Koncerter

Jay Electronica, 01.08.15, Vanguard Festival, Frederiksberg

Skrevet af Niklas Kiær

For hiphop-fænomenet fra New Orleans lykkedes det virkelig at sætte gang i en ægte hiphopfest på Vanguards andendag.

Jay ElectronicaJay Electronica er et fænomen. For otte år siden frigav han den fantastiske “Act I: Eternal Sunshine (The Pledge)”, et ni minutter langt nummer (baseret på Jon Brions klavertema fra filmen “Eternal Sunshine of the Spotless Mind”). Jay Electronica beskriver det bedst selv med ordene »no drums, no hooks, just new shit«. Sjældent har en rapper haft så meget at byde på i sine tekster, og de mange referencer til historie, politik, konspirationer og myter leveres altid med et fejlfrit og uimponeret flow. Siden udgivelsen (på Myspace!) har diverse hiphop-personligheder fra Jay-Z til Puff Daddy årligt lovet snarlig udgivelse af Jay Electronicas debutalbum, og at kvaliteten ville ryste branchen. Men branchen forbliver urystet, og udgivelsen lader stadig vente på sig.

Plade eller ingen plade, så var Jay Electronica mødt op til Vanguard Festival med en mission. Han ville holde en vaskeægte hiphopfest – og det gjorde han til fulde. PTA kom vist til at introducere manden som den bedste lyriker nogensinde, og selvom det nok er diskutabelt, så føltes det ikke meget galt under lørdagens koncert. Electronica havde ikke brug for en hype-man, og han virkede til at nyde interaktionen med publikum endnu mere end at rappe sine numre. Konstant blev der fortalt historier, og ikke ét nummer fik lov at køre fra start til slut uden et a cappella-vers, en historiefortælling, et shout out eller et krav til publikum om at råbe »Real hip hop, true hip hop!« igen og igen.

Normalt er det en ulempe, når en kunstner ikke giver plads til sit materiale, men særligt de mange a cappella-vers fungerede rigtig godt, da teksterne er så vigtig og kompleks en del af musikken. På denne måde fik Jay Electronica understreget de budskaber, han ville ud med, og ikke blot underholdt masserne. Som på “Dimethyltriptamine”, hvor han virkelig fik lagt vægt bag de politiske budskaber. Electronica fandt hele tiden nye måder at integrere publikum på. Først stod han på hegnet og rappede, øjeblikket efter inviterer han pludselig publikum op på scenen og holdt en kæmpe fest. Efter sikkerhedsfolkene fik stoppet det, så hoppede den energiske New Orleans-rapper ned til publikum og rappede ubesværet videre nede i folkemængden. Der blev også plads til et par gæstevers fra tilfældigt udvalgte publikummer, hvor særligt den ene rapper viste sig at præstere langt udover enhver realistisk forventning.

På trods af den manglende udgivelse gav Jay Electronica utallige eksempler på sine talenter, både som performer og rapper. Koncerten var energisk, inddragende og underholdende, og da han pludselig gik af scenen efter kun fyrre minutter, stod man tilbage helt blæst bagover af den fest, man lige havde taget del i. Det eneste, der afholdt koncerten fra perfektion, var, ironisk nok, at publikum ikke lod til at kende musikken særligt godt. Ironisk, fordi den selvforskyldte mangel på hype omkring ham muligvis har gjort, at han er gået i glemmebogen hos de fleste publikummer igen. De vil dog uden tvivl huske hans navn efter Vanguard.

★★★★★☆

Deltag i debat