davis finder vej til mine øregange.

Fem favoritalbums:
Mr. Bungle: California
Radiohead: Hail to the Thief
Stereolab: Sound-Dust
TOOL: Ænima
Wu-Tang Clan: 36 Chambers

Skriv et svar