Koncerter

Way Out West 2015: Beck, 13.08.15, Flamingo, Gøteborg

Foto: Annika Berglund / Way Out West

Den for tiden meget omtalte Beck var et af de absolutte hovednavne på Way Out West. Med sine sikre genremiks og både nye og gamle numre skuffede han ikke.

Foto: Annika Berglund / Way Out West

Foto: Annika Berglund / Way Out West

Den sidste uges hovedpersonen i den danske musikjournalistik har utvivlsomt været den mageløse Beck Hansen. Først væltede han Bøgescenen på Smukfest, hvor festivalgæsterne fik en afveksling for tomme musikalske kalorier og sprutspande, og to dage efter spillede han for ca. 1000 svineheldige personer i Tivolis Glassal. Et trick, han også gentog på et lille spillested i Gøteborg aftenen inden, han skulle spille på Way Out Wests største scene.

Meget er allerede skrevet om disse koncerter, og da sætlisten på Smukfest var noget nær identisk med den, der blev præsenteret torsdag aften på Way Out West, skal jeg nok sparre jer for detaljer som ”I Feel Love”-tilføjelsen til The Information (2006)-nummeret ”I Think I’m in Love” eller ”Where It’s At”-”One Foot in the Grave”-medleyen. Det har de andre danske musikmedier allerede beskrevet ganske fint.

Jeg gentager dog gerne, at der ikke skal være tvivl om, at Beck er i absolut topform i disse dage, hvor han stråler af spilleglæde. Aftenens koncert var en udførlig gennemgang af den uendeligt alsidige Beck, der skifter så ubesværet mellem stiludtryk som vi andre trækker vejret. På et tidspunkt gik han direkte fra en omarrangeret elektroversion af ”Gamma Ray” til en heftig, rifftung ”Soul of a Man”. Dette blev fulgt af melankolsk fællessang til ”Lost Cause”, der blev et bindeled til den gåsehudsfremkaldende (og sjældent spillede) ”Wave”, hvor Beck udelukkende blev akkompagneret af keyboardstrygere og en dyb synthbas. Særligt Justin Meldal-Johnsens synthbas var en glimrende tilføjelse til versionen fra Morning Phase (2014), som gjorde at denne sang, der ellers syntes umulig at fremføre uden et orkester, gjorde Becks farvepalet endnu bredere. Fire så forskellige sange blev altså præsenteret i rap, og man skulle ærlig talt koncentrere sig for at bemærke, at vi kom så vidt omkring, når det blev leveret så ubesværet.

Netop det med at komme vidt omkring i genrerne uden at det virkede den mindste smule anstrengt var en kernekompetence, Beck især viste til koncerten. Amerikanerens eminente kombination af blues og hiphop har sikret ham de fleste af karrierens største hits, og de var rigt repræsenteret i form af numre som ”Devil’s Haircut”, ”Loser” og ”E-Pro” samt de mindre kendte ”Black Tambourine”, ”Que Onda Guero” og ”Soul of a Man”. Fuzzpedalerne var skruet op på 11, således at omkvædene eksploderede. Beck er altså en af de bedste, når det handler om at skrive bluesriff, og det skinnede allerede igennem på åbneren ”Devil’s Haircut”, hvor Beck også imponerede med vokale variationer i forhold til versionen på Odelay (1996). De tog vitterligt røven på denne særdeles rutinerede Beck-kender. Selvom Odelay måske er en af de plader, jeg har lyttet mest til i tidernes løb, har jeg aldrig hørt den sang leveret bedre. Tilmed lader den nye MGMT-klingende ”Dreams” til at være en ny koncerttrumf for Beck.

Det eneste, der lagde en dæmper på min begejstring, var, at jeg ikke kunne lade være med at tænke på, hvor meget bedre denne koncert havde været på et intimt spillested som Tivolis Glassal. Jeg kunne ikke lade være med at føle, at vi var hensat til en andenrangsoplevelse blandt publikummer, der ikke havde den samme glæde ved at høre ”Think I’m In Love” (fra det skammeligt oversete album The Information) som jeg selv. Det kunne med andre ord have været endnu mere lummert til ”Debra”, og dansen kunne have været endnu mere kaotisk, når det eminente guitarriff i ”Black Tambourine” satte ind. Mine tårnhøje forventninger blev derfor ikke helt indfriet, men de var også så høje som Babelstårnet.

★★★★★½

Deltag i debat